KANUKOKA-formandens velkomst

KANUKOKA-formand Jens Lars Fleischers velkomst til Borgmester- og kommunaldirektørmødet 2004 i Uummannaq-skoles aula.

Velkommen alle sammen - borgmestre og kommunaldirektører, indbudte gæster, observatører og repræsentanter for pressen - og specielt velkommen til landsstyreformand Hans Enoksen og landsstyremedlem for økonomi, Josef Motzfeldt.

Tak for den store interesse for mødet. De årlige borgmester- og kommunaldirektørmøder er så at sige arbejdsmøder, der arrangeres af kommunernes landsforening. Selvom møderne er af uformel karakter, er de af stor værdi, da der her drøftes og afdækkes aktuelle politiske og administrative emner, som har afgørende betydning for det videre liv i lokalsamfundet. Sådan er det også denne gang.

Jeg skal ikke sige meget her i begyndelsen. Jeg vil kun ridse op, hvad der er på dagsordenen, da jeg i forbindelse med hovedpunkterne i programmet vil fremkomme med KANUKOKA's uddybende bemærkninger.

Som det ses på det uddelte program, er det emnerne den offentlige forvaltning og derunder kommunestruktur, ændring af ensprissystemet og reduktion af det kommunale bloktilskud, der tilsammen kommer til at dominere mødet. Fredag og lørdag er helliget disse store emner.

Hvad angår den offentlige forvaltning og kommunestrukturen har vi jo i borgmester- og kommunaldirektørmødet i Qaqortoq sidste år haft den helt store debat, som nu er fulgt op af Strukturudvalget. Det bliver spændende at høre nærmere om udvalgets foreløbige anbefalinger.

Og hvad angår tidens varmeste politiske emne - ændring af ensprissystemet for el, vand og varme - hvor KANUKOKA jo har anbefalet et års udsættelse - kan jeg godt tænke mig at høre en diskussion om visioner - altså om hvilken samfundsstruktur, vi ønsker os i fremtiden, og hvad meningen er med landsstyrets forslag om ændring af ensprissystemet i den forbindelse. Mere vil jeg ikke sige om emnet nu!

Men der er også andre spændende emner. På søndag er der et oplæg med titlen "Arbejdsmiljø i kommunerne", som holdes af Juliane Egede Johansen, der er den offentlige forvaltnings repræsentant i Arbejdsmiljørådet. Så har vi emnet "Opkvalificering og rekruttering af ledige", som fremholdes af Nukaaraq Eugenius. Og endelig holder Pavia Nielsen et oplæg med titlen "Vedvarende udnyttelse af levende resurser".

Endnu en gang velkommen. Jeg har gode forhåbninger om en opbyggende dialog i de kommende dage. Så vil jeg nu give ordet til Uummannaqs borgmester, Jakob Petersen.