Vi kan ikke leve med forsorgssvigt

Landsstyreformand, landsstyremedlemmer, delegerede, rigsombudsmanden, borgmestre og gæster.

Vi i KANUKOKA’s bestyrelse er glad for at kunne byde velkommen til så mange, der har vist interesse for at overvære landsforeningens delegeretmøde.

I foråret har vi haft valg til kommunalbestyrelserne, og jeg vil gerne bruge denne anledning til at ønske tillykke til alle, der er blevet valgt – og ikke mindst vil jeg sige god arbejdslyst i denne valgperiode til nye borgmestre og til de nye delegerede, der jo er vores øverste forsamling i landsforeningen.

Også i landsforeningens sekretariat har vi mærket en del til starten af den nye valgperiode, blandt andet i form af de mange praktisk-juridiske forespørgsler, der er indkommet i forbindelse med konstitueringen i kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser, og ved den interesse, der er vist for de såkaldte ”politikerkurser”, som vi tilbyder.

Med sædvanlig henvisning til bestyrelsens skriftlige beretning, der er sendt ud til alle delegerede, vil vi gerne have, at de delegerede medtager nærværende mundtlige beretning i deres vurdering af de igangværende sager.

·

Landstinget besluttede i sin forårssamling, at landsstyret skal forberede en snarlig centralisering af skatteområdet, der hidtil er varetaget af kommunerne, uden at vente på at Strukturudvalget gør sit arbejde færdigt. Kommunerne er endnu ikke blive hørt om denne sag – og landsforeningens bestyrelse vurderer denne situation som et meget kritisabelt forsøg på at omgå kommunerne. Derfor har vi fra bestyrelsen fundet det passende at anmode landsstyremedlemmet for økonomi, Josef Motzfeldt, om at gøre rede for sagen. Og det vil landsstyremedlemmet gøre i dag.

·

Som det også kan ses på dagsordenen, har et par kommuner og landsforeningens bestyrelse ønsket, at handicapforsorg bliver taget op til drøftelse.

Dette område har været et af de mest omdiskuterede emner i den forløbne periode, og vi ønsker allesammen en løsning, der er tilfredsstillende for alle parter. Derfor er vi glade for, at Tommy Marø, der er landsstyremedlem med ansvar for området, er til stede her for at give en redegørelse. Det vender jeg tilbage til om lidt.

·

Forhandlingerne om bloktilskud til kommunerne er lige overstået.

Forhandlingerne har i år båret præg af vores tilkendegivelse om at medvirke til finansiering af en markant øget indsats på uddannelsesområdet. Ingen tvivl om, at det på sigt vil blive en stor gevinst for såvel Hjemmestyre som kommunerne. Men kortsigtet har vi lagt vægt på at vores bidrag kommer til at foregå sideløbende med at vi høster gevinsterne i form af at personer på overførselsindkomst overgår til uddannelsesstøtte.

Vort bidrag til den øgede indsats, er derfor udskudt, så vi i 2006 kun finansiere halvdelen af de 25 mio. kr. som vi har givet tilsagn om, svarende til at det fulde tilskud først udmøntes i 2009 i stedet for 2008.

Landsstyret vil tage hensyn til kommunernes ønsker i forbindelse med prioriteringerne på uddannelsesområdet. Og vi har under forhandlingerne tilkendegivet, at vi finder det vigtigt at få uddannet og opkvalificeret personale til børne- og ungeområdet.

Et andet vigtigt emne, har været et kommunalt krav om Hjemmestyrets bevillinger på byggemodning. Vi har således aftalt, at der vil blive afsat et to-cifret millionbeløb fra 2006 til hele byggemodningsområdet og at lovgivningen på området vil blive behandlet på forårssamlingen i 2006.

Alt i alt har vi opnået en økonomisk stram aftale, som i indholdet peger fremad mod løsninger som hele samfundet vil få gevinst af. I kommunerne ser vi frem til, at se en især stor gruppe af unge, som i de kommende år vil gå fra meningsløs lediggang tilbage skolebænken.

·

For lige at vende tilbage til handicapforsorg, har jeg ladet mig oplyse, at der i 2002 var 735 handicappede her i Grønland. I 2005 er dette tal steget til 825. Når Hjemmestyrets bevillinger i samme periode kun er blevet fremskrevet med ca. en halv procent om året, har dette betydet en reduktion i det gennemsnitlige antal støttetimer, som er bevilget til den enkelte handicappede, på mere end 20 procent.

Kommunerne bestemmer ikke, hvad serviceniveauet skal være på handicapområdet, og når vi ikke løbende får besked på at sænke det, så kommer vi i klemme – fordi vi har udlæg for Hjemmestyret, som vi ikke efterfølgende får refunderet.

Fra Hjemmestyret har man i flere år sagt, at kommunerne bevilger flere og flere støttetimer for at spare på hjemmehjælpen. Dette er ikke korrekt. Sandheden er, at serviceniveauet er sænket som følge af et stigende antal personer med handicap, som skal have hjælp fra den samme pose penge. Det vil vi forsøge at overbevise Hjemmestyret om, så vi kan få refunderet det, vi har til gode.
·

Som det er blevet oplyst flere gange tidligere, er antallet af børn og unge, som lider under omsorgssvigt, stigende. Jeg kan ikke lide hele tiden at gøre ting op i penge, når det drejer sig om levende mennesker med følelser. Men da størrelsen af det økonomiske forbrug ofte siger noget om størrelsen af et indsatsområde, kan jeg oplyse, at kommunerne har brugt 97 mio. kr. til indsatsen i 2004, hvilket er 16 mio. kr. mere end budgetteret. Et sådant beløb er et udtryk for et stort arbejde, men vi må erkende, at vi er nødt til at blive endnu bedre til denne indsats.

For ca. tre år siden underskrev jeg sammen med det daværende landsstyremedlem for sociale anliggender en appel til kommunerne om, at de udarbejder børne- og ungepolitik – ikke bare for, at man skal have politik på området og at det skal se godt ud, men for at der skal være retningslinier for arbejdet på børne- og ungeområdet, så det er sammenhængende og effektiv.

Men hidtil har kun fem kommuner fulgt opfordringen, så jeg vil hermed gentage opfordringen. Jeg er overbevist om, at fastsættelse af politik på området vil give de nuværende og kommende indsatser bedre chance.

Der er stigende ønske fra kommunerne om at yde en tidlig indsats, så at anbringelser af børn og unge uden for hjemmet fremover kan minimeres. Samtidig er der i nogle kommuner påtrængende behov for hjælp med anbringelsessteder for ganske unge, som Hjemmestyrets døgninstitutioner ikke vil tage imod, da det vil gå ud over de børn, der i forvejen er på institutionen. Disse store børn har misbrugsproblemer og en adfærd, som omgivelserne er bange for og ikke tør involvere sig i.

Selvom hjemkommunen bruger meget af sine ressourcer på at løse problemerne, er man i nogle tilfælde nødsaget til at finde en institutionsplads i Danmark, da ingen døgninstitution i Grønland vil tage imod. Hvis faguddannet personale ikke vil tage imod disse børn og unge, hvem kan så?

Hjemmestyret opfordrer kommunerne til at etablere forsøgsordninger med sociale formål til børn og unge. Der er flere kommuner, der er interesseret i at etablere døgninstitution eller værested for børn og unge, men de har ikke økonomi til det. Hjemmestyret giver ingen økonomisk tilskud, hvilket gør sagen til et ”sorteper”-spil, da det drejer sig om pladser til børn og unge, som kommer til at mangle, da Hjemmestyrets døgninstitutioner ikke magter eller ønsker at tage imod.

Anbringelser løser ikke årsagerne til problemerne. Indsatsen skal ske på et meget tidligere tidspunkt og målrettes mod hele familien. Familiedirektoratet og KANUKOKA har aftalt at mødes om problemstillingerne for sammen at komme med forslag til løsning af problemerne mens tid er.

Ordentlig forsorg af børn og unge er i dag den største udfordring i det lokalpolitiske arbejde. Vi kan ikke leve med den forsorgssvigt, der er så mærkbar.

Jeg nævner i den skriftlige formandsberetning, at styrkelse af familien faktisk er noget, der er meget centralt. Det betyder uendelig meget for samfundet i dagens Grønland og for realiseringen af vore visioner om et selvbærende samfund, at den enkelte familie kan klare sig på godt og ondt. Derfor bør kommunerne og deres landsforening være særlig opmærksomme på, om børne- og ungepolitikken er sammenhængende og familieorienteret.

Med disse ord ønsker jeg et delegeretmøde i de grønlandske kommuners landsforening, hvor der er håbefuld, positiv, tilskyndende og frugtbar debat.