Dagsordenens punkt 8.1. Kommunernes holdning til A/S Boligselskabet INI’s fremtidige rolle.
Indledning.
Narsaq Kommune har foreslået, at spørgsmålet om A/S Boligselskabet INI’s fremtidige rolle drøftes. Det er kommunens holdning, at al kompetence inden for boligområdet bør overdrages til kommunerne.
Til brug for bestyrelsens videre arbejde ønskes delegeretmødets tilkendegivelse af, om Boligselskabet skal fortsætte både som boligadministrator og med at løse opgaver på anlægssiden, herunder kommunernes boligbyggeri.
Boligselskabets nuværende rolle.
A/S Boligselskabet INI har indtil nu stået for administration af de fleste kommunale boliger, ligesom selskabet har varetaget anlægsopgaverne. Herudover har Boligselskabet udført anlægsopgaver for Hjemmestyret.
Da kommunerne generelt har været utilfredse med A/S Boligselskabet INI’s boligadministration, herunder den manglende vedligeholdelse af boligerne og de meget store restancer, der er opsamlet i de enkelte boligafdelinger, har Nuup Kommunea, Qeqertarsuup Kommunea, Ammassalip Kommunia og Ittoqqortoormiit Kommunea opsagt administrationsaftalen med A/S Boligselskabet INI.
Aftalegrundlaget mellem kommunerne og A/S Boligselskabet INI er en standard administrationskontrakt, der er aftalt mellem Landsforeningen og A/S Boligselskabet INI i 1995. Boligselskabet arbejder med et nyt koncept, således at samarbejdet med kommunerne i fremtiden skal være mere fleksibelt med et kostægte administrationsvederlag i de respektive boligafdelinger. Boligselskabets ydelser vil i fremtiden blive opdelt i en grundydelse og i valgfrie tillægsydelser.
Der pågår forhandlinger mellem Nuuk og Qeqertarsuaq kommuner og A/S Boligselskabet INI om en fortsættelse af samarbejdet på nye vilkår.
Landsforeningen har overfor Boligselskabet tilkendegivet, at man finder det uheldigt, hvis der bliver indført forskel på Boligselskabets betjening af kommunerne. Man har samtidig anmodet om at blive inddraget i sagen for at bidrage til en ensartet behandling og betjening af kommunerne.
Landsforeningen har i flere år arbejdet for, at kommunerne skulle få mulighed for selv at varetage byggeadministrationen for 60/40 byggeri på samme måde, som kommunen selv varetager byggeriet af f.eks. sociale institutioner. Efter megen tovtrækkeri lykkedes det på forsøgsbasis at få godkendt, at Aasiaat og Sisimiut kommuner kunne få lov til selv at varetage byggeadministrationen for nogle konkrete boligbyggerier. Landsstyret tilkendegav ved sin tilladelse, at der ikke ville blive givet yderligere tilladelser, før der forelå en evaluering af forsøgsprojekterne.
Med hensyn til instruktørtørbistand til selvbyggere, som siden 1995 har været varetaget af A/S Boligselskabet INI A/S, overvejer Direktoratet for Boliger og Infrastruktur nu igen at overdrage opgaven til kommunerne. Det fremgår af Boligselskabets seneste opgørelse pr. januar 2002, at 40% af de bevilgede huse ikke er blevet ibrugtaget i perioden 1995 – 2000, hvor Boligselskabet har stået for instruktørbistanden. I perioden 1990 – 1994, hvor kommunerne stod for opgaven, var der kun 8% der ikke var ibrugtaget. Der er ifølge Landstingsfinansloven budgetteret med i gennemsnit 36.000,- kr. pr. selvbyggerhus til instruktørbistand.
Boligselskabets fremtidige rolle.
Som det fremgår af ovenstående arbejder Boligselskabet på at revurdere sin rolle gennem udarbejdelse af nye koncepter for samarbejdet med kommunerne. I lyset heraf og under hensyntagen til den store utilfredshed kommunerne udtrykker med boligselskabet finder bestyrelsen det vigtigt at få nogle synspunkter og tilkendegivelser fra delegaterne på boligselskabets fremtidige rolle. Bestyrelsen foreslår, at diskussionen foregår i plenum og ikke i partigrupperne.
Bestyrelsen ønsker tilkendegivelser på
Bestyrelsen vil på grundlag af de givne tilkendegivelser fastlægge Landsforeningens politik på området.