Det gennemgående tema på kurset var rollefordelingen mellem lokalpolitikere og administrationen. Ved at gennemgå principperne i styrelsesloven og sagsbehandlingsloven og ved at tage afsæt fra praktiske spørgsmål, som kursisterne tog op, blev der sat fokus på forvaltningsret og god forvaltningsskik.
Den konkrete anledning til kurset er imidlertid det nye bygdebestyrelsesregulativ, der skal træde i kraft pr. 1. januar 2005. Her uddelegerer Upernaviks kommunalbestyrelse mere kompetence ud til bygdebestyrelserne. Således er det igen blevet aktuelt at se nærmere på sagsbehandlingsprocedurerne, på samarbejdet mellem bygdepolitikere og deres kontormedarbejdere samt på forholdet mellem bygderne og den centrale kommunale forvaltning.
Samtidig blev der givet orientering fra forvaltningscheferne om de praktiske forhold omkring det nye bygderegulativ.
Kommunaldirektør Juliane V. Sørensen udtrykker efter kurset stor tilfredshed med den måde, de forvaltningsretlige emner er blevet præsenteret på. Hun fortæller, at de enkelte forvaltningschefer er kommet for at takke for et udbytterigt kursus.
Kursusinstruktører fra KANUKOKA var seniorkonsulent Lars Olsen og konsulent Svend Møller.
|
| Nogle af deltagerne i kurset (nærmeste rækker): Najaaraq Kristiansen, socialmedhjælper i Kangersuatsiaq, Ane Mette Karlsen, souschef i kommunens bogholderi, og Jens Immanuelsen, borgmester. |
|
| Jens Jørgen Nielsen, souschef i sekretariatet, og sekretariatschef Hanne Hinrup, informerer. Lars Olsen fra KANUKOKA lytter opmærksomt. |