|
Velkommen allesammen til borgmester- og kommunaldirektørmøde
2005.
På borgmester- og kommunaldirektørmødet i Qaqortoq for to år siden var der tilslutning til et forslag om, at kommunerne skulle søge at deltage i erhvervsmessen DanFish i Aalborg i år, og at i denne forbindelse kunne passende holde årets borgmester- og kommunaldirektørmøde. Og dette er nu lykkedes at gennemføre. Hvad vi har set, hørt og forstået i udstillingsdagene er ganske interessante, og jeg håber, at deltagerne, nemlig folk, der arbejder for kommunerne derhjemme, har fået godt udbytte især i form af inspiration og etablering af kontakter. Nu vil borgmestrene og kommunernes administrative chefer bruge et par dage til rådslagning og høre om relevante informationer. Som det fremgår af det uddelte program, vil der blive brugt en del tid på at se reformarbejdet omkring strukturen i den offentlige forvaltning. Med start fra borgmester- og kommunaldirektørmødet i Qaqortoq i 2003 har spørgsmålet, som i høj grad har at gøre med betjening af borgerne og det nære demokrati, fået det tætteste fokus, som det hidtil har fået. Vi vil nu fortsætte med at fokusere på spørgsmålet, denne gang på grundlag af den betænkning, som er afgivet af det Strukturudvalg, der er blevet nedsat efter anmodning fra borgmester- og kommunaldirektørmødet for to år siden. Inden jeg kommer nærmere ind på dette emne, vil jeg først lige nævne nogle sager, som vi mener bør nævnes her. Som bekendt er Landsretten i sommer nået frem til en tilkendegivelse i sagen mod IT-selskabet Kimik IT, en sag, der har kørt i fem år, og tilkendegivelsen er faldt til fordel for sagsøgerens, KANUKOKAs, krav om erstatning. Det har KANUKOKAs bestyrelse noteret sig, og da den sagsøgte har besluttet at videreføre sagen til Østre Landsret, vil vi fortsat følge sagen nøje. Vi vil i øvrigt fra KANUKOKAs bestyrelse opfordre de kommuner, der er medejere af IT-selskabet KIT A/S, men som ikke benytter sig af selskabets tjenester, til at tænke på fremover at gøre brug af selskabet. I august deltog jeg sammen med vores konsulent i KANUKOKA på erhvervsområdet i et seminar i Kangerlussuaq om erhvervsfremmestrukturen. Og i dette efterår var jeg i Ittoqqortoormiit og havde den positive oplevelse at høre folk tale konstruktivt om initiativer til vækst og fremme af det lokale erhverv. Det er nemlig sådan, at i de tider, hvor fangstbegrænsninger bliver strammere og strammere, og hvor det er blevet særdeles vanskeligt at opretholde et liv alene på grundlag af traditionel fangstvirksomhed, så er alle erhvervsfremmende initiativer, hvor små de end ser ud, værdifulde og opløftende. Og erhvervsiværksættere skal støttes, så de kan føle sig velkomne og dermed få større motivation til at gøre gavn for sig selv og for samfundet. Og der må lyde en opfordring til kommunerne om at skabe og formidle debat om emnet, der følges op med planlægning for at føre tankerne ud i virkeligheden. Og der skal også lyde en opfordring til kommunerne om at være med til at finansiere erhvervsudviklingsfonde. Under forårets delegeretmøde i KANUKOKA blev der bl. a. stærkt understreget betydningen af en hurtig og særlig indsats overfor svigtende omsorg af børn, der desværre er meget udbredt. Landsstyremedlemmet for sociale anliggender var til stede i delegeretmødet, og han lagde op til nedsættelse af en arbejdsgruppe, der i løbet af kort tid skulle forberede initiativer. Vi venter med interesse det afgørende skridt i denne sag. På delegeretmødet blev der også orienteret om planerne om at sagsøge Hjemmestyret omkring forholdene i handicapforsorgen. Jeg skal i den anledning præcisere, at planerne fortsat er gældende, og af vi i landsforeningen venter på dokumentationsmateriale fra de berørte kommuner. Hvad angår personale- og overenskomstområdet må nævnes, at forhandlingerne mellem pædagogforbundet PIP og det offentlige blev afsluttet her i efteråret. Og med tilfredshed vil jeg nævne, at der blev opnået enighed om en særlig forhøjelse af pædagogernes lønninger. Landsforeningen viderefører aktiviteterne med kursuskonferencer for de kommunale forvaltningschefer, da vi også modtager tilkendegivelser om disse kursers nyttighed og værdi. Således blev der i slutningen af september holdt en kursuskonference i Sisimiut for ledere på alderdomshjem og hjemmehjælpsledere, som efter sigende har været meget nyttig for både deltagerne og for landsforeningen. Som det også blev nævnt i formandsberetningen på delegeretmødet i juni, så arbejdes der på etablering af Piareersarfik i alle kommuner i den nærmeste fremtid. Mange steder kører man allerede Piareersarfik som forsøg, men det skal være en fast ordning i alle kommuner. I en fællesskrivelse fra Hjemmestyret og KANUKOKA i september blev der orienteret om arbejdet med servicekontrakter, der skal danne grundlaget for kommunalisering af de lokale erhvervsskoler og dermed etablering af Piareersarfik. Jeg er blevet fortalt om, at der inden længe vil komme udkast til servicekontrakter ud til kommunerne, så servicekontrakterne kan indgås mellem de enkelte kommuner og det nye landsstyre, når det efter valget er blevet nedsat. Men herfra må vi stille krav om, at arbejdet ikke skal forsinkes af landstingsvalget, men bør videreføres administrativt uden at nedsætte tempoet, og at man i kommunerne forbereder sig bedst muligt på etableringen af Piareersarfik. Piareersarfik vil nemlig på det lokale plan være krumtappen i den ekstraordinære uddannelsesindsats i de kommende år. I dag har kun 1/3 af arbejdsstyrken en kompetencegivende uddannelse. Og målet er, at 2/3 af arbejdstyrken i 2014 skal have gennemført en kompetencegivende uddannelse. Hvis vi skal nå målet, er det af altafgørende betydning, at Piareersarfik kommer til at fungere godt. Og dette er af interesse vor os allesammen. Som jeg nævnte i starten, vil spørgsmålet om reformer i den offentlige borgerbetjening endnu en gang præge mødet. Efter en årrække med diskussioner om en strukturreform, står vi nu med et færdigt produkt fra Strukturudvalget, som kan betyde, at de kommende tre år bliver de mest udfordrende i de grønlandske kommuners historie. Betænkningen er sendt til kommunerne, og vi regner med, at et nyt Landsstyre vil sende den til officiel høring i december. De første principielle drøftelser om en strukturreform vil ske på forårssamlingen 2006. Hvis debatten falder positiv ud, skal der træffes en endelig afgørelse på landstingets efterårssamling i 2006, hvorefter kommunerne har resten af 2006 til at beslutte sig for hvem de vil sammenlægges med. Med Strukturudvalgets anbefaling om valg til forberedelsesudvalg, som skal fungere fra starten af 2008, skal lovgivningsgrundlaget være på plads, så valget kan afholdes efteråret 2007. De nuværende kommunalbestyrelser skal afslutte de nuværende kommuner ved udgangen af denne valgperiode, mens forberedelses-udvalgene skal træffe afgørelser som får betydning for de nye kommuner som etableres fra 1. maj 2009. KANUKOKA har således kun 2008 til at forhandle overdragelse af ansvarsområder fra Hjemmestyret, og sideløbende hermed skal den relaterede lovgivning ligeledes udarbejdes og behandles af Landstinget. Her i oktober 2005, kan det umiddelbart virke som om der er god tid indtil de nye kommuner går i drift i 2009, men som det fremgår af den tidsplan som I har fået udleveret, så skal alt fungere og klappe de næste tre år, hvis det skal lykkes. Alle har fået tilsendt Strukturudvalgets betænkning og på dette borgmester/kommunaldirektørmøde har bestyrelsen valgt at give god plads til input om strukturrefomen og debatten herom. Vi er klar over, at der har været meget kort tid til at læse betænkning, men på trods af at Landstinget har valgt at udskrive valg, har vi fundet det vigtigt at betænkningen blev offentliggjort inden dette møde. De væsentligste diskussioner og forhandlinger skal foretages med jeres nabokommuner, men bestyrelsen håber at vi på dette møde kan få kortlagt hvilke perspektiver der er i forbindelse med en reform og hvilke udfordringer beslutningen herom vil medføre. I den første version af programmet for dette borgmester- og kommunaldirektørmøde gav vi landsstyret mulighed for at komme med deres indlæg om sagen, men vi slettede dette punkt på dagsordenen efter at der blev udskrevet landstingsvalg. Da landsstyret efterfølgende alligevel har udtrykt ønske om at komme til orde om reformarbejdet, vil vi hermed give mulighed for, at ærede landsstyreformand Hans Enoksen og ærede landsstyremedlem for økonomi Josef Motzfeldt i løbet af i alt en halv time fremkommer med hvad de har at sige om sagen. Fra KANUKOKAs bestyrelses side ønsker vi ikke en direkte debat på grundlag af landsstyrets indlæg, da debatten er placeret senere på programmet. Med disse ord vil jeg byde velkommen til årets borgmester/kommunaldirektørmøde i Aalborg. |