Oplæg fra A/S INI

A/S Boligselskabet INI
Hovedkontoret
Den 07. maj 2002.

INI’s fremtidige rolle

Jeg vil gerne sige tak for invitationen til at komme her og fortælle om de fremtidsplaner som boligselskabet lige nu arbejder med, for at kunne give vores kunder den bedste service. Her mener jeg både vores lejere, Kommunerne, Grønlands Hjemmestyre og andre samarbejdspartnere.

Indledning

Boligselskabet INI er ikke et egentlig boligselskab, men et administrationsselskab der administrerer Grønlands Hjemmestyres og De Grønlandske Kommuners udlejningsboliger. Boligselskabet ejer ingen boliger til udlejning, og derfor er vi et administrationsselskab.

Derudover vil jeg gerne nævne at INI ikke er lovgiver på boligområdet, men udelukkende et selskab der administrerer udfra de til enhver tid gældende love og bekendtgørelser som er vedtaget af Grønlands Hjemmestyre.

INI’s kerneområde

Boligselskabet INI har det at administrere udlejning, drift og vedligeholdelse af Kommunernes og Hjemmestyrets udlejningsboliger som sit kerneområde og det er samtidig selskabets ”flagskib”.

Boligselskabet har nu i lidt over 7 år forestået udlejning af Grønlands Hjemmestyres og de fleste Grønlandske kommuners udlejningsboliger, og det må medgives at der har været børnesygdomme og at der fortsat er ting der skal ændres og tilpasses.

Der pågår i øjeblikket et stort arbejde internt i boligselskabet for at effektivisere og rationalisere arbejdsgangene i selskabet, samt for at give en større åbenhed om selskabets aktiviteter. Dette skal munde ud i at selskabets ydelser blive billigere, der vises stordriftsfordele og der gives god service.

Opgaver og ydelser i INI

Som selskabet hidtil har været skruet sammen, har selskabets forskellige aktiviteter været sammenblandet, således det ikke umiddelbart har været muligt at se hvilke aktiviteter der gav underskud og hvilke der var med til at betale til de underskudsgivende aktiviteter.

Dette er selskabet godt i gang med at ændre således det bliver overskueligt hvordan den enkelte aktivitet udvikler sig økonomisk.
Selskabet opdeles i en ren boligdivision og en anlægsdivision. Hertil kommer der en række andre aktiviteter
Der vil fremover blive udfærdiget særskilte segmentregnskaber for hver enkelt område som boligselskabet varetager.

Selve boligdriften er en ”non profit” ydelse, hvilket vil sige at selskabet ikke skal tjene på at administrere boligerne, men at dette skal hvile i sig selv. Det administrationsvederlag der opkræves skal modsvares af de udgifter der er forbundet med boligdriften. Til gengæld skal selskabets andre aktiviteter, f.eks. anlægsdivisionen, vakant området, bohaveflytninger o.s.v. alle give overskud, som skal komme boligdriften til gavn, og bruges til at nedbringe administrationsvederlaget, og dermed nedsættelse af huslejerne.

Administrationsvederlaget var oprindeligt fastsat til kr. 67,50 pr. m2, dette er efterfølgende reduceret således administrationsvederlaget for 2002 er på kr. 63,00 pr. m2.
INI arbejder for at administrationsvederlagets størrelse skal reduceret markant, til gavn for lejerne.

Prisblad

Boligselskabet har udfærdiget et prisblad over de ydelser der leveres i forbindelse med drift af boligerne. Prisbladet er opdelt i en grundydelse og en række tillægsydelser.
Grundydelsen er en samlet pakke som omfatter basis for at leje en bolig ud.
Tillægsydelserne er ydelser som der kan vælges imellem på forskellig vis, og ejer kan afgøre om ydelserne skal påhvile afdelingen eller den enkelte lejer.

Prisbladet vil løbende blive pristals justeret udfra ændringer i leveomkostninger og udfra ændringer i boliglovgivningen. Der vil ske en årlig regulering af prisbladet.

Det er boligselskabets hensigt i løbet af 2002 at præsentere prisbladet for alle kommuner som lader sig servicere af INI, og tage en drøftelse med kommunerne.

Prisbladet er på nuværende tidspunkt præsenteret for Grønlands Hjemmestyre, KANUKOKA og enkelte af kommunerne.

Med prisbladet ønsker INI at vise hvad de enkelte ydelser koster og samtidig at vise vores kunder Kommunerne og Grønlands Hjemmestyre hvad tingene koster.
INI ønsker fremover, at der skal være åbenhed om tingene og ikke som det hidtil har været, at vi har været meget lukkede omkring vores virke.

Budgetter og regnskaber

INI er i gang med at ændre sin kontoopbygning således, at det gøres nemmere for boligafdelingerne og ejerne at læse og forstå budgetter og regnskaber. Den fremtidige kontoopbygning følger i store træk den opbygning der er i ”de almennyttige boligforeninger” i Danmark.
Dette udfra at den Grønlandske lovgivning ligger tæt op af den danske lovgivning.

De fremtidige budgetter vil indeholde vedligeholdelses budgetoverslag på 12 år, og her får afdelingsbestyrelserne indflydelse på vedligeholdelsen. Dette sker indenfor den enkelte afdelings økonomiske formåen.

Det er INI magtpåliggende, at der sker en markant ændring i selskabets information omkring boligafdelingernes budgetter og regnskaber. Fremover skal boligernes ejere, de Grønlandske Kommuner og Grønlands Hjemmestyre, løbende orienteres om hvordan det går i den enkelte boligafdeling.
Ligeledes skal ejerne have budgetterne fremsendt.

Det er selskabets hensigt hvert kvartal, at tilsende boligernes ejer en økonomisk opgørelse på selskabsniveau, ligesom ejerne automatisk skal have tilsendt revisionspåtegnede årsregnskaber.

Disse nye tiltag forventes at træde i kraft senest med budgetterne for 2003.

Anlægsdivisionen

Det er for INI vigtigt at alt samarbejde med Kommunerne sker ad frivillighedens vej, og boligselskabet finder det rigtigt, at der sker en ændring af lovgivningen omkring kommunernes 60/40 byggerier, således kommunerne ikke er tvunget til at skulle bruge INI.

Når det er sagt skal også nævnes, at Boligselskabet INI gerne ønsker at forestå Kommunernes byggerier, men det skal ske fordi Kommunerne ønsker at gøre brug af boligselskabet og ikke fordi man er tvunget til det.
INI er af den opfattelse at frivilligt samarbejde er bedst for begge parter.

Boligselskabet INI hilser derfor det nye tiltag velkommen, og er parat til at tilpasse sin organisation til det fremtidige aktivitetsniveau.

Vedligeholdelse af udlejningsboligerne

I samarbejde med de Grønlandske Kommuner blev der i 2000 foretaget en tilstandsregistrering af alle offentligt ejede udlejningsboliger.

Dette førte til der i 2001 blev lavet en renoveringsplan for alle boligafdelinger i hele Grønland, samt der blev taget hul på vedligeholdelse fra de henlagte midler i boligafdelingerne.

Dette er ført videre ind i 2002, hvor der på nuværende tidspunkt er eller er ved at blive igangsat vedligeholdelsesarbejder for tilsammen 28 millioner kroner i boligafdelingerne af afdelingernes henlagte midler.

Hvad der skal bruges til 2003 er ikke fastsat endnu idet boligafdelingernes budgetter først er under udarbejdelse.

Der vil fremover ikke være begrænsninger i vedligeholdelsesarbejderne for den enkelte boligafdeling, der kan dog kun ske vedligeholdelsestiltag udfra den enkelte afdelings økonomiske situation.

Regionalisering

Boligselskabet er i øjeblikket i gang med at foretaget en regionalisering rundt om i Grønland på strategiske steder, således at der dannes nogle regionskontorer, der så igen har nogle servicekontorer underlagt sig.

Ved at etablere en række regionskontorer ønsker INI at skabe nogle kraftcentre der skal tage sig af de store administrative rutineopgaver, og som samtidig skal være direkte ansvarlige overfor de servicecentre der er tilknyttet det enkelte regionscenter.
Regionscenteret skal kunne træde til ude på servicecentrene når der er behov herfor, f.eks. ved personaleafgang, sygdom og lign.
Regionscentrene får ansvaret for at der sker et meget bredere samarbejde med kommunerne og der foretages en meget større løbende orientering til kommunerne omkring boligselskabet og de aktiviteter der bliver igangsat.

Det bliver ligeledes regionscentrenes opgave at tage kommunerne med på råd omkring nye tiltag og aktiviteter i øvrigt.

Servicekontorernes arbejdsopgaver blive meget mere kundeservice både overfor lejerne samt overfor kommunerne. Servicekontorerne bliver i stor udstrækning fritaget for rutinemæssige opgaver, og skal primært servicere kunderne.

Dette skulle gerne blive til stor gavn for lejerne og kommunerne.

Boligselskabet påregner at have regionerne på plads omkring 01. september 2002, og har i dag allerede en af regionerne på plads.

Elevuddannelse

Boligselskabet er i gang med at tage fat på at indføre en elevuddannelse direkte målrettet mod boligdrift. Selskabet håber derigennem at kunne udvikle nye kommende ledere indenfor selskabets egne rækker.
Dette vil helt klart være en stabiliserende faktor for selskabets videre fremtid.

Nyhedsbreve

Boligselskabet har siden slutningen af 2001 udsendt nyhedsbreve til Kommunerne, Grønlands Hjemmestyre og nyhedsmedierne om hvad der rører sig i selskabet.
Det er boligselskabets mening gennem nyhedsbrevene og via andre tiltag at øge informationsniveauet til kunderne.

Afslutning

INI er i gang med tiltag der skal munde ud i en stor åbenhed og dialog med Kommunerne, og at dette skal blive til gavn for de mange lejere der er i de offentligt ejede udlejningsboliger.

Mange tak

Mogens Hansen
administrationschef