Jeg er blevet inviteret til at holde et indlæg om den ændring af ensprissystemet, som landsstyret har taget op i foråret. Jeg vil kort forsøge at sammenfatte, hvor langt vi er nået. Dernæst vil jeg vende mig til nogle af de spørgsmål og indvendinger, som er kommet frem under landsstyrets rejser rundt om i landet og i de høringssvar, som arbejdsgruppen bag høringsrapporten har modtaget.

Landsstyret fremlagde i sin Politisk-Økonomiske Beretning i marts et forslag om at ændre ved det nuværende ensprissystem for el, vand og varme. Landsstyret tog spørgsmålet op, fordi vores ensprissystem i dag ikke ansporer til at økonomisere med hverken vores investeringer i el og vandforsyning eller med vores forbrug. Vores investeringer i elværker og vandforsyning er mange steder meget dyre, og det slår også ud i de enhedsomkostninger, som er blevet fremlagt.

Det koster det samme at bruge el og vand hvert sted i landet uanset, hvor meget eller hvor lidt vi bruger, uanset hvor dyre eller hvor billige anlæg, vi bygger i de enkelte byer og bygder.

Når vi i den enkelte by eller bygd sammenligner ensprisen med enhedsomkostningerne kan vi se forskellen mellem det, vi betaler, og hvad det koster samfundet, at vi bruger vand eller elektricitet. Forskellen er det vi betaler for andre dele af landet, eller det vi lader andre dele af landet betale for os.

Når vi hver især skal betale enhedsomkostningen, hver gang vi bruger elektricitet, skal vi både betale for den olie og de mandetimer, der skal til for at producere elektricitet. Men vi skal også selv betale for vores elværker. Når vi hver især betaler enhedsomkostningerne skal borgerne i Nuuk selv betale for Buksefjordsværket, og borgerne i Alluitsup Paa skal selv betale for dieselgeneratorerne.

I dag betaler vi alligevel det samme alle sammen. Borgerne i Ilulissat betaler altså mere , end hvad det koster at have vandværket og elværket, mens borgere andre steder kan betale mindre, end hvad det koster.

Det system har virket i mange år, men det har også nogle dårlige virkninger. Det var blandt andet derfor, at et flertal i Landstinget i foråret tilsluttede sig, at landsstyret skulle fremlægge et forslag til at ændre systemet.

Det er uklart for os som politikere og borgere, hvor mange penge vi omfordeler rundt i landet ved el og vandpriserne. Alle andre omfordelinger beslutter vi åbent med skatter, sociale overførsler og bloktilskud. Men ikke enspriserne. Her omfordeler vi i blinde.

Ensprissystemet skjuler for os, hvad konsekvensen af vores adfærd er. Vi mærker ikke besparelserne eller de større omkostninger, når vi rundt omkring arbejder for at få bygget nye større elværker eller vandanlæg. Vi indretter os ikke efter, hvor meget vi er villige til at betale. Vi har ikke anledning til at bringe omkostningerne ned.

Vi mister muligheden for, at skabe lavere eller faldende omkostninger i nogle dele af landet. Lavere omkostninger kan bidrage til bedre muligheder for at tjene penge og dermed betale skat til fællesskabet og den omfordeling via skatter, sociale ydelser, bloktilskud, som vi ønsker at foretage.

Jeg vil tage disse emner op sammen med nogle af de centrale spørgsmål, som landsstyret har fået rundt om i landet.

Solidaritet og omfordeling

Landsstyret er gang på gang stødt på kritik om, at solidariteten skulle være borte fra vores samfund, hvis Landstinget beslutter at ændre ensprissystemet.

Det er vi i landsstyret uenige i. Landsstyret har fået skattelettelser igennem for de lave indkomster. Landsstyret fik også vedtaget et højere børnetilskud til familier med lave indkomster. Bloktilskuddet til kommunerne støtter specielt de svage kommuner med lave indkomster. Også skattesystemet sender penge fra de stærke til de svage kommuner. Disse ordninger er båret af solidaritet. De sigter på at støtte borgere og kommuner med lave indkomster.

Men der skal være nogle penge at fordele. Solidaritet starter med, at nogle giver noget til fællesskabet. Hvis vi fortsat ønsker os en solidaritet må vi give at borgere og virksomheder mulighed for at tjene de penge, som vi ønsker at omfordele til svage grupper og kommuner.

Vi kan allerede i dag se, at det også er gunstigt for kommuner med lille indkomstgrundlag, at der bliver tjent penge andre steder i landet. Det er derfor skattesystemet kan omfordele penge fra stærke til svage kommuner. Det er derfor bloktilskuddet kan tilgodese de kommuner, hvor indkomsterne er lave.

Vi har behov for, at flere bliver i stand til at tjene mere og dermed bidrage mere til fællesskabet over skatterne. Derfor foreslår landsstyret at uddanne flere, fordi bedre uddannelse blandt andet giver bedre muligheder for at tjene penge. Landsstyret foreslår også at fremme erhvervene for at skabe nye og bedre muligheder for at tjene penge. Uddannelse og erhvervsfremme giver os mulighed for også at have et solidarisk samfund i fremtiden, fordi flere bliver i stand til at bidrage til fællesskabet.

Vi har stærkt brug for større bidrag til fællesskabet. I dag får vi hver i sær over dobbelt så meget fra det offentlige, som vi giver. Det offentlige bruger over 120.000 kroner per borger, men vi bidrager i gennemsnit med under 50.000 kroner. Hvis vi alle får mere end vi giver, brister fællesskabet. Det hænger ikke sammen med en selvbærende økonomi.

Jeg har allerede nævnt i debatten, at vi må stille os selv to spørgsmål i en selvbærende økonomi. Det første spørgsmål er, om vores omkostninger er for høje. Det andet spørgsmål er, om vi hver især kan bidrage mere til fællesskabet. Disse spørgsmål gælder også i forhold til ensprissystemet.

Disse spørgsmål handler om solidaritet, fordi lavere omkostninger og større bidrag fra de enkelte gavner fællesskabet.

Vi kan heller ikke lade være med at tage stilling til, hvor meget vi hver især kan bidrage til et offentligt fællesskab. Nogle mener, at det er urimeligt at skulle betale mere for el og vand. Andre igen tager spørgsmålet om stigende priser som udtryk for, at landsstyret nu pludselig skulle vende ryggen til de svage i samfundet. Det er forkert. SIUMUT og IA har stor andel i, at vores skatter, sociale ydelser og bloktilskud er solidariske. Det er med disse ordninger, at vi skal gennemføre vores solidaritet.

Bosætninger

Nogle har indvendt, at befolkningen vil begynde at flytte, hvis Landstinget ændrer ensprissystemet. Nogle høringssvar har foreslået, at der skal foretages konsekvensberegninger over omkostningerne ved, at befolkningen begynder at flytte.

Til det vil jeg for det første sige, at landsstyret ønsker ikke at begrænse befolkningens ret til at bosætte sig frit.

For det andet må vi spørge os selv, om det er rigtigt, at befolkningen vil begynde at flytte, fordi vi ændrer ensprissystemet? De konsekvensberegninger, som nogle har krævet, risikerer at blive temmelig indviklede gætterier. Vil en familie virkelig begynde at flytte, fordi elprisen stiger med 20 ører, eller 40 ører. Er det elprisen, der bestemmer, hvor vi bor? Eller er det arbejdspladser, vores børns muligheder for at gå i skole, nærheden til familie og venner, alderdom, eller naturen? Der er uendelig mange ting, der har betydning for, hvor vi bor. Jeg afviser ikke, at lavere elpriser i Sisimiut kan gøre det mere attraktivt at bo i Sisimiut. Men jeg stiller spørgsmålstegn ved, om vi hver især ville overveje at flytte, for at spare på elregningen.

Det afgørende for familiernes økonomi er, hvor meget de har til rådighed, når skatten og de faste udgifter er betalt. Derfor har landsstyret hele tiden peget på, at blandt andet virkningen af skattelettelserne skal indgå i vurderingerne af familiernes situation.

Hvis vi vil lære noget om, hvordan vi som befolkning flytter rundt, er vores bedste kilde at se på, hvordan vi er flyttet indtil nu. Der har i mange år været forskellige økonomiske vilkår i forskellige kommuner. Til eksempel svinger skatteprocenten med fire procentpoint mellem kommunerne, og der er forskelle mellem de ydelser, de forskellige kommuner yder borgerne. Sådanne forskelle har der været i mange år.

Mange familier har valgt at flytte rundt i landet i de seneste ti år. Vi er en meget mobil befolkning. Siden 1980 er vi blevet 8.000 flere i Grønland. Mange byer er vokset, ligesom en del bygder er vokset. Der har været en del flytninger fra bygd til by, men der bor stadig næsten lige så mange mennesker i bygderne i dag som i 1980. Hvis vi vil diskutere, om befolkningen vil flytte, fordi prisen på el og vand bliver anderledes kan vi også vende spørgsmålet om: Er befolkningen blevet boende i de nuværende byer og bygder, fordi der ikke var forskel på elprisen?

Vi kan ikke antage, at familierne bliver boende, hvor de bor i dag, hvis vi ikke ændrer ensprissystemet. Familierne flytter rundt i landet alligevel. Jeg tror, at familiernes rådighedsbeløb efter skat og faste udgifter er vigtigere end elprisen. Jeg tror, at mulighederne for at uddanne sig og skaffe sig egen indtægt og erhvervenes muligheder er langt vigtigere end prisen på elektricitet.

Fiskeindustri og erhverv

Det bringer os videre til fiskeindustrien og erhvervenes muligheder. Fiskeindustrien og en del kommuner har reageret på høringsrapportens forslag om stigende priser for fiskeindustrien. Embedsmændene har i høringsrapporten beskrevet en model, der samlet set vil give merudgifter for fiskeindustrien men mindre udgifter for andre erhverv.

Vi må være lydhør overfor den kritik, erhvervene er kommet med i forhold til rapporten. Et af formålene med at ændre ensprissystemet er at bidrage til bedre muligheder for økonomisk vækst og arbejdspladser.

Lave priser for el og vand til fiskeindustrien indgår selvfølgelig i industriens muligheder for at tjene penge på fabrikkerne og dermed fastholde og skabe arbejdspladser på land. Fiskeindustrien har haft lave priser på el og vand i mange år.

Det rejser spørgsmålet om, hvor meget mere familierne skal betale for, at fiskeindustrien skal have lavere priser for el og vand. Selvom nogle ikke bryder sig om høringsrapportens forslag, er spørgsmålet rigtigt at rejse fra tid til anden.

Vi bliver nødt til at finde en afvejning, der både er rimelig for fiskeindustrien, og rimelig for de familier, der skal betale mere for at fiskeindustrien kan have lavere priser.

Det er imidlertid også vigtigt for fiskeindustrien og alle andre erhverv at kende fremtidsudsigterne. Derfor skal vi også skabe en afklaring om, hvor meget og hvordan fiskeindustrien og de øvrige erhverv skal betale for elektricitet og vand fremover. Vi kan ikke acceptere, at planlægning af produktion skal udskydes i årevis på grund af usikkerhed om priserne.

Derfor er der ulemper ved forslaget om at udskyde alle beslutninger om priserne på el og vand. Spørgsmålet om fiskeindustriens el og vandpriser er der nemlig stadig. Spørgsmålet rejser sig hver gang vi skal investere i nye el- og vandanlæg. Det system, vi har i dag er ikke holdbart til fremtiden.

Omkostninger og forsyningssikkerhed

Det centrale i at ændre ensprissystemet er, at vi tager stilling til de omkostninger vi har i dag til at producere elekricitet, vand og varme. Vi skal indrette os sådan, at vi fremover kan få de lavest mulige omkostninger, og sådan at de familier og virksomheder, der bruger el, vand og varme bliver tilskyndet til at bringe omkostningerne ned.

Omkostningerne ved at fremstille el vand og varme er sammensat af mange dele. Vi skal betale for olie, lønninger, planlægning, vedligeholdelse og ikke mindst for at bygge de elværker, ledninger og vandanlæg, der er nødvendige.

Nogle synes, at omkostningerne er meget høje. Men vi har også særlige forhold her i landet. Vi har separate elværker og vandanlæg utrolig mange steder i forhold til, at vi kun er 56.000 mennesker. Vores klima medfører særlige forhold, der også kræver investeringer. Og Hjemmestyret har i en årrække holdt fast i en sikkerhedsstrategi, der betyder, at der alle steder skal være ekstra anlæg, der kan træde til, hvis et elværk bryder sammen.

Disse dele betyder, at vi har høje omkostninger. Det os anledning til at overveje, hvordan vi kan holde omkostningerne nede, og hvordan familier og virksomheder får anledning til at holde omkostningerne nede. Men vi kan ikke se bort fra, at omkostningerne er der, og at de er meget forskellige rundt om i landet.

Vores muligheder for at bringe omkostningerne ned er både at bruge mindre el og vand. Men det er også at investere fornuftigt hver gang vi skal bygge nye elværker eller vandanlæg. Dele af fiskeindustrien har stillet spørgsmålstegn ved, at det er nødvendigt at have den dyre sikkerhedsstrategi for den elektricitet, som skal gå til fiskeindustrien. Og endelig kan vi se, at omkostningerne per familie og virksomhed bliver lavere, der hvor mange er samlet i byerne om at betale de faste omkostninger.

Det er nogle af de muligheder, vi har for at bringe vores omkostninger ned. Lavere omkostninger er nødvendige på dette område som på alle andre i vores arbejde for at skabe en mere selvbærende økonomi.

Andre forslag til reformer

Vi står nu overfor en Landsstingssamling, hvor landsstyret har bragt spørgsmålet om enspriserne op. Det kan man ikke bebrejde landsstyret. Landstinget har tilsluttet sig, at landsstyret skulle tage spørgsmålet op.
 
Derfor kan vi heller ikke gå med til krav om at vente 1, 2 eller 10 år med at tage spørgsmålet op. Hvad er det vi skal udsætte? Vi kan ikke i endnu mange år skjule os bag tykke embedsmandsrapporter og udvalg. For de grundlæggende spørgsmål er der stadig, de er politiske, og dem kan ingen embedsmand eller ekspert løse for os: Bruger vi for meget og bidrager vi hver især i rimelig grad til fællesskabet?

Derfor har jeg også med glæde set, at mange har taget diskussionen op og taget stilling til spørgsmålet om ensprissystemet.

Nogle kommunalbestyrelser kan acceptere, at der må ske ændringer, men er bekymrede for industriens vilkår. Det må vi arbejde videre med i samarbejde med industrien.

Nogle kan se fordele i ændringerne, men er bekymret for, om det vil føre til højere skatter. Derfor skal vi ikke kaste os ud i ændringer, der skaber nye tilskudsordning, der kræver nye skatter. Finanslovforslaget indeholder derfor ingen nye skatter til at betale for en ensprisreform.

En kommune har foreslået at gennemføre en ændring af ensprissystemet, men sådan at der ikke bliver forskel mellem priserne i by og bygd i hver kommune. Det har kommunen foreslået for at skærme bygderne for nogle af virkningerne af en reform.

Alle de forslag, der er kommet fra fagforeninger, kommuner, virksomheder og borgere har taget spørgsmålet op om, hvordan vi kan skabe en sundere økonomisk struktur, og hvordan vi hver især kan bidrage til de omkostninger, vi har ved at få el, vand og varme.

Jeg ser frem til, at vi kan få en positiv debat om de økonomiske spørgsmål, jeg her har taget op. Specielt ser jeg frem til bidrag til, hvordan vi kan løse det spørgsmål, der bliver ved at ligge foran os indtil vi har fået det løst.