Det indeværende år, 2009, byder på et par store og bemærkelsesværdige begivenheder i Grønlands politisk-administrative historie. Den første er sket, nemlig sammenlægningen af 18 kommuner til fire store pr. 1. januar. Den anden kommer i næste måned, og det er indførelsen af Grønlands selvstyre inden for den danske stat.

 

Under forberedelsen af dette forelæggelsesnotat for bestyrelsens skriftlige beretning, der er blevet rundsendt for en måned siden, faldt det derfor naturligt at se tilbage i historien – bare seks år tilbage.

 

I september 2003 blev der i Qaqortoq holdt et borgmester- og kommunaldirektørmøde, og ved slutningen af mødet rettede den daværende KANUKOKA-formand Jens Lars Fleischer en henvendelse til landsstyreformanden ved et brev, som er blevet offentliggjort i KANUKOKA’s hjemmeside, og hvis indhold er noget tankevækkende og kan få én til at trække på smilebåndet i dag.

 

Der står i brevet: (citat begynder) ”… Som planlagt forelagde borgmestrene deres synspunkter omkring en ny gennemgang af kommunestrukturen. Vi kunne i fremlæggelsen høre, at der er store forskelle på synspunkterne. Enkelte var klart imod en mulig sammenlægning, men var åbne for et samarbejde på administrativt plan. Der blev fremsat ønske om at gøre det muligt at sammenlægge kom­muner. Flertallet tilkendegav klart, at en tvungen sammenlægning er uacceptabel. Alle deltagere var dog enige i, at det nu må være slut med alene at drøfte tanker om samarbejde, men at der skal ske en henvendelse til landsstyret med anmodning om, at der skabes rammer, og at landsstyret anmodes om at tage initiativ til lovmæssige ændringer.” (citat slut).

 

Brevet fortsætter med et ønske om, at der nedsættes et udvalg til nyvurdering af kommunernes og Hjemmestyrets struktur. Og henvendelsen slutter med ordene: (citat begynder) ” Da en af opgaverne vil være en mindskelse af administrationen, er det vores ønske, at kommissionen også skal beskæftige sig med en optimal og koordineret udnyttelse af IT i det offentlige regi.” (citat slut)

 

Som bekendt kom det ønskede udvalg i gang med sit arbejde i januar 2004, og udvalgets betænkning, der blev fremlagt i efteråret 2005, blev grundlaget for den videre diskussion, for den fortsatte formulering af synspunkterne samt som materiale for kommunernes ”dating” forud for kommunesammenlægningerne og som grundlag for den endelige lovgivning.

 

 

 

Den første selvstyrekommission – den, som bestod udelukkende af grønlandske medlemmer – har i forvejen luftet tanken om nødvendigheden af administrationens og det kommunale systems omstruk­­­turering, og det har man ikke sat større spørgsmålstegn ved.

 

Derfor har kommunerne fra starten af sat sig for at deltage aktivt i reformarbejdet for derved at sikre sig indflydelse i den færdige struktur – hvilken også fremgår af den udtalelse fra borgmester- og kommunaldirektørmødet i Qaqortoq i 2003, som jeg lige har citeret.

 

Det siges også i denne udtalelse for snart seks år siden, at ”det nu må være slut med alene at drøfte tanker om samarbejde” – ikke sådan at forstå, at diskussion om samarbejde ikke længere er nødvendig, men at der nu må lægges konkret handling for dagen efter mange års debat om større samarbejde i regionerne mellem byer og bygder.

 

Man sagde også, at man skal arbejde for ”en optimal og koordineret udnyttelse af IT i det offentlige regi.”

 

I dag har vi fået denne mulighed for netop at realisere de smukke ord om samarbejde. Vi har ikke længere undskyldninger for ikke at samarbejde – da vi efter at være ”lovformeligt” sammenlagt skal samarbejde under alle omstændigheder.

 

 

 

Med tilfredshed har bestyrelsen for kommunernes landsforening noteret sig, at kommunerne her i starten af den nye struktur viser entusiasme og kræfter til at skabe noget nyt og har sat sig for, at det skal lykkes.

 

Det er et billede, der generelt er godt og skaber positive forventninger. Selvfølgelig kan man ikke forvente, at alt kommer på plads her i starten – der er ikke engang gået fem måneder siden sammenlægningen, og vi vil skuffe os selv, hvis vi tror det. Det vigtigste er, at man hele tiden gør en progre­s­siv indsats i overensstemmelse med meningen med kommunesammenlægningen. Og vi hæfter da os ved, at man alle steder prioriterer serviceharmonisering og forbedring af borgerbetjeningen. Sådan skal det være, og vi vil gerne skubbe med.

 

KANUKOKA vil  i den forbindelse stå parat til at tage imod anmodninger om at yde enhver form for konsulentbistand ved f. eks. udarbejdelse af kompetenceplaner – også hvad angår de nye opgaveområder, som kommunerne kommer til at overtage fra Hjemmestyret.

 

Landsforeningen vil også gerne deltage i sammensætning af kurser, som de enkelte kommuner holder for deres ansatte, men som eventuelt kan tilbydes andre kommuners medarbejdere til at deltage i.

 

Endvidere skal man notere sig, at kommunerne har klaret overgangen til en sammenlagt struktur uden særlig økonomisk hjælp fra de centrale myndigheder. Man skal nemlig ikke tro, at det i en så langstrakt kyst er så enkelt og nemt at sammenlægge 18 kommuner, der i løbet af 50 år hver for sig har udviklet administrative rutiner og ”kulturer”!

 

Vore borgmestre og kommunaldirektører har det ikke med at smøre tykt på, så de i de første måneder efter sammenlægningen har nøjes med at melde, at det politisk og administrativt “går godt efter omstændighederne” med indkøringen. Så har vi forstået, at overgangen håndteres på en betryggende vis.

 

Iøvrigt er det alt for tidligt at komme med en opgørelse over eventuelle økonomiske fordele og forbedringer på grund af strukturreformen. I betænkningen om strukturreformen er det forudsagt, at der i overgangsperioden vil være ekstra pres på udgifterne. Dette pres er da kommet til udtryk nu i de nye kommuner, især ved de likviditetsmæssige problemer, man oplever i Syd- og Nord-kommu­nerne.

 

 

 

Som bekendt drejer “strukturreformen af den offentlige sektor” sig ikke kun om kommunesammenlægningen, der er sket ved årsskiftet. Det drejer sig også om flytning af driftsområder fra Hjemmestyret til kommunerne. Dette er ikke sket endnu, men er en uadskillelig del af forudsætningerne for kommunernes beslutning om at deltage aktivt i strukturreformen.

 

Kommunerne lader sig sammenlægge for at få et bedre økonomisk grundlag og større styrke til fra Hjemmestyret at overtage ansvarsområder, der bedst kan løses fra kommunal side – og således kan få bedre mulighed for at forbedre borgerbetjeningen. Og det siger sig selv, at det er nødvendigt at sikre sig, at der følger tilstrækkelige økonomiske midler, der svarer til de faktiske behov, med de overtagne ansvarsområder.

 

Jeg understreger dette, fordi vi har observeret, hvordan Landstinget er begyndt at afsætte for få penge til skolebyggeri og –renovering, der hører til Hjemmestyrets ansvarsområde, så der i nogle tilfælde er midler, der knap nok dækker halvdelen af behovet.

 

Skolebyggeri og skolerenovering er godt nok ikke med på listen over de første overtagelsesområder, men vi nævner det for at anskueliggøre vigtigheden af at sikre sig, at der følger økonomi med i de opgaveområder, der skal afdækkes og forhandles om i de kommende måneder.

 

 

 

I bestyrelsens skriftlige beretning, der blev sendt til de delegerede og til kommunerne for en måned siden, giver vi på side 10 en status over forberedelsen af overtagelsesområder og over landfore­­nin­g­s­­­­bestyrelsens og borgmestrenes fælles prioritering af disse.

 

I de foregående måneder har der været aktiviteter med forberedelsen af følgende områder til overtagelse pr. nævnt tidspunkt: 1) Børne- og unge-døgninstitutioner, 2) Handicap-forsorgen, 3) Alkoholbehandling, 4) PPR (Pædagogisk-psykologisk rådgivning) og 5) Vidtgående specialundervisning. Det var målet, at alle disse områder skulle overtages af kommunerne pr. 1. januar 2010.

 

Men vi ved, at der i mellemtiden er udskrevet valg til Landstinget. Derfor er lovgivningsarbejdet stillet i bero. Og i midten af maj fik vi besked fra administrativt hold i Hjemmestyret, at der ikke kunne blive tale om overtagelse af børne- og unge-døgninstitutioner og handicap-døgninsti­tu­tioner pr. 1. januar 2010, da der blev for lidt tid lovgivningsprocedure på behørig vis – de ansatte i institutionerne skal jo også have mindst et halvt års varsel for de ændrede forhold.

 

For de øvrige aktuelle områder, handicapforsorgen, PPR, vidtgående specialundervisning og alkoholdbehandling, gælder det dog, at de kan overtages pr. 1. januar 2010, såfremt kommunerne er indforstået hermed og hvis økonomien ellers kan aftales på plads efter dannel­sen af et nyt landsstyre.

 

 

 

I den skriftlige beretning stiller vi i udsigt, at to arbejdsgrupper, der beskæftiger sig med de sociale overtagelsesområder, vil afgive indstillinger overfor bestyrelsen umiddelbart før delegeretmødet. Dette er sket i går.

 

De to arbejdsgrupper havde til opgave at indhente manglende oplysninger, samt udarbejde anbefalinger for en overdragelse af Døgninstitutionerne for børn- og unge og Handicapdøgninstitutionerne samt handicapområdet/(-forsorgen) til kommunerne fra 1. januar 2010.

Arbejdsgrupperne påbegyndte deres arbejde november 2008 med henblik på afslutning af opgaven medio maj 2009 og efterfølgende høring i kommunerne.

 

Arbejdsgrupperne anbefaler, at driften af døgninstitutionerne for børn- og unge, handicapdøgninstitutionerne og de kommunale børnehjem udlægges til en Central Fælleskommunal Enhed (CFE) fra 1. januar 2010 med en overgangsperiode på 2-4 år.

Ligeledes anbefaler arbejdsgrupperne, at hele administrationen af handicapforsorgen i Grønland og Danmark udlægges til kommunerne fra 1. januar 2010.

 

Hvad angår bestyrelsens principielle synspunkter om prioritering af de øvrige overtagelsesområder, vil jeg henvise til afsnittet ”Overtagelse af sagsområder” fra side 9 i beretningen.

 

 

 

I bestyrelsesberetningens afsnit om det sociale område nævnes bl. a. konferencen om hjælp til børnefamilier, der blev holdt i slutningen af februar efter anmodning fra KANUKOKA’s bestyrelse. Her vil jeg blot henvise til den rapport, der indeholder sammendrag af oplysninger og konklusioner fra konferencen, og opfordre til, at de her beskrevne erfaringer, ønsker og anbefalinger bruges til nytte for kommunernes og Hjemmestyrets politik og beslutninger på området.

 

Jeg vil dog fremhæve to forhold, der nævnes i rapporten. For det første ønsket om indførelse af forpligtende samarbejde mellem socialforvaltninger, skoler, daginstitutioner, sundhedsvæsenet for at kunne yde hurtig hjælp til risikogruppen af børn og forældre.

 

For det andet anføres det i rapporten, at sultne børn ikke er et fænomen, der kun gælder for mindrebemidlede familier, men også for familier, der har bedre råd. Derfor bør politikerne ifølge sammendraget være foregangsmænd til at få debatter i gang i befolkningen omkring familieværdier og forældreansvar. Det er en opfordring, der er værd at høre.

 

 

Mens vi er i det sociale område, vil jeg afslutningsvis gerne fortælle lidt om de møder, jeg har haft med tre fore­ninger på foranledning af deres ønsker om møde. Jeg har lovet dem overfor kommunerne at anbefale deres støtteværdige budskaber og initiativer.

 

Støttegruppen for de sexuelt misbrugte, “Tasiorta”, har udnævnt mig og folketingsmedlem Juliane Henningsen som ”ambassadører” til at støtte og anbefale støttegruppen på forskellig vis.

 

Sexuelt misbrug af børn er et meget tragisk problem, der påvirker mange andre mennesker negativt, endog på en måde, der er mere omfattende end man frygter. Støttegruppens forslag til tiltag må tages seriøst med ind i forskellige beslutningsprocesser. Her skal opfordres til større kommunal opmærk­­somhed omkring nødvendigheden af indsatser imod misbrug og til støtte for misbrugte. I første omgang kan man arbejde for oprettelse af væresteder for misbrugte, og derefter for oprettelse af behandlingscentre for både misbrugte og misbrugere.

 

Jeg holdt også møde med Handicap-foreningen. Foreningen efterlyser klar kommunal politik for handicap-området. Der udtrykkes utilfredshed med den ordning, hvor handicappede beskæftiges med et vederlag på 15 kr. i timen. Og der opfordres til at tænke på de handicappede ved boligbyggeri, anlæggelse af trapper og elevatorer.

 

I forbindelse med udstedelse af byggetilladelser skal man være opmærksom på, at de handicappede får nem adgang til butikker og andre virksomheder. Selvom man søger at sikre nemmere forhold for de handicappede via lovgivningen, har vi iagttaget, at det ikke følges i de fleste tilfælde.

 

Handicap-foreningen havde da en fuldgyldig anledning til at påpege, at indgangen til KANUKOKA’s sekretariatsbygning ikke er tilpasset handicappede. Det vil vi gøre noget ved i år.

 

Da jeg holdt møde med foreningen for pårørende til patienter, NNN, havde de et velmotiveret forslag at præsentere og som er værd at følge op på.

 

Mange har oplevet at skulle indlogere sig i et hotel i forbindelse med besøg til en alvorlig syg pårørende, der er indlagt i et sygehus i Danmark. Det er en dyr affære, og man ved, at kommunerne har haft store udgifter til formålet.

 

Foreningen foreslår derfor, at der etableres et pensionat, hvori pårørende til grønlandske patienter i Danmark kan indlogere sig. Det vil være en billigere løsning, og så kan den kombineres med en ordning, hvor der ydes rådgivning til patienternes familiemedlemmer. Jeg lader dette forslag gå videre til overvejelse blandt de kommunalpolitikere, der er forsamlet her.

 

 

Jeg forelægger således bestyrelsens beretning med en række supplerende bemærkninger. Jeg håber, I vil få en god drøftelse i eftermiddag – og vi vil glæde os til at høre jeres kommentarer i morgen.