Denne beretning bestræber sig på at dække de mere overordnede emner, som De grønlandske kommuners Landsforening har været inddraget i den forløbne periode. Beretningen dækker perioden fra sidste delegeretmøde, der fandt sted den 22.-23. maj 2007. Ifølge Landsforeningens vedtægter skal det ordinære, årlige delegeretmøde nemlig ske i maj. Men på grund af den særlige situation i år med valg til nye kommunalbestyrelser i de kommende storkommuner, blev der i det sidste delegeretmøde vedtaget overgangsbestemmelser, der indebærer, at delegeretmødet i 2008 først finder sted i september. Denne beretning dækker således en længere periode end sædvanligt.
På sidste delegeretmøde i Sisimiut, hvor KANUKOKA benyttede lejligheden til at fejre organisationens 35-års jubilæum, valgte daværende bestyrelse at trække sig, og der blev som følge deraf valgt en ny bestyrelse og dermed ny formand.
Det har i det hele taget været et enestående år i kommunernes historie. Det omfattende arbejde omkring strukturreformen, som KANUKOKA har været en central del af, er i gang med at blive realiseret.
Efter valget til overgangsudvalgene er de nye delegerede valgt for de kommende nye kommuner, og de skal træffe beslutning om KANUKOKA´s fremtidige politiske ledelse. Bestyrelsen vil fremsætte forslag til ændringer i vedtægterne. I sine forslag tager bestyrelsen så vidt muligt udgangspunkt i drøftelserne i det informationsmøde, som de nye delegerede havde i slutningen af maj. Bestyrelsen håber, at delegeretmødet vil tage godt imod disse forslag.
Bestyrelsen har i 2007 haft 12 møder, og i indeværende år er der holdt fem møder. Det kan hertil bemærkes, at bestyrelsesmøderne fortrinsvis holdes pr. telefon, og møder, hvor man fysisk er samlet, søges holdt i forbindelse med større arrangementer, hvor bestyrelsesmedlemmerne deltager, f. eks. borgmester- og kommunaldirektørmøder.