|
Velkommen alle sammen, og tak fordi I kommer - borgmestre og kommunaldirektører, bestyrelsen for kommunernes landsforening, indbudte gæster og observatører, der interesseret er mødt op for at overvære mødet. Og specielt vil jeg nævne, at tidligere borgmester i Narsaq og bestyrelsesmedlem i KANUKOKA ved foreningens stiftelse, Agnethe Nielsen, er tilstede her som gæst.
Inden vi fortsætter, vil jeg gerne have, at vi mindes tidligere borgmester i Qaqortoq, Henrik Lund, Aqqalooraq, der er afgået ved døden. Jeg beder forsamlingen om, at vi mindes Aqqalooraq ved et minuts stilhed … … æret være Henrik Lunds minde. Som det ses på programmet, er hovedtemaet på dette møde "Kommunernes fremtidige struktur". Hver borgmester vil få mulighed for at komme med sine forestillinger om sagen. Og vi vil høre nærmere om Selvstyrekommissionens tanker om den fremtidige kommunestruktur. Da man jo kan blive klog - direkte eller indirekte - af at høre om andres erfaringer, har vi en gæst fra de danske kommuners landsforening, der vil orientere os om erfaringer fra kommunesammenlægninger i Danmark. Ovenpå alt dette vil der være en opsamlende debat. Som formand for KANUKOKA har jeg i foråret fremkommet med et diskussionsoplæg om, hvordan en kommunesammenlægning kan komme til at se ud, selvom jeg selvfølgelig ikke på forhånd er bundet til en bestemt løsning. Jeg mener, at det nu er nødvendigt at tænke fornuftigt, konkret og fremadskuende. Hvad skal vi prioritere højest for at komme videre? Hvor lang tid skal den store omstrukturering tage? Hvordan skal befolkningen inddrages i spørgsmålet? Skal der være høringer? Hvordan og hvornår skal lovgivningsarbejdet foregå? I mit oplæg som formand for KANUKOKA til den kommende nationalkonference om selvstyreprocessen nævner jeg sagndrengen Kaassassuk, der kunne komme videre og opnå stor styrke ved at gøre sig fri af sine "væksthæmmende ting". På samme måde kan vi i samfundsstrukturen gøre os fri af fremdriftshæmmende faktorer, så vi bedre kan bruge vore kræfter til fordel for et tryggere samfund og et sundt selvstyre. Det vil jeg gerne uddybe i den videre debat. Men lad os begynde med borgmestrene. Og endnu en gang velkommen - jeg har et håb om et frugtbart dialog i de kommende dage. |