Formandens skriftlige beretning

For at fangererhvervet fortsat kan bestå i denne foranderlige verden – set i forhold til både klimatiske forhold og markedsøkonomiske vilkår – er det således en meget vigtig opgave for kommunerne og KANUKOKA at være med til at skabe fleksibilitet og flerstrengethed i erhvervsforholdene og at stimulere iværksætterkulturen.

Hvad angår bestræbelserne for at skabe en god overgang fra fangsterhverv til blandet fisker- og fangsterhverv i Østgrønland og Qaanaaq og samtidig udvikle et iværksættermiljø, kan erfaringerne fra Upernavik- og Uummannaq-regionerne udnyttes. Dette kan ske ved at engagere folk fra disse to regioner til rådgivning kombineret med erhvervsfiskeri de pågældende steder.

For at opsummere situationen omkring årsskiftet, hvor der har været en del henvendelser og ansøgninger til Hjemmestyret om økonomisk støtte med henvisning til vejrliget, der vanskeliggør indtjening i fangererhvervet, blev der holdt et par møder mellem KANUKOKA og Direktoratet for Fiskeri og Fangst. Her blev spørgsmålet om, hvorvidt offentlige foranstaltninger er kommet til kort med hensyn til at imødegå "dårlige tider" – så at sige konjunktursvingninger – for fanger- og fiskerierhvervet, drøftet. Og efter en hurtig gennemgang af tiltag og ordninger, der er sat i gang og er gældende i dag, drog man den slutning, at det nok ikke er mangel på ordninger, der er problemet, men at det snarere er bedre udnyttelse og koordination af de gældende ordninger og sikkerhedsnet, der skal til.

I forbindelse med en fiskerkones åbne brev med en antydning om sultne børn og opfordring til landsindsamling, sendte KANUKOKA således endnu engang et erindringsbrev til socialforvaltningerne om, at landstingsforordningen om hjælp fra det offentlige også gælder for fiskere/fangere. De kan som andre borgere ydes hjælp i de perioder, hvor de ingen indtjening har.

KANUKOKA er parat til at samarbejde med Hjemmestyret for at fremme et bedre, mere effektiv og langsigtet brug af de gældende støtteordninger, så der fremover undgås panikhandlinger og særlige kontanttilskud.

Hvad angår erhvervsudviklingen generelt i Grønland følger KANUKOKA med stor interesse de nye initiativer, som Landsstyret sætter i gang omkring ny erhvervsfremmestruktur. Og som det bliver nævnt i erhvervs-landsstyremedlemmets præsentation af planen, har KANUKOKA været "en aktiv og konstruktiv medspiller" i det indledende arbejde.

I planen om ny erhvervsfremmestruktur indgår omdannelse af Greenland Tourism A/S til et erhvervsudviklingsselskab og omdannelse af Sulisa A/S til et ventureselskab. Og da det derefter gælder om at fremme en flerstrenget erhvervsstruktur og styrkelse af den regionale og kommunale erhvervsudviklingsindsats, skal KANUKOKA og kommunerne fortsat være aktive og konstruktive medspillere, så målet kan nås hurtigere.

Folkeskolen

På folkeskoleområdet er der i denne valgperiode sket store ændringer. I 2002 blev den nye folkeskoleforordning vedtaget til ikrafttræden den 1. august 2003. Den nye forordning indføres gradvist – således var det pr. 1. august 2003 kun eleverne i 1. – 6. klasse, der var omfattet af forordningen. Eleverne, der på dette tidspunkt gik i 7. – 11. klasse, gør deres skolegang færdig efter den gamle forordning. Det betyder, at vi har en overgangsordning frem til 2008, hvor den sidste 11. klasse efter den gamle forordning er færdig, og hvor den første 10. klasse efter den nye forordning ligeledes bliver færdig. Herefter vil der kun være elever efter den nye forordning, hvor skolegangen slutter efter 10. klasse.

Undervisningen efter den nye forordning har til hensigt at styrke den enkelte elevs faglige og personlige kompetencer, så eleverne efter endt skolegang vil være forberedt på de krav, der stilles i det efterfølgende uddannelsessystem. Det er også en grundliggende tanke i den nye forordning, at eleven efterhånden skal lære at være ansvarlig for sin egen læring. Det skal blandt andet ske ved, at eleven sammen med sine lærere udarbejder personlige handleplaner for skolearbejdet i den kommende periode. Eleverne skal lære at sætte sig mål og at arbejde bevidst hen mod målet. En egenskab, som jo også er forudsætningen for at klare sig godt i det videre uddannelsesforløb, på arbejdsmarkedet og i sine personlige forhold generelt.

Det er en større omlægning af den mere traditionelle klasseundervisning, og for både eleverne og lærerne er det også en personlig omstillingsproces. Det sker ikke fra dag til dag, hvorfor resultaterne først vil vise sig på sigt.

Som opfølgning på den nye folkeskoleforordning blev der i slutningen af 2003 opnået enighed om en ny arbejdstidsaftale for lærerne og lederne i folkeskolen. I disse aftaler blev indarbejdet de nye opgaver, der er opstået som følge af den nye struktur og det nye indhold i folkeskolen samt nye undervisnings- og samarbejdsformer. Disse aftaler og resultatet af de almindelige overenskomstforhandlinger for perioden 2003 – 2006 påførte kommunerne en del merudgifter, som kommunerne dog fik kompenseret i form af et forøget bloktilskud for både 2003 og 2004. Kompensationen blev udregnet som 70 % af de forøgede kommunale lønudgifter, idet kommunerne ville få de sidste 30 % ind i form af forøgede skatteindtægter. Kompensationen skulle gøre det muligt for kommunerne i nødvendigt omfang at foretage tillægsbevillinger til skolernes lønkonti, da man ved budgetlægningen ikke havde kunnet tage højde for de ekstraordinære lønudgifter. Kompensationen for både 2003 og 2004 blev udbetalt i 2004, da de ekstraordinære lønudgifter blev udmøntet i 2004.

Det har undret KANUKOKA noget, at der i visse kommuner har været en del diskussion om, hvorvidt kompensationen incl. de ekstra skatteindtægter med rimelighed kunne overføres til skolernes lønkonti. Bloktilskudsmidler er i sagens natur ikke øremærkede, men når der sker en ekstraordinær kompensation på et konkret område, er det jo netop, fordi området bliver påført nogle ekstraordinære udgifter.

I forbindelse med den nye folkeskoleforordning blev det besluttet, at den vidtgående specialundervisning skulle være en kommunal forpligtigelse på lige fod med den øvrige undervisning. Det lykkedes dog at få en overgangsordning, så den nuværende refusionsordning fortsætter, indtil der kan opnås enighed om en anden ordning, der tager højde for den store forskel, der er i behovet for vidtgående specialundervisning i de enkelte kommuner. KANUKOKA anser det for naturligt at lade overgangsordningen fortsætte uændret indtil videre, så man i forbindelse med drøftelserne om en ny kommunestruktur kan tage spørgsmålet op. Udsvingene i behovet for vidtgående specialundervisning fra sted til sted vil til en vis grad udligne sig inden for en stor kommune.

I forbindelse med den tidligere folkeskoleforordning fra 1997 blev det også besluttet, at anlægs- og renoveringsforpligtigelsen på folkeskoleområdet skulle overgå til kommunerne, når der var aftalt en hensigtsmæssig måde at gøre det på. Det har i forordningerne både fra 1997 og fra 2002 været en forudsætning, at anlægs- og renoveringsforpligtigelsen skulle overgå til alle kommuner på èn gang. KANUKOKA har påpeget, at man burde se på mulighederne for en gradvis overdragelse under hensyntagen til de enkelte kommuners ønske og økonomiske formåen, ligesom der skulle tages hensyn til renoverings- og udvidelsesbehovet i den enkelte kommune. Da spørgsmålet nu er trukket ud i flere år, anser KANUKOKA det for naturligt, at man også lader dette spørgsmål indgå i drøftelserne om en ny kommunestruktur, da det er en stor og økonomisk tung opgave, der vil være svær at løfte for en mindre kommune.

Indtil videre er det altså Hjemmestyret, der har anlægs- og renoveringsforpligtigelsen, og til trods for politiske udmeldinger om at prioritere folkeskolens fysiske rammer højt så er det begrænset, hvad der er sket de sidste år. Med den hastighed vil det vare alt for længe at bringe alle folkeskoler op på en rimelig bygningsmæssig standard, der rummer plads til alle elever og giver mulighed for undervisningsformer, der er nødvendige for at understøtte intentionerne i Atuarfitsialak.

I 2001 overtog kommunerne ansættelseskompetencen for lærere og ledere i folkeskolen. Kommunerne har siden da indarbejdet en bestemt procedure for læreransættelserne og for den dermed forbundne personalesagsbehandling. De fleste steder forløber det godt, og i modsætning til tidligere bestemmer kommunerne jo nu selv, hvem de vil have ansat. Vi har dog i visse kommuner oplevet problemer specielt omkring korrekt håndtering af disciplinære sager – herunder afskedigelsessager. Det er vigtigt, at reglerne i henhold til sagsbehandlingsloven og de arbejdsretslige regler overholdes – herunder korrekt partshøring. For timelærerne har vi også oplevet afskedigelsesprocedurer, der ikke er i overensstemmelse med timelæreroverenskomsten.

Siden 2001 er der sket en stigning i antallet af uddannede lærere, så der i dag er 135 flere uddannede lærere i folkeskolen, end da kommunerne overtog ansættelseskompetencen. I samme periode er normeringen af lærerstillinger steget en del, så noget af forbedringen i lærerdækningen er således ”spist op” af et forøget lærerbehov. Det skyldes blandt andet den nye folkeskoleforordning og ændringer i lærernes arbejdstid. Det får dog KANUKOKA til at gentage sin opfordring til, at man i kommunerne nøje bør overveje sit timeforbrug i forbindelse med planlægningen af undervisningen og andre opgaver på skolerne. Et forhøjet timeforbrug og dermed en forøget lærernormering har foruden en økonomisk konsekvens også den følgevirkning, at der stadigvæk vil være for mange timer, der enten skal læses af de uddannede lærere som overtid eller af timelærere uden læreruddannelse.

Efter kommunernes overtagelse af læreransættelserne er der sket en markant stigning i antallet af flytninger efter forholdsvis kort ansættelsestid. Det var et forhold, man var opmærksom på ved kommunaliseringen af læreransættelserne, og når der er fri konkurrence om de uddannede lærere, er der ikke nogle formelle forhindringer for disse hyppige flytninger. Det betyder imidlertid, at der kommer til at mangle kontinuitet i undervisningen, og at udgiften til flytteomkostninger stiger.

KANUKOKA vil opfordre kommunerne til at være meget varsomme med at ansætte lærere, der søger ansættelse efter kort tids ansættelse et andet sted. Ofte vil det være personer, der har problemer af den ene eller anden art, og disse problemer vil jo som regel flytte med til det nye sted. Hyppige flytninger kan også være udtryk for, at personen let bliver utilfreds med forholdene på arbejdspladsen, og at vedkommende vælger den lette løsning med at flytte i stedet for selv at gøre en indsats for at få tingene til at fungere. Man bør i det mindste i sådan en situation få ansøgerens accept til at indhente nærmere oplysninger hos nuværende og tidligere arbejdsgivere.

Et andet problem er flytninger i løbet af skoleåret, hvor det ofte giver store problemer med at få dækket timerne på den skole, hvor fraflytningen sker. Jo mere kommunerne kan samarbejde om at begrænse flytningerne, og jo mere man kan koncentrere flytningerne til sommerferien, jo mindre vil det gå ud over undervisningen og økonomien.

Frie grundskoler

I efteråret 2002 blev der vedtaget en lov om frie grundskoler (privatskoler). Det blev til en lov, hvor man formelt gav nogle rammer for dannelse af privatskoler, men hvor tilskudsmulighederne gør det meget svært – om ikke umuligt – at etablere en privatskole, hvor en ganske almindelig familie med en normal indkomst vil have økonomisk mulighed for at være med. Hjemmestyret sørgede for i den endelige lovgivning at frigøre sig for enhver økonomisk forpligtigelse, så det kun var kommunerne, der var forpligtigede på tilskud til privatskolerne.

I øjeblikket gør Hjemmestyret sig tanker om at skabe mulighed for etablering af efterskoler som supplement og som alternativ til brugen af danske efterskoler. Tanken er god, men man kan frygte, at Hjemmestyret igen vil lave en lovgivning, hvor de formelle muligheder er til stede, men hvor de reelle muligheder er svære at få øje på.

Kultur og fritid

På kultur- og fritidsområdet blev der i 2002 også vedtaget en ny kultur- og fritidsforordning. Denne forordning indeholder specielt 2 nye ting i forhold til den tidligere forordning. Den ene ting er, at al fritidsundervisning nu er samlet i èn forordning. Tidligere var fritidsundervisning for børn og unge indeholdt i folkeskoleforordningen, men for at understøtte tanken om at fritidsaktiviteter bør tilrettelægges på tværs af aldersgrupper, er det hele nu samlet i samme forordning. Den anden ting er, at de tidligere fritidsnævn blev nedlagt pr. 1. juli 2002.

Det er nu op til kommunerne at afgøre, om man vil have et organ, der varetager interesserne indenfor kultur- og fritidsområdet, eller om man vil lade denne interessevaretagelse indgå i den i forvejen eksisterende administrative og politiske struktur. Det er KANUKOKA’s anbefaling, at man under alle omstændigheder prioriterer kultur- og fritidsområdet højt, da det har stor betydning for både børns, unges og voksnes muligheder for en positiv og meningsfuld beskæftigelse i fritiden samt for borgernes generelle kulturelle og sociale påvirkning og udvikling.

Erhvervsuddannelse

På erhvervsuddannelsesområdet er der igennem flere år blevet arbejdet med en reform, der skulle højne kvaliteten i de erhvervsfaglige grunduddannelser. Denne reform er nu ved at være gennemført. Den faglige undervisning er blevet styrket, og den er blevet samlet på brancheskolerne indenfor de enkelte fagområder. Indenfor bestemte fagområder foregår undervisningen dog det første år på et begrænset antal såkaldte regionsskoler. Der er fra 2004 indført lærlingeløn under hele uddannelsen. Det betyder, at lærlingen er ansat hos og aflønnes af mesteren, som i samarbejde med brancheskolen har ansvaret for lærlingens uddannelse. Det betyder også, at lærlingen får en ensartet løn hele året igennem, hvor der tidligere var ret store forskelle på uddannelsesstøtten under skoleophold og praktiklønnen under praktikperioder.

Lærlingelønnen fik en noget turbulent start, da bekendtgørelser, overenskomstmæssige aftaler, økonomiske beregninger og administrationsform ikke var i orden, inden ordningen skulle starte. Det lykkedes dog for Hjemmestyret hen imod slutningen af året at få de sidste brikker på plads, så ordningen nu fungerer tilfredsstillende.

Vejlednings- og introduktionscentre

Som en følge af erhvervsuddannelsesreformen er en væsentlig del af de lokale erhvervsskolers oprindelige aktiviteter faldet bort. Der er derfor på de fleste skoler en del ledig kapacitet, som vil kunne udnyttes i forbindelse med etablering af lokale vejlednings- og introduktionscentre.

Inden for alle uddannelser må man desværre konstatere, at der sker et meget stort frafald i løbet af uddannelsen. Dette frafald kan skyldes mange forskellige ting, men nogle af frafaldene skyldes uden tvivl, at en del af de uddannelsessøgende ikke har tilstrækkelig faglig baggrund, eller at de ikke har været tilstrækkelig bevidst om deres uddannelsesvalg. Der er derfor enighed om, at der skal satses på at give de uddannelsessøgende en bedre vejledning, så de bliver mere bevidste om deres uddannelsesvalg og om kravene i de forskellige uddannelser. For de uddannelsessøgende, der mangler faglige kvalifikationer, skal der være tilbud, der kan styrke deres forudsætninger for at kunne optages på og for at kunne gennemføre en uddannelse. For unge, der har svært ved at honorere arbejdsmarkedets og uddannelsernes krav om stabilitet og personlig udholdenhed, skal der være jobtrænings- og aktiveringstilbud, der sætter dem i stand til at komme i gang med en uddannelse eller at få et arbejde.

I disse vejlednings- og introduktionscentre vil også kunne indgå revalideringsaktiviteter.

Der arbejdes på, at kommunerne overtager de lokale erhvervsskoler og etablerer vejlednings- og introduktionscentre i sommeren 2005.

Det er tanken, at man i vejlednings- og introduktionscentrene samler alle ressourcer og aktiviteter omkring vejledning, uddannelses- og erhvervsintroduktion, revalidering og lokale efter- og videreuddannelsesaktiviteter.

Landsstyret har vil i de kommende år have uddannelsesområdet som et særligt indsatsområde. Det er en erkendelse af, at uddannelsesniveauet skal højnes væsentligt, hvis der skal skabes mulighed for større grad af lokal beskæftigelse og erhvervsudvikling. Ud af den samlede arbejdsstyrke på ca. 39.000, har kun ca. 1/3 en kompetencegivende uddannelse. Der er altså 26.000 i aldersgruppen 15 – 62 årige, der er ufaglærte.

Der er behov for, at den store ufaglærte gruppe tilbydes opkvalificeringskurser, så de kan indgå mere kvalificeret i arbejdsmarkedet, end tilfældet er i dag. Der er ligeledes behov for, at en langt større del af ungdomsårgangene kommer i gang med en uddannelse, og at de gennemfører den – ellers vil vi blive ved med at have en alt for stor ufaglært gruppe.

I forbindelse med bloktilskudsforhandlingerne med den danske stat er det aftalt, at der i 2005 – 2007 årligt afsættes ca. 25 mio. kroner til uddannelsestiltag, der på forskellig vis skal understøtte erhvervsudviklingen. I den politisk-økonomiske beretning for 2005 lægger landsstyret op til, at der satses endnu kraftigere på uddannelsesområdet. Der lægges op til, at der i de kommende år skal investeres yderligere med op til omkring 250 mio. kroner årligt i uddannelser. Det er store men nok nødvendige beløb, hvis vi reelt skal rykke uddannelsesniveauet og dermed skabe et grundlag for forøget erhvervsudvikling og dermed en større grad af økonomisk selvbårenhed.

I denne sammenhæng deltager KANUKOKA i det Kompetenceuviklingsråd, der blev nedsat i 2005. Kompetenceudviklingsrådet rådgiver landsstyret om, hvordan uddannelsesområdet bedst kan styrkes, så det understøtter erhvervs- og samfundsudviklingen. I sit hidtidige virke har Kompetenceudviklingsrådet primært anbefalet, at der satses på at mindske frafaldet i uddannelserne. Det vil give en forholdsvis hurtig forøgelse af den uddannede arbejdsstyrke, og det vil reducere udgiften pr. uddannet væsentligt. Det skal bl.a. ske ved en bedre vejledning både før og under uddannelserne, så de unge dels kommer i gang med en relevant uddannelse, og dels at de støttes og fastholdes i uddannelsesforløbet. De lokale vejlednings- og introduktionscentre vil være en vigtig del af denne proces. Det er også nødvendigt med en kapacitetsudvidelse på flere af uddannelserne – både på fagskolerne og på de dertil hørende kollegier.

For den store ufaglærte gruppe skal der etableres specialarbejderuddannelser, og omfanget af voksenlærlingeuddannelserne skal forøges.

Grønlandske uddannelsessøgende i Danmark

KANUKOKA er repræsenteret i arbejdsgruppen vedr. Job- og Praktikmesser for grønlandske uddannelsessøgende i Danmark. Det er et projekt, som Landsforeningen har været involveret i siden 2003. Formålet er at få de unge tilbage til Grønland efter endt uddannelse.

Tidligere var Grønlands Hjemmestyre begyndt at holde traditionelle orienteringsmøder i de byer, hvor der var koncentration af grønlandske uddannelsessøgende. Siden har man i samarbejde med bl. a. KANUKOKA arbejdet på at få etableret et mere effektivt forum for formidling af information og kontakter. I november 2004 blev der således holdt den første "Job- og Praktikmesse" i Århus og i København.

Fra kommunal side deltog Nuup Kommunea, som i forvejen var med i arbejdsgruppen, og KANUKOKA. Landsforeningen orienterede de øvrige kommuner i april 2004 om deres muligheder for selv at være repræsenteret i messen. Der kom ingen ønsker om det, så KANUKOKA gjorde hvad organisationen kunne for at repræsentere det kommunale område under messen og besvare forespørgsler om jobmuligheder i kommunerne.

Da den første messe er blevet betegnet som en succes af de studerende og de 15 deltagende virksomheder, organisationer og myndigheder, planlægges der nu én til november 2005. Den positive vurdering bygger på 1) kvaliteten af den dialog, der har været mellem de studerende og virksomhederne, og på 2) det gode fremmøde. Omkring 190 studerende i alt mødte op til messerne i Århus og København.

Det var fortrinsvis jura- og ingeniør/teknisk-studerende, der gjorde ophold ved KANUKOKA's stand, som havde skiltet "Kommunerne". Og det drejer sig faktisk om studerende, der repræsenterer en betydelig del af den kommunale målgruppe hvad angår uddannelser, man skal til Danmark for at gennemføre. Denne målgruppe består ifølge interviews – foretaget i efteråret 2003 med ledende medarbejdere i en række kommuner her i landet – af jurister, økonomer, ingeniører og psykologer.

Hjemmestyret lancerede på messen en såkaldt "Studiejob-erklæring". Det er et dokument, hvor en virksomhed erklærer sig villig til at gøre brug af den studerendes arbejdskraft i studietiden, og den studerende erklærer sig samtidig villig til at stille sin arbejdskraft til rådighed. Dokumentet er lagt ud på KANUKOKA's hjemmeside til fri afbenyttelse og inspiration.

Til den kommende jobmesse i november 2005 vil det være ønskeligt, at de enkelte kommunerne vil bidrage med informationsmateriale om jobmuligheder og generelle forhold i kommunen, så KANUKOKA’s stand kan blive mere oplysende om mulighederne i de enkelte kommuner. Vi har også brug for billedmateriale fra kommunerne for at gøre standen mere spændende for de studerende.

Der er planer om oprettelse af hjemmeside med database om de studerende og om muligheder for praktik, projekter og sommerferiejobs – hvorefter det ikke vil være nødvendigt med fysiske messer med korte mellemrum.

Kommunerne og KANUKOKA bør fortsat være med til at understrege overfor de unge, der er taget ud af landet for at uddanne sig i de højere læreanstalter, at der er hårdt brug for deres kvalifikationer i det grønlandske samfund. For at udvikle samfundet herhjemme er der brug for veluddannede grønlændere i de offentlige forvaltninger, virksomheder og i det private erhvervsliv.

De handicappede

I det forløbne år er der sket en yderligere forringelse i betjeningen af de handicappede borgere. Dette skyldes primært en markant nedsættelse af niveauet for ydelse af hjælpeforanstaltninger i familiedirektoratet og en meget langsommelig sagsgang.

Familiedirektoratet udsendte i december nye vejledninger til ydelse af støttetimer og til ydelse af hjemmehjælp i december 2003. Ved disse vejledninger indførte direktoratet en markant nedsættelse af ydelse af støttetimer og en ny fortolkning af landstingsforordningen om hjælp fra det offentlige, så kommunerne blev udsat for uforudsete omkostninger til hjemmehjælp, hvis niveauet på støttetimer til handicappede skulle fastholdes. KANUKOKA protesterede over ændringen og gjorde gældende, at de nye fortolkninger var ulovlige samt at en ændring af så vidtgående karakter forudsætter en ændring af de 2 forordninger. KANUKOKA gjorde endvidere gældende, at så stor en ændring af byrdefordelingen udover lovændring også kræver en forhandling om medfølgende midler til løsning af opgaven i kommunerne.

Da direktoratet fastholdt det nye ydelsesniveau, har flere kommunerne anket sagerne til det sociale ankenævn, som efter lang ventetid for kommunerne har anmodet direktoratet om at vurdere sagerne på ny. Indtil nu er der ikke sket ændringer som følge af ankenævnes tilbagesendelse af sagerne. Der er tværtimod blevet trukket beslutninger i andre sager om ansøgninger om støttetimer, som mod begrundet forventning blev markant lavere og blev bevilget efter at have ligget til behandling i adskillige måneder.

Bestyrelsen har derfor i februar besluttet at anmode kommunerne om at beskrive den aktuelle situation og samtidigt anmodet kommunerne om tilkendegivelse af, hvorvidt KANUKOKA på deres vegne skal sende sagen til retslig behandling. 11 kommuner har ønsket, at KANUKOKA på deres vegne sender sagen til retslig behandling.

Ved dette møde vil sagen blive optaget til drøftelse på foranledning af bestyrelsen og på baggrund af forslag modtaget fra to kommuner.

Børn og unge

Trods mange henvendelser er det ikke lykkedes at få et tæt og løbende samarbejde på dette område med Familiedirektoratet. De bestræbelser, der har været på politisk plan, har der ikke været vilje til at følge op på det administrative niveau. Det betyder, at det endnu ikke er lykkedes at få etableret en central venteliste til anbringelse af børn og unge på døgninstitutionerne og at gennemgå brugen af de nuværende institutioner for derigennem at kunne vurdere behovet for nye institutioner.

Som nævnt under afsnittet om økonomi er der for indeværende år sket en markant forhøjelse af budgetterne på døgninstitutionsområdet. Det giver os en forhåbning om, at der fremover ikke bliver overskridelser i driften.

Det ser ud til, at det er for tidligt, at der i den nye forordning om hjælp til børn og unge er skabt grundlag for, at der kan etableres professionelle familieplejeforhold. Dette skyldes primært mangelen på pædagoger. For at kunne leve op til de tunge opgaver på familieplejeområdet, bør der tilbydes relevante kurser til de nuværende plejefamilier i kommunerne.

Allerede i 2002 opfordrede KANUKOKA kommunerne om at udarbejde deres egen børn og unge- politik. Bestyrelsen skal endnu engang opfordre de kommuner, som mangler at udarbejde en sådan, om at få det gjort og om at nyvurdere den lagte politik løbende. Det er vigtigt, at kommunerne lever op til deres ansvar i forhold til børn og unge.

Hjemmestyret har i de senere år sat bevillinger til anlæg på daginstitutionsområdet markant ned. Dette har medført at de store kommuner nu selv finansierer nyanlæg fuldt ud. Det giver samtidig et problem for de små kommuner at få udvidelser på området.

De ældre

På ældreområdet sørger KANUKOKA for, at kommunerne over bloktilskuddet får midler til området, når det drejer sig om førtidig alderspension.

Kommunerne har store forpligtelser på området, idet den sociale pension ikke bliver pristalsreguleret. Dette medfører en løbende overvæltning af den økonomiske byrde.

Derudover er der et efterslæb på anlæggelse af pladser til plejehjem, alderdomshjem og ældreboliger. Også her er det vanskeligt at få nødvendige anlægstilskud fra Hjemmestyret.

Forebyggelse

De fleste kommuner har valgt at medvirke til at fastholde et særskilt arbejde om forebyggelse i samarbejde med Hjemmestyrets forebyggelsesarbejde gennem Paarisa.

KANUKOKA har efter ønske fra kommunerne forsøgt at opnå en normalisering af området efter prøveperioden. Sundhedsdirektoratet har fastholdt at bibeholde en meget administrativt uhensigtmæssig ordning, hvor Paarisa kræver at medvirke til besættelse af stillingerne ved ledighed og månedsvis anvise halvdelen af lønnen. Det er efter KANUKOKA vurdering en holdning, som er uforståelig, idet samarbejdet kan fortsættes uden en unødvendig mistro til kommunernes vilje til at løse opgaven på fagligt forsvarligt niveau.

Investerings- og anlægshandlingsplan samt byggemodning

Både i 2003 og 2004 redegjorde jeg i min beretning for, at KANUKOKA deltog i blandt andre to arbejdsgrupper om henholdsvis investeringsplanlægning og byggemodning. De færdige rapporter burde for længst have foreligget – faktisk allerede senest primo 2004 – men Hjemmestyret har haft meget svært ved at følge op på dette arbejde.

Ikke mindst på grund af pres fra KANUKOKA lykkedes det henover efteråret 2004 at få genoptaget arbejdet, så der kunne foreligge en næsten færdig rapport fra hver af grupperne ved afslutningen af 2004. Der var dog så store sammenfald og overlapninger de to rapporter imellem, at det ville være gavnligt for forståelsen hos udenforstående, hvis rapporterne blev sammenskrevet og kunne læses, forstås og vurderes som en helhed.

Dette er sket nu, og der mangler kun de sidste redaktionelle finpudsninger, før den samlede rapport sendes i høring.

Det er KANUKOKAs håb, at rapporten vil blive vurderet grundigt af Hjemmestyret, de store offentlige og halvoffentlige selskaber, kommunerne og i det hele taget alle parter involveret i bygge- og anlægsvirksomhed i dette land – og dernæst at rapportens anbefalinger kan medvirke til, at der sker væsentlige forbedringer i de rullende planlægninger og investeringer på dette omkostningstunge område.

Der er for samfundet rigtig mange penge at spare, når der planlægges optimalt, og byggerierne kan fordeles jævnt – både geografisk og over åremål – samtidig med, at de enkelte byggerier afvikles bedst muligt i tråd med årstidernes skiftende vejrlig. Det er også nødvendigt med længere planhorisonter. Alt dette vil medvirke til at skabe ro i planlægning og investering på alle planer og samtidig have den meget vigtige sidegevinst, at branchens udførende medarbejdere får langt mere stabile ansættelsesforhold – og herunder også, at der kan disponeres bedre ved ansættelse og fastholdelse af lærlinge.

Som nævnt er belysning af forhold og problematikker vedrørende byggemodningen nu indskrevet i den samlede rapport. Det fremgår, at gruppen er enig i KANUKOKAs fortolkning af Byggemodningsaftalen af oktober 1987, og at det er nødvendigt at give Nukissiorfiit bevillingsmæssig mulighed for at udføre de hovedvandledninger, som Nukissiorfiit i henhold til Byggemodningsaftalen et forpligtet til.

Det er med stor glæde og forventning at jeg nu kan konstatere, at der i den endelige Finanslov 2005 er medtaget en bemærkning om at Landsstyret vil revurdere behovene for byggemodning i kommunerne og Nukissiorfiits muligheder for at efterleve forpligtelsen til at anlægge hovedvandledninger.

Dette ses som et foreløbigt resultat af byggemodningsgruppens arbejde over de 2 år.

Det er dernæst vigtigt at slå fast, at planlægning i bygge- og anlægsbranchen er vitalt vigtig både under den eksisterende kommunestruktur såvel som alle tænkte fremtidige strukturer.

Reinvestering i hovedkloakkerne

Hovedkloakkerne har været et fast punkt i de foregående årsberetninger, men nu kan der som bekendt i bloktilskudsaftalen for 2005 læses, at det er lykkedes at få taget hul på løsning af den velkendte problematik med reinvesteringen.

Der er nu foreløbig aftalt en 5–årig hjemmestyrebevilling til formålet på i alt 85 mio kr. – 17 mio kr. pr år – vel at mærke, hvis kommunerne nu i 2005 har meldt ud med en projektplan for alle årene, der udfylder de økonomiske rammer fuldt ud. I modsat fald kan vi miste penge.

KANUKOKA har udsendt en 15-punkts køreplan herfor til alle kommuner med kloakker, der er omfattet af ordningen, og jeg skal opfordre til, at kommunerne er meget opmærksomme på at følge planen.

KANUKOKA er tovholder på afvikling at denne reinvesteringsaftale og er forpligtet til at dokumentere kommunernes korrekte forbrug af disse øremærkede bevillinger overfor Hjemmestyret i 2009.

I 2009 kan KANUKOKA til bloktilskudsforhandlingerne for 2010 over for Hjemmestyret fremlægge et yderligere reinvesteringsbehov, som forhåbentlig udmøntes i en forlængelse af den nuværende finanslovsbevilling til formålet.

Branduddannelserne

Et tredje ’gammelt emne’ er de manglende uddannelser i langt hovedparten af de kommunale brandvæsner.

Det har i mange år været et kontroversielt emne kommunerne og Hjemmestyret imellem og IAP (direktoratet for boliger og infrastruktur) har takseret efterslæbet hos kommunerne i de lovpligtige uddannelsestrin til mindst 10 mio kr. Herefter er der bevilget ekstra midler til Brandskolen i perioden 2004 – 2006 og adgang til AEB–midler i samme periode for at mindske problemet. Dette begynder nu så småt at give resultater i en del kommuner, men der er meget lang vej tilbage, inden kommunerne kan siges at opfylde lovkravene bare nogenlunde.

Vi venter stadig på modernisering og opdatering af gældende lovgivning, der blandt andet skal omfatte ”fuldtidsansat brandinspektør”, men det må ikke afholde kommunerne fra at benytte sig af de ekstra midler til uddannelserne i disse år. Der bliver ikke de store ændringer i de uddannelser, vi kender i dag, og lovene skal nu en gang holdes.

Det er tydeligt allerede nu, at de ekstra midler i de nævnte 3 år har sat noget i gang i kommunerne, men det er også tydeligt, at der er behov for, at de ekstra midler bør bevilges nogle år videre frem.

Jeg vil opfordre til, at kommunerne sætter meget målbevidst ind på at få deres brandmandskaber behørigt uddannet, og også at man vedligeholder uddannelsesniveauet efter, at ekstramidlerne ikke længere bevilges. De ekstra midler skal betragtes som end midlertidig hjælpeaktion.

Bevaringsværdige bygninger

Et emne, jeg ikke før har berørt i mine årsberetninger, er de gamle bevaringsværdige bygninger og bygværker.

KANUKOKA er sammen med repræsentanter fra IAP, KIIIP (Direktoratet for kultur, kirke, uddannelse og forskning), Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og TSP (de rådgivende teknikeres sammenslutning) repræsenteret i bestyrelsen for en fond til bevarelse af gamle bygninger i Grønland.

Aktiviteterne i bestyrelsen kan dreje sig om bevillinger af midler til både udarbejdelse af bevaringsplaner, projekteringer, egentlige reparationer, vedligeholdelse og andet. Fondens nuværende midler til donationer er yderst begrænsede – under 25.000 kr. pr år.

I efteråret 2004 foretog KANUKOKA en rundspørge blandt kommunerne om behovene for at vedligeholde de gamle bevaringsværdige bygninger, der figurerer i Nationalmuseets registranter og i ’De gule bynotater’, som Hjemmestyret lod udføre i starten af 90’erne.

Der kom en overvældende reaktion fra næsten alle kommuner. Der er store ønsker om at tage hånd om disse bygninger inden der er for sent.

Samtidig konstateredes et stort ukendskab til regler om bevaringsværdighed, fredning og diverse registranter – hvem der skulle gøre hvad.

Der var således ikke mange, der vidste, at kommunalbestyrelserne i henhold til ”Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 31 af 30. oktober 1991 om varetagelse af bevaringshensyn i kommuneplanlægning” har ansvaret for, at de bevaringsmæssige hensyn tilgodeses – både planlægningsmæssigt og direkte med initiativer til reparation og istandsættelse.

Og nu kommer jeg til det egentlige i dette: Der er i Grønland – byerne og bygderne – en mængde bygninger og bygværker, der i høj grad er bevaringsværdige. De fleste bygninger i byerne fremgår af diverse registranter – og det formodes, at de også fremgår af kommuneplanerne.

Nogle af de bygninger, der nævnes i registranterne, eksisterer ikke mere. Nogle af dem er af forskellige grunde simpelthen forsvundet. I nogle tilfælde er der registreret bevaringsværdige bygninger, hvis værdi har kunnet diskuteres, og det er muligvis uoverkommeligt at passe på alt.

Forholdene lige nu er meget uheldige. Det er ikke nok at kommunalbestyrelserne via lovgivning pålægges at bevare alle disse bygninger, hvis der vitterligt ikke kan findes kommunale midler til at varetage opgaven. – og det er ikke godt for den almindelige retsbevidsthed, at man føler sig nødsaget til at undlade at efterkomme loven.

Det er KANUKOKAs hensigt, at der skabes debat om dette emne, og at Hjemmestyret og kommunerne bliver enige om, at det her drejer sig om en samfundsopgave – alle samfund har brug for at der findes håndgribelige beviser på fortiden – f.eks. repræsenteret ved disse gamle huse. Hjemmestyres er i første instans ikke uvillig til at drøfte og evt. sponsorere en opdateret registrant, som et første skridt på vejen til at finde løsninger i sammen med kommunerne.

Miljø

KANUKOKA har i de forløbne år haft et stadigt stigende fokus på miljøområdet, og vi har engageret os mere og mere i at medvirke til, at kommunerne får etableret en affaldshåndtering, der for det første er gearet til tage imod det miljøfarlige affald, et moderne samfund som vores producerer – og for det andet til at håndtere det meget miljøfarlige restaffald, der opstår efter forbrænding af vores almindelige dagrenovation.

Bl.a. derfor så vi meget positivt på det forslag til ændring af miljøforordningen, der blev sendt i høring i december 2004. Den er – forhåbentlig midlertidigt – taget af Landstingets Forårssamling 2005 med henvisning et manglende økonomisk finansieringsgrundlag.

Det er KANUKOKAs klare holdning, at en modernisering af vores grundlæggende lovgivning på miljøområdet er nødvendig nu – både af hensyn til vores miljø og sundhed og af hensyn til vores fremtidige turistvirksomhed og eksporterhvervet. Vi må dog understrege, at kommunerne ikke kan bære udgiften til en moderniseret affaldshåndtering alene.

Landsstyret sendte i juni 2004 en Affaldshandlingsplan for Grønland i høring. Vi bifalder grundelementerne i de angivne løsninger, men venter stadig på en udmelding fra Landsstyret. Dette gælder også resultaterne af et projekt, der belyser fordele og ulemper – og ikke mindst økonomi – ved en fremtidig transport af forbrændingsegnet affald fra bygderne og de mindre byer til de eksisterende store forbrændingsanlæg, bl.a. for at minimere dioxinforurening fra mange små forbrændingsanlæg – eller åben afbrænding på lossepladserne som vi kender det nu.

Miljøvenlig bortskaffelse kan være en dyr fornøjelse, og vi skal naturligvis overveje, hvor meget miljø, vi får for pengene. Men det vil i det lange løb også blive dyrt bare at lade stå til.

KANUKOKA forsøger i høj grad at medvirke til at belyse området ved at deltage i styre- og følgegrupper til en efterhånden lang række af projekter, der kortlægger problemerne og angiver mulige og realistiske løsninger.

Det er Miljøstyrelsen, der finansierer projekterne via DANCEA-ordningen, og i 2004 er det følgende projekter, der har optaget vores tid. Rækkefølgen er ikke prioriteret.

Endelig er vi involveret i et Projekt til etablering af modtagefaciliteter til spildolie på havnene sammen med Direktoratet for Miljø og Natur, Direktoratet for Boliger og Infrastruktur, samt RAL. Der indkøbt containere til opsamling af spildolie til alle havne på vestkysten, hvilket gør det væsentligt nemmere for kommunerne at leve op til deres anvisningspligt for bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald. Desværre har havnemyndigheden endnu ikke stillet alle op – vi opfordrer til, at det sker snarest.

Projekt Miljø i kommunerne (PMK)

Vores eget Projekt Miljø i kommunerne kører nu på sit 3. og afsluttende år. KANUKOKA fik i 2002 Miljøstyrelsens støtte til projektet med en bevillingsramme på 1,2 mill. kroner, som det er lykkedes at strække frem til og med 2005. Projektet er et formidlingsprojekt, hvor målet er at gøre nødvendig miljøviden tilgængelig for kommunale teknikere – og for at fastholde viden og medarbejdere ved at skabe rammer for vidensdeling teknikerne imellem via www.kanukoka.gl /miljoe .

Hjemmesiden rummer efterhånden en omfattende mængde informationer til de kommunale teknikere og sagsbehandlere på miljø/affaldsområdet – såvel som på det øvrige kommunale teknik- og miljøområde.

Projektet arrangerer ligeledes kurser for teknikerne i håndtering af farligt affald og neddeling af elektronikskrot.

Et væsentlig mål for projektet er at medvirke til at holdningsbearbejde befolkningen, for at bevidstgøre den enkelte borger om sin rolle som affaldsproducent – og samtidig at udbrede viden om det moderne affalds miljøfarlige karakter.

Der bl.a. er skabt en batteriindsamlingskampagne, som alle kommuner støtter op om og indberetter til. Der er i 2003 fra kommunerne sendt 175.000 kg miljøfarlige batterier og akkumulatorer til genanvendelse og 112.817 kg i 2004, hvilket er et tilfredsstillende resultat.

Der er etableret en kampagne til promovering af grønne indkøb og til udvidelse af kendskabet til miljømærkeordningen.

Et planlagt nationalt informationsfremstød vedr. kildesortering afventer nu lovgivning samt etablering af modtageordninger i kommunerne.

Et for kommunerne interessant igangværende projekt er en miljøteknisk terminologiliste, der på dansk og grønlandsk præciserer den ofte svært oversættelige sprogbrug på miljøområdet. Projektet kører i samarbejde med Oqaasileriffik/Sprogsekretariatet. Direktoratet for Miljø og Natur, Nukissiorfiit og MOKANA bidrager med ekspertbistand. Vi forventer, at denne ’ordbog’ kan bidrage til at undgå misforståelser og lette arbejdet for tolke og oversættere.
Årlige konferencer og kurser

Siden sidst er der holdt årlige konferencer for kommuneingeniører, socialchefer og økonomichefer, ligesom det årlige skoleledermøde blev holdt. Som i sidste år var der to-dages kurser i tilknytning til alle møderne. Udover disse forvaltningskonferencer blev borgmester- og kommunaldirektørmødet holdt i Uummannaq.

Under hvert møde fik Strukturudvalgets formand Martha Labansen lejlighed til at gøre rede for udvalgets arbejde, overvejelser og anbefalinger, og besvare spørgsmål.

Landsforeningen prioriterer således fortsat disse kombinerede konferencer og kurser, som er vigtige kilder til inspiration og afklaring i forhold til aktuelle politiske og administrative spørgsmål. Og konferencerne har været katalysatorer til en nyttig kommunikation mellem fagfolk og politikere i de forskellige regioner.

Derfor er det nærliggende i denne formandsberetning at komme med et overblik over mødeaktiviterne, deres hovedtemaer og et udpluk af de emner, som man i de enkelte forvaltningskonferencer har beskæftiget sig med i løbet af den kommunale valgperiode 2001-2005.

Økonomichefernes årlige konferencer og kurser 2001 – 2005

Skoleledermøder/forvaltningschefmøder 2001 – 2005

Kommuneingeniørerne årlige konferencer og kurser 2001 - 2005

Borgmester- og kommunaldirektørmøder 2001-2005

Konference og kursus om personaleforhold

Den længe ventede konference og kursus for personalechefer og -medarbejdere blev en realitet i oktober 2004. Denne gruppe havde ikke holdt samlet møde siden 1998. Konferencens hovedtemaer var:

Kursusdelen omhandlede offentlig personalejura, samråds- og koordineringsaftalen mellem Grønlands Landsstyre og KANUKOKA, samt kompetencefordeling, sagsgang og samarbejde mellem den enkelte kommune, KANUKOKA og Forhandlingsafdeling i relation til konkrete personalesager.

Forvaltningsret for lokalpolitikere og embedsfolk

Efter kommunalvalget 2001 holdt KANUKOKA i de fleste kommuner såkaldte "Politikerkurser", hvor man kom ind på mange sider af kommunalbestyrelsernes virke og organisering. De administrative medarbejdere havde også mulighed for at deltage.

I efteråret 2003 og efteråret 2004 holdt KANUKOKA mod bestilling to-dages kurser inden for forvaltningsret for kommunalbestyrelses- og bygdebestyrelsespolitikere samt deres administrative medarbejdere i henholdsvis Nuuk og Upernavik.

Det gennemgående tema på de kurser var rollefordelingen mellem lokalpolitikere og administration. Ved at gennemgå principperne i styrelsesloven, sagsbehandlingsloven og offentlighedsloven samt ved at tage afsæt fra praktiske spørgsmål, som kursisterne tog op, blev der sat fokus på grundbegreberne i forvaltningsret og god forvaltningsskik.

Landsforeningen har fået god respons på de to kurser. Således har vi på grundlag af erfaringerne derfra udviklet et kursusprogram til nye "politikerkurser" efter kommunalvalget 2005.

Strukturudvalget

Landsstyret nedsatte i december 2003 et Strukturudvalg. Udvalget, hvis medlemmer var udpeget af Hjemmestyret og KANUKOKA, fik til opgave at komme med anbefaling til en ændret byrde- og opgavefordeling i den offentlige forvaltning samt en ny kommunestruktur.

Strukturudvalget er forpligtet til løbende at holde Landstinget, Landsstyret, kommunerne og borgerne underrettet om udvalgets arbejde. Der er således tale om en meget åben proces, som giver kommunerne og deres borgere mulighed for at deltage i debatten og således være med til at påvirke det endelige resultat. Strukturudvalget besøger samtlige kommuner, før udvalget til efteråret fremkommer med den endelige rapport.

Den forestående strukturreform er den største reform af den offentlige sektor siden Hjemmestyrets indførelse. Reformen forventes at flytte opgaver og ændre det kommunale landkort, så stærkere kommuner kan levere bedre service til borgerne. Gråzoner skal fjernes, og der skal skabes en offentlig sektor, der skal tage udgangspunkt i borgernes behov frem for systemets.

Vi skal have mere og bedre nærdemokrati i fremtiden. Borgernes service styrkes, når flere opgaver flyttes ud til kommunerne. Kommunalpolitikerne i de større og bæredygtige kommuner får bedre muligheder for at tilrettelægge lokale løsninger og målrette servicen til borgernes behov inden for de overordnede mål og rammer, som Landstinget og Landsstyret udstikker.

Flere opgaver til kommunerne, mere ansvar og øgede frihedsgrader til lokale løsninger vil i sig selv gøre det mere interessant for borgerne at engagere sig aktivt i de lokale beslutningsprocesser.

Det er ikke afstanden til kommunens rådhus, som er afgørende for borgeren. Det er derimod den service som tilbydes borgerne. Det skal i fremtiden være muligt at komme i kontakt med kommunen over internettet 24 timer i døgnet. Der skal være tale om en sammenhængende opgaveløsning, hvor kommunerne skal være borgernes indgang til hele den offentlige sektor.

Afsluttende bemærkninger

KANUKOKA ser således frem til en meget spændende periode, hvor der skal træffes epokegørende afgørelser om strukturer både i den offentlige forvaltning indenlands og i landets forhold til Danmark og den øvrige verden.

Vi har søgt at være – og skal fortsat søge at være – aktive og konstruktive medspillere i samfundsudviklingen ved at forholde os ærligt til aktuelle samfundsspørgsmål. Også når det gælder den kommende selvstændighedsproces, som formelt er et landspolitisk anliggende, men hvor kommunerne i realiteten har et medansvar at røgte. Et medansvar for at skubbe til vækst i det lokale erhvervsliv og økonomi – til gavn for selvstændighedsprocessen. Og et medansvar for, at vi bliver stærkere på skole- og uddannelsesområdet – også til gavn for selvstændighedsprocessen.

Og ikke mindst – som jeg også udtrykte det i min nytårsudtalelse – skal den enkelte familie styrkes. Her er der faktisk tale om noget meget centralt. Det betyder uendelig meget for samfundet i dagens Grønland og for realiseringen af vore visioner om et selvbærende samfund, at den enkelte familie står stærkt og kan klare sig på godt og ondt. Derfor bør kommunerne og deres landsorganisation være særlig opmærksomme på, om børne- og ungepolitikken er sammenhængende og familieorienteret.