|
10. september 2003 Drøftelsen af "Kommunernes fremtidige struktur" på borgmester- og kommunaldirektørmødet i Qaqortoq i dagene 9. og 10. september blev afsluttet med en enighed om, at det næste skridt skal tages af Hjemmestyret i form af nedsættelse af en kommunalstrukturkommission. Kommissionen skal udarbejde forslag til lovgivningsmæssige og strukturelle initiativer, der skal gøre det nemmere at etablere tættere samarbejde mellem kommunerne på det administrative område eller at foretage kommunesammenlægninger. Hver borgmester fik i den første mødedag mulighed for at fremholde sit syn på emnet "Kommunernes fremtidige struktur". Der kom mange nuancer og aspekter frem. Nogle talte direkte imod kommunesammenlægning på nuværende tidspunkt, men var positive overfor former for tættere samarbejde. Andre fremhævede, at de allerede var i gang med at projektere tæt administrativ koordination mellem nabokommuner, men at de endnu ikke talte om kommunesammenlægning. En enkelt kommune kom med et oplæg, der skitserede en regional sammenlægning til én kommune. Men fra alle sider blev der understreget, at der ikke ønskes en centralt dikteret sammenlægning. Et sådant initiativ skal ske på frivillig basis og skal komme fra de berørte kommuner og befolkninger. Det lokale demokrati skal der ikke rokkes noget ved. Samtidig blev det påpeget, at der på nuværende tidspunkt ikke er lovgrundlag for samordning af visse administrative funktioner eller for kommunesammenlægning. Derfor vil landsstyret blive anmodet om at skabe de nødvendige lovgivningsmæssige rammer for disse initiativer. Formanden for Selvstyrekommissionen, Jakob Janussen, redegjorde for de dele af kommissionsbetænkningen, der beskæftiger sig med kommunestrukturen. Konsulent i de danske kommuners landsforening, Hanne Borchersen, fremlagde erfaringer fra kommunesammenlægninger i Danmark. Hun talte om, at en kommunesammenlægningsproces i Danmark kan tage 3½ år fra analysefasen til gennemførelsesfasen. Det er erfaringen, at en sådan proces ikke må hastes igennem. Men på den anden side skal den ikke tage alt for lang tid, idet man ikke har det godt af at befinde sig i et vadested alt for længe. De forskellige oplæg fra debatten om kommunestrukturen vil blive lagt ud på hjemmesiden i uge 38. |