Solidaritet og kommunesammenlægninger

Jeg skal henvise til den skriftlige formandsberetning , som er sendt ud til delegaterne tidligt på foråret – jeg går ud fra, at folk har skimmet den igennem (!) – og det, jeg vil komme frem med nu, bliver et supplement til den skriftlige beretning, og jeg vil lægge op til debat ved at kommentere nogle af de store opgaver, vi har foran os.

I samfundsdebatten gennem mange år sker det indimellem, at man stiller spørgsmålet: ”Hvad er det for et samfund, vi gerne vil skabe?”

Spørgsmålet er blevet taget op i forbindelse med indførelse af kommunalt selvstyre i midten af ’70-erne og indførelse af Hjemmestyret i slutningen af ’70-erne. Og det sker, at spørgsmålet dukker op i en valgkampssituation. Jeg mener, at vi egentlig burde stille det spørgsmål noget oftere.

For det er jo engang sådan, at alt, hvad vi gør – og ikke gør – både på det politiske og administrative plan, mere eller mindre har indflydelse på borgernes vilkår og på samfundets forvaltning. Det oplever vi på tæt hold vi i vores arbejde i det nære samfund i kommunerne. Hvad vi gør og ikke gør som politikere og administratorer får helt givet tæt berøring med spørgsmålet om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil skabe – uanset om det er det, vil vil, eller ikke.

Vi skal i den kommende tid tage stilling til en række store opgaver i forbindelse med samfundets struktur og forvaltning:

Der er lagt op til en kommunalreform – og heri indgår spørgsmålet om sammenlægning af kommuner.

Det er nu på tide, at kommunerne drøfter, hvordan sammenlægningen føres ud i livet. Derfor har landsforeningens bestyrelse besluttet, at der i borgmester- og kommunaldirektørmødet i september tages spørgsmålet op om, hvordan fremtidens lokalstyre kommer til at se ud.

Hvis kommunerne ønsker at blive taget med i arbejdet og derved sikre indflydelse, skal de nu gå sammen og tage stilling. Det er på tide at omsætte ord til handling!

Desuden er det blevet nødvendigt at reorganisere skatteforvaltningen – og det er også noget, der berører ønsket om tættere samarbejde mellem kommunerne og spørgsmålet om skatteudligning. Desuden har selvstyrekommissionen anbefalet omstrukturering af hele administrationen, så man kan udnytte kræfterne bedre og undgår dobbeltadministration.

Der er således mange overvejelser i gang om fremtidens administrationsstruktur – som jeg nævner i den skriftlige beretning.

Alle disse ting har med dette spørgsmål at gøre: Hvad er det for et samfund, vi ønsker at skabe?

Derfor skal kommunerne søge indflydelse i beslutningsprocessen for at opnå det bedste for samfundet – og indflydelsen vil uden tvivl blive større, hvis vi i kommunerne kan blive enige om en fælles holdning.

Når man retter opmærksomheden på skatteudligning, kommer man ind på de principielle spørgsmål om, hvad det er for et samfund, der ønskes. Et lands skattepolitik og fordeling af de økonomiske midler i samfundet fortæller noget om, hvilken samfundsstruktur, man ønsker.

I min politiske grundholdning har solidaritet en afgørende betydning. På landsplan betyder solidaritet bl. a. at de kommuner, der har flere penge og har stærkere økonomi, giver til de kommuner, der har færre penge og har svagere økonomi. Det er et smukt princip, som er sundt for samfundet, når det anvendes på en god måde. Og hvis nogen siger, at dette princip ikke er fulgt i Grønland, så er vedkommende mangelfuldt informeret. I løbet af de sidste 25 år er der foretaget en række synlige skridt til at udjævne de økonomiske forskelle, der er mellem kommunerne – i solidaritetens navn er der udbygget en skatteudligningsordning og et bloktilskudssystem til kommunerne. Det kan jeg kun være taknemmelig over.

I den nye udgave af vores tidsskrift ”Kanukoka Nyhedsbrev” er der beskrivelser af disse ordninger som baggrundsinformation til brug for den videre debat.

Selvom der både fra øst og vest er meldinger om, at solidariteten er gået af mode og at individualismen er på fremmarch, mener jeg, at vi ikke nødvendigvis skal følge med denne strøm.

Solidaritet er et eviggyldigt princip – der er ingen grund til at kassere det som forældet.

Derfor er de nuværende udligningsordninger bevaringsværdige i princippet og i formålet – de er jo blevet udbygget i bedste mening. Det kan være, at der findes bedre løsninger. Hvis der kan findes bedre løsninger, er det i orden, bare man ikke går væk fra solidaritetsprincippet.

Men det er også sandt, når nogle siger, at udligning kan overdrives – så den svækker både evnen til at stå på egne ben og motivationen til at gøre en indsats. Dette gælder både enkeltpersoner og kommuner. Hvis udligningsordningen fører til en sådan situation, fungerer den ikke længere efter hensigten – fordi en ægte solidaritet først kan opnås, når de enkelte mennesker i fællesskabet har en meningsfyldt selvstændighed og har motivationen til at gøre en indsats for de andre i fællesskabet.

Derfor skal mine udtalelser her ikke fortolkes som opfordring til at udvide de nuværende udligningsordninger. Som formand for kommunernes landsforening er min opfordring til kommunerne dén, at man bevarer og udvikler solidariteten i respekt for den enkeltes krav på selvstændighed, den enkeltes særpræg og baggrund.

Selvom drøftelsen af skatteudligningsordninger er sat på dagsordenen under punkt 8, tillader jeg mig at kommentere emnet her, da det har en principiel betydning og har i høj grad at gøre med samfundsstrukturen.

Jeg vil nu komme med opfølgende bemærkninger til en del af de øvrige emner, der er behandlet i min skriftlige beretning:

I afsnittet under overskriften ”Informationsteknologi” er der nævnt, at borgmester- og kommunaldirektørgruppen i en konference i februar i Kangerlussuaq er blevet enige om at arbejde henimod et nyt fælles økonomisystem – med sigte på, at et nyt system skal være implementeret i 2005. Det er en glædelig beslutning – en sund erkendelse af, at kræfter og penge kan udnyttes endnu bedre.

Jeg har dog noteret, at den styregruppe, der er nedsat til planlægning af projektet, i deres møde fornylig er kommet til den slutning, at indførelsen af systemet ikke kan ske inden for den nævnte tidsfrist. Styregruppen anbefaler, at projektet gennemføres i to skridt, nemlig i en kortsigtet og en langsigtet løsning.

På kort sigt anbefales det, at man som en foreløbig løsning skifter til Winformatiksystemet snarest, netop fordi Supermax-”maskinen”, som driver Informatik-systemet, der benyttes af de fleste kommuner, kan ikke holde meget længere, så man alligevel skal skifte platform. Man skal nu i gang med at indhente tilbud på udgifterne ved en sådan operation, og styregruppen foreslår, at kommunerne er fælles om udgifterne.

På længere sigt foreslår styregruppen, at man sætter gang i et grundigt projekt til fremtidens digitale administration, og at KANUKOKA ansætter en projektmedarbejder eller køber projekteringen.

Jeg har fremsat styregruppens anbefalinger til KANUKOKA’s bestyrelse i mandags, og vi besluttede at støtte en kort- og langsigtet løsning som foreslået.

Derudover drog vi den slutning, at det er nødvendigt med Hjemmestyrets deltagelse i den fremtidige IT-løsning i den offentlige administration. Hvis man skal undgå en løsning, der halter, er det nødvendigt med en ordning på helhedsplan, og derfor bør Hjemmestyret, som varetager en stor del af samfundets forvaltning, deltage i løsningen på området.

Vi må have en bedre udnyttelse af mulighederne inden for den nye informationsteknologi i forbindelse med administrationen. For eksempel er der sket meget med de tekniske muligheder, især i de senere år, siden den kommunale skatteforvaltning blev etableret for næsten 30 år siden – nye muligheder har åbnet sig for forenkling og bedre udnyttelse af midlerne i skatteadministrationen. Og formålet bør være, at informationsteknologiens muligheder udnyttes bedre, så de penge, der ellers bruges til administrationen, i stedet gør nytte i andre områder: Især i erhvervsområdet – fordi erhverv i sig selv skaber penge, og at en større grad af selvfinansiering åbner mulighed for større uafhængighed.

I forbindelse med IT-området vil jeg ikke undlade at nævne, at Nuuk Kommune nu er aktionær i IT-selskabet KIT A/S.

Nuuk Kommune aktie har siden IT-selskabets stiftelse i 2000 været deponeret i KANUKOKA, og da kommunen kom med en anmodning om at hjemtage aktien, har bestyrelsen venligst efterkommet anmodningen. Hvis nogen gerne vil vide, om der stadig er ledige aktier deponeret i KANUKOKA, vil jeg sige, at Qasigiannguit Kommune er nu den eneste, der ikke har aktie i selskabet og at denne aktie er deponeret i landsforeningen.

I de senere år er ønsket om at kunne være med i igangsætning af erhvervsvirksomheder blevet stadig mere udtalt blandt kommunerne. Som I ved, har landsforeningen nedsat en arbejdsgruppe for erhvervsfremme i kommunerne. En af arbejdsgruppens opgaver er at få ændret landstingslov nr. 22 af den 3. november 1994 ud fra kommunernes ønsker.

Nu har erhvervsdirektoratet gennem landsforeningen udsendt en redegørelse om erhvervssituationen til høring i kommunerne. Og i dette forår vil et forslag om ændring af landstingslov nr. 22 blive sendt til høring i alle kommunerne, så den kan tages op i landstinget i efterårssamlingen.

I landsforeningen er vi godt tilfredse med det grundige arbejde med sagen, og jeg håber, at de ændringer, der er lagt op til, vil få et gunstigt resultat i forhold til kommunerne.

I den forbindelse foreslår arbejdsgruppen for erhvervsfremme i kommunerne, at man arbejder for oprettelse af regionale erhvervsudviklingsfonde. Vi har her fået god inspiration fra de velfungerende ordninger i Island, hvor vi var på orienteringsbesøg sidste år.

Det er en almindelig politisk målsætning, at Grønland økonomisk i højere grad kommer til at stå på egne ben.

Men vi ved også – tallene taler for sig selv – at kommunernes økonomi generelt ikke er den bedste i dag. Når administrationen forenkles ved hjælp af den nye informationsteknologi, og kommunerne samtidig får friheden til at iværksætte erhvervsudvikling på regional basis, så kan udviklingen sikkert vendes i positiv retning, og derved kan kommunerne bidrage til Grønlands økonomiske selvbærenhed.

Til afsnittet om teknik og miljø vil jeg gerne tilføje, at vi i april har rettet henvendelse til Direktoratet for Infrastruktur og Boliger vedrørende A/S INI’s planer om lukning af offentlige vaskerier. Der er stor forskel på INI’s og boligdirektoratets vurdering af situationen på vaskeriområdet og på den anden side KANUKOKA’s og kommunernes vurdering. Mange af vaskerierne skal lukkes da de ikke kan drives rentabelt, og begrundelsen herfor er, at der er faldende kundebesøg. Og de pågældende kommuner er blevet tilbudt at overtage vaskerierne kvit og frit. Naturligvis kommer kommunerne til at stå for diverse driftsomkostninger og skal betale husleje til A/S INI. Hertil skal nævnes at vaskerierne hidtil aldrig har betalt husleje, og det er bebudet, at den fremtidige husleje vil ligge langt over den almindelige leje for boliger.

Jeg skal understrege, at KANUKOKA’s vurdering er helt anden. Det er vores opfattelse, at kundebesøget netop i disse år er ved at finde et naturligt leje. Godt nok er der mange husstande, der har fået deres egne vaskemaskiner, men der er andre husstande af lavtlønsgruppen, der knapt nok har råd til en vaskemaskine. Endvidere er der en del, som måske har råd til en vaskemaskine, men som bor i huse, hvor der er meget besværligt at få plads til vaskemaskiner, uden tilslutning til vand og kloak. Derved ledes spildevandet direkte ud på terrænet, og de fleste steder accepteres dette ikke, på grund af miljømæssige og hygiejniske hensyn.

Derfor skal KANUKOKA kraftigt opfordre til, at beslutninger om vaskeriernes fremtid baseres på politisk funderede betragtninger, da emnet har stor betydning for den økonomisk dårligt stillede del af befolkningen. I øvrigt mener KANUKOKA, at drift af de pågældende vaskerier ikke er en kommunal opgave.

I den skriftlige beretning nævner jeg, i forbindelse med anlægsplanlægning, at hjemmestyret efter pres fra KANUKOKA, har nedsat en arbejdsgruppe, der har til opgave at udarbejde forslag til en ny og mere hensigtsmæssig anlægsplanlægning for hele landet. I mange år har der nemlig været diskussioner om nødvendigheden af, at byggeriet skulle tilrettelægges i henhold til vores klima – for at komme væk fra situationer, hvor der er masser af arbejde om sommeren og næsten ingen beskæftigelse om vinteren. Dette medfører tilkaldelse af arbejdskraft fra Danmark om sommeren, og mangel på arbejde til lokalbefolkningen om vinteren. Det er glædeligt, man nu går konkret til værks for at afhjælpe problemet.

Men i løbet af foråret har vi påpeget en sag, som vi ikke er så glade for og som angår fælles finansiering af boligbyggeri. Det drejer sig om 60/40 ordningen (hvor hjemmestyret betaler 60% og kommunerne 40%) som bliver ændret til et fast tilskud pr. boligkvadratmeter – og samtidig falder tilskud til renovering bort.

Da vi fik foretræde i landstingets udvalg for inftrastruktur og boliger sagde vi, at vi i princippet ikke havde noget imod kvadratmeter tilskud, men vi påpegede svagheder i ændringen: