Velkomst og indledning af KANUKOKA’s formand
Velkommen allesammen!
Det er en tradition, at der bliver holdt et møde for borgmestre og kommunaldirektører én gang om året, og således er dette det sidste af slagsen i den nugældende kommunale struktur. I den nye struktur fra den 1. januar næste år vil der være betydeligt færre borgmestre og kommunaldirektører end i dag, og det er selvfølgelig uvidst, hvordan de vil ordne deres fælles mødeaktivitet. Måske vil de holde møder med kortere mellemrum – det vil den tid vise.
Som det fremgår af programmet, er status på afdækning af opgaveområder, der kan overdrages fra Hjemmestyret til kommunerne hovedtemaet på dette møde.
Arbejdet er foregået i de sidste måneder af 2007 og de første måneder i 2008 i samarbejde mellem administrationsfolk i Hjemmestyret, KANUKOKA og kommunerne. Og det er konklusionerne og anbefalingerne om det videre arbejde efter afdækning af hvert enkelt område, vi skal se nærmere på i dag og i morgen.
Det drejer sig om et meget vigtigt tema, som vi skal drøfte. Vi ønsker nemlig alle sammen, at overgangen til de nye kommuner og opstarten af disse skal ske efter hensigten.
Vi ved, at forbedring af borgerbetjeningen, forenkling af administrationen og ikke mindst udvidelse af den lokale indflydelse ved at flytte opgave- og ansvarsområder fra de centrale myndigheder ud til kommunerne er hensigterne med kommunalreformen. Derfor vil overflytning af opgaver og tilhørende økonomi være afgørende for, at reformen føres ud i livet på en indholdsrig måde.
I det forrige borgmester- og kommunaldirektørmøde var der en udtalelse, der lød noget i den retning, at hvis der ikke bliver overført indtægtsgivende opgaveområder til kommunerne, vil kommunerne kun blive socialkontorer! Der er noget rigtigt i denne udtalelse.
Forløbet af den aktivitet og samarbejde, der er foregået efter, at jeg og landsstyreformanden i september sidste år indgik aftale om afdækning af opgaver, der kan flyttes til kommunerne, vil vi vurdere som tilfredsstillende.
Arbejdet i arbejdsgrupperne er sket i enighed for langt de fleste sagers vedkommende, men der har også været uenighed om enkelte – men betydningsfulde – områder. For eksempel er der fra Hjemmestyrets side taget det standpunkt, at havne og lufthavne fortsat bør være i centralt regi, mens der fra kommunal side er ønske om overførsel af disse områder til kommunerne – sådan som Strukturudvalget også har foreslået i sin betænkning. Og vi ved, at den samme betænkning er blevet godkendt af Landstinget i 2006 som grundlag for strukturreformen.
Men vi vil vende tilbage til disse emner.
Der er nu allerede kort tid tilbage til valget af overgangsudvalg, som skal blive til nye kommunalbestyrelser fra 1. januar.
Jeg har i min nytårsudtalelse som formand for KANUKOKA og ved flere lejligheder derefter understreget dette valgs betydning som den første milepæl i kommunalreformen. De mennesker, der bliver valgt den 8. april, skal jo allerede fra foråret begynde at skabe rammerne for det politiske og det administrative arbejde i de nye storkommuner, der bliver etableret fra nytåret, og det er de mennesker, der skal afgøre det fremtidige arbejde.
KANUKOKA har oparbejdet erfaringer med og udviklet politikerkurser om styrelsesloven og love om den offentlige sagsbehandling, og vi tilbyder i dagene mellem den 1. og 10. maj at holde dette kursus for de nyvalgte overgangsudvalg. KANUKOKA har mange gange stødt på eksempler på behovet for godt kendskab til de love og administrative forskrifter, der berører det lokalpolitiske arbejde.
Det er meget vigtigt, at der er løbende formidling af vigtige informationer til og dialog med personalet i den offentlige administration under forberedelsen og gennemførelsen af den kommende strukturreform.
Derfor har jeg med glæde noteret mig, at man på et af de seneste møder i KANUKOKA’s administrative styregruppe for strukturreformen har udtrykt vigtigheden af, de tværgående samarbejdsudvalg for de kommende storkommuner, som er anbefalet nedsat allerede på nuværende tidspunkt, informerer medarbejderne godt og grundigt. Det vil jeg også anbefale ved denne lejlighed.
I forbindelse med strukturreformen har KANUKOKA hidtil haft den informationsstrategi, at vi altid vil dele med kommunernes forvaltninger og politiske ledelser hvad angår vores kendskab til vigtige begivenheder og udviklinger.
Denne strategi er blevet udmøntet bl. a. ved udsendelse af nyhedsbreve til kommunerne. Vi har fået gode reaktioner på denne løbende kommunikationsaktivitet, men vi har nogle gange bemærket, at informationer ikke bliver videregivet til relevante personer, der har interesse i oplysningerne.
Manglende information eller følelsen af, at man bliver forholdt vigtige oplysninger, giver en medarbejder frustrationer. Og derfor bør forskellige administrative ledere ikke mindst i den kommende tid være deres informationspligt bevidst og prøve at være på forkant – bl. a. gennem samarbejdsudvalgene. Dette vil gavne den gensidige tillid, trygheden og motivationen på arbejdspladsen.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på personaleområdet, da vi har det som et selvstændigt punkt på programmet i morgen. Dog vil jeg nævne, at udvikling af de kommunale ansattes kompetencer er et meget vigtigt område, som der skal gives mulighed for – ikke mindst med hensyn til kommunernes overtagelse af nye opgaver. Da ambitionerne i forbindelse med strukturreformen er høje, og da kompetenceudvikling vil gavne hele samfundet, vil det være på sin plads, at Hjemmestyret sikrer nødvendige bevillinger på området.
Vi skal desuden lægge vægt på, at man ved overtagelse af opgaveområder fra Hjemmestyret ikke kommer til at spilde de forhåndenværende personalekompetencer. Her tænker jeg blandt andet på bevarelse af den ekspertise, som personalet har udviklet i børne- og unge-døgninstitutionsområdet og i handicapforsorgsområdet. En god opstart for de nye kommuner vil afhænge meget af, at der ikke sker personalemæssigt knæk i overgangen.
Sikker drift i de nye kommuner fra dag 1 er nemlig en betydelig sag, som skal prioriteres højt. Her vil der være meget brug for en saglig rådgivning fra vore nuværende, dygtige kommunaldirektører og fra sammenlægningskoordinatorerne i de kommende måneders forberedelsesarbejde – så overgangen til de nye kommuner sker på en ordentlig og betryggende måde.
Og i dag, hvor vi er nået til dette trin i processen, vil jeg gerne sige tak til alle de kommunale politikere, der efter formåen har deltaget i arbejdet for, at strukturreformen får positive følger for borgerne og for deres demokratiske indflydelse – det er nemlig jer, der skal sikre, at den nødvendige reform bliver til nytte for samfundet.
Inden jeg runder af, vil jeg benytte landsstyreformandens tilstedeværelse til at gøre opmærksom på en sag, som ærgrer KANUKOKA og kommunerne: Vi beklager, at Landsstyret ikke fik Landstingets tilslutning i sit forslag om i forbindelse med udvikling af lokaldemokratiet i strukturreformen at give mulighed for oprettelse af lokalråd. Set fra vores side er en sådan ordning ellers en virkelig god idé til videre udvikling. Det bemærkede jeg også ved borgmester- og kommunaldirektørmødet i oktober sidste år. Denne ordning med lokalråd – eller lokalbestyrelse om man vil – minder meget om den gode grundtanke med bygdebestyrelser, der som et nærdemokratisk netværk under kommunalbestyrelserne også virkelig er egnet til bysamfund.
Vi vil bede Landstinget og Landsstyret om på ny at overveje dette alvorligt i forbindelse med det videre arbejde med revision af styrelsesloven.
Jeg vil desuden nævne, at jeg for nylig har haft samtale med bestyrelsen for Ældreforeningernes sammenslutning på baggrund af deres ønske om et møde. I forbindelse med de kommende kommunesammenlægninger ønsker sammenslutningen, at storkommunerne udarbejder ældrepolitik og nedsætter ældreråd. Hvad angår udarbejdelse af ældrepolitik henviser de til et fyldigt referat af ældreseminaret i Sisimiut juni 2007, hvor man kan hente inspiration. Dette referat kan fås ved henvendelse til KANUKOKA’s sekretariat. Jeg vil hermed videbringe ældresammenslutningens ønske og anbefaling til jer.
De grønlandske kommuners Landsforenings delegeretmøde i år finder sted den 24. og 25. september i Ilulissat – og det er overgangsudvalgene, som udpeger de delegerede. Ja, vi er virkelig kommet til en korsvej, hvor gamle ordninger vil blive afløst af nye. Og det bliver de nyudpegede delegerede, der kommer til at træffe en afgørelse om, hvad der sker med landsforeningen, og hvorvidt der her sker en omstrukturering. Jeg kan kun sige, som en af KANUKOKA’s tidligere formænd, Ulloriannguaq Kristiansen, yndede at sige: ”Nalunarumaanngilaq” – ’det vil den tid vise’.
Velkommen igen til dette møde.