|
Hans Enoksen var formand for De Grønlandske Kommuners Landsforening godt tre måneder, inden Siumuts landsmøde i midten af september valgte ham til formand og ændrede den politiske situation. Dermed forlod han KANUKOKA og vendte tilbage til landstinget – og han er efterfølgende blevet landsstyremedlem for fiskeri og fangst. Nedenstående interview er skrevet af journalist Johanne Petrussen i begyndelsen af september. Selvom situationen har ændret sig, er de holdninger, som bliver udtrykt i interviewet, stadig aktuelle. Vi vælger derfor at bringe interviewet i dets fulde længe: Hans Enoksen regnede ikke med at blive valgt til posten som formand for kommunerne, da han stillede op. Han siger, at han stillede op blandt andet for at kunne påtage sig opgaven uden at skulle rejse fra familien i tide og utide. Derfor ser han frem til seriøst at beskæftige sig med de mange krævende opgaver, uden at han behøver at rejse så meget som medlemsskabet i Landstinget kræver. Hans Enoksen, der er født i Itilleq (syd for Sisimiut) i 1956 og har rundet de 45, blev valgt som formand ved KANUKOKA’s delegeretmøde i juni og er netop flyttet til Nuuk med sin familie. Det har været en hård omvæltningen at flytte fra en lille bygd med 120 indbyggere til en storby som Nuuk.Han havde da også dagen før dette interview fulgt den ene søn noget af vejen tilbage til bygden. Den unge mand kunne ikke trives i storbyen. Hans Enoksen og hans kone har fire sønner, hvor kun den ene bor sammen med dem i dag. Hans Enoksen siger kort om sin barndom: - Jeg er født i Itilleq udenfor ægteskabet, mens mine bedsteforældre var på besøg. Siden er jeg opvokset hos dem. Min bedstefar var kateket, så vi flyttede meget rundt, indtil vi i 1964 flyttede til Itilleq. Siden har jeg boet der, indtil nu hvor vi er flyttet hertil. Hvad betyder bygdeboerstatusen for dig? - Jeg tror at den har været afgørende for den vilje og styrke, der af og til dukker op hos mig. Da det ikke altid er let at opretholde livet i en bygd og da man må kæmpe sig igennem, tror jeg at det har styrket mig både psykisk og fysisk. Vi, der bor udenfor de større byer, føler at udviklingen køres meget centralt. Det er kun de større byer, der får del i lagkagen og vi ude i periferien bliver ladt i stikken. Vi, der bor i bygder og yderdistrikter, har været med til at betale for udviklingen, alligevel har udviklingen forbigået os. Jeg mener ikke man kan tale om udvikling, når man lader nogle landsmænd i stikken. Man kan ikke bygge landet alene på fisk Du har blandt andet udtalt, du vil arbejde for kommunernes aktive deltagelse i den økonomiske udvikling, har du nogle visioner om hvordan det kan realiseres? - I dag kører vi økonomien næsten udelukkende på grundlag af fiskeriet. Jeg mener, at dette er meget farligt, for når fiskene forsvinder eller når fiskepriserne falder trækkes økonomien med ned. Vi må derfor søge at finde alternative erhvervsmuligheder, og jeg har viljen til at være med i dette arbejde. Jeg mener, at vi blandt andet ved at bruge nogle af midlerne, som vi i dag bruger til administration og service, til erhvervs- og uddannelsesfremmende initiativer kan køre en mere stabil økonomi. Hvilke erhvervsgrene tror du, man kan satse på udover fiskeriet? - Hvis vi for eksempel kunne gøre mere nytte af turismen end det er tilfældet i dag, så tror jeg at den kan give et godt supplement til økonomien. Vi ser jo også, at turisme nogle steder, eksempelvis i Tasiilaq, er en god kilde til den lokale økonomi. Til gengæld udnytter man ikke denne mulighed i mange bygder og byer. Vi står bare og ser på, når turisterne kommer. Jeg synes det er på tide at gå i gang med at udnytte indtjeningsmulighederne der. Herudover må vi tage en ekstra tørn for at udnytte mulighederne i mineral- og ikke mindst i is- og vandproduktionen. De sidste har vi jo i ubegrænsede mængder. Hvis man kunne finde gode markedsføringsmuligheder for vand- og isproduktionen, så tvivler jeg ikke på at det vil være til stor gavn for samfundet. Hvordan kan kommunerne være med i sådanne tiltag? - Desværre er kommunernes muligheder for at punge ud til erhvervsfremmende initiativer meget begrænset, da Kommunernes Tilsynsråd holder skarp kontrol med det. Når så diskussionen drejes hen mod konkurrencedygtighed og kommunerne er indblandet i det, kan man være sikker på at de får afslag. Dette må efter min mening ændres. Det kan ikke være rigtigt, at kommunernes forsøg på at fremme udviklingen i kommunen konstant skal begrænses af Hjemmestyret, mens man på den ene side kræver større selvtændighed af kommunerne. Hjemmestyret tøver jo ikke med at give sine egne selskaber og andre virksomheder økonomiske midler, når de har behov for det. Sådan kan tingene ikke blive ved med at gå. For mange penge til administration og rejser Hvad har du gjort for at ændre på disse skævheder i den korte tid, du har været på formandsposten? - Vi har i den korte periode, vi har siddet i bestyrelsen besluttet os for at samle borgmestrene til et møde i efteråret, hvor vi primært skal drøfte erhversmuligheder og kommunernes aktive deltagelse heri. De vigtigste fagorganisationer, KNAPK og SIK, samt Royal Greenland og landsstyremedlemmet for erhverv er også inviteret, så vi vil satse på at igangsætte konkrete tiltag indenfor erhvervslivet generelt.
Desuden har vi holdt møde med landsstyreformanden om, hvordan vi, Grønland Hjemmestyre og kommunerne, ved reorganisering kan bruge nogle af midlerne fra det kæmpe apparat vi har opbygget i administration til nytte for erhvervslivet. Vi arbejder nu helt seriøst med det. Kommunerne bruger i dag tilsammen næsten en halv milliard kroner i administration, med Hjemmestyret bruger vi tilsammen i alt omkring 800 millioner kr. i administration. Sådan kan vi ikke fortsætte. Hvis vi kunne trække beløbet ned med 100-200 millioner kr., og overføre disse midler til erhvervsfremmende initiativer vil det kunne mærkes markant i samfundet. Kan du komme med helt konkrete eksempler på, hvordan man kan formindske administrationsforbruget? - Der er i dag mange ting, som kommunerne kan tage sig af, der bliver lavet i Hjemmestyrets regi. Begge lejre udfører mange ens opgaver, for eksempel vedrørende fangst og fiskeri, skattemæssige opgaver og lignende. Vi kan spare arbejdskraft i denne dobbeltadministration og bruge midlerne til noget andet. Fra central til lokal styring Du kommer også med kritik af Royal Greenland, hvor du beskylder koncernens centralistiske styring for at være medvirkende årsag til de dårlige vilkår for fiskernes indhandlingsmuligheder. Vil du da gerne have, at kommunerne overtager styringen? - Jeg mener, at den centralstyring, der altid ender med fejlslagne resultater, der rammer alle i samfundet, må ændres. Der er ingen tvivl om, at kritikken vil aftager, hvis man i samarbejde med kommunerne overgiver styringen til folk, der har kendskab til lokale forhold. Vi har jo set, at centralstyring uden hensyntagen til lokale ressourcepersoner ikke er til nogen nytte. Heldigvis ser det ud til, at myndighederne er begyndt at lytte nu hvor lokalbefolkningen er begyndt at blive utålmodige. Nu kræver Royal Greenland, at koncernen skal have monopol på indhandling af hellefisk, hvis fabrikken i Maniitsoq ikke skal lukkes. Hvad mener du om det? - Det kan jeg på ingen måde være enig i. Jeg mener, at alle skal have lige muligheder, hvor det er muligt, også de selvstændige erhvervsdrivende. Hvis det sker, vil mange offentlige virksomheder og de mange penge, der bruges hertil kanaliseres ud til samfundet. Det er eksempelvis meget glædeligt, som en af artiklerne i dette blad beskriver, at høre om bygdeboere, der er blevet medejere af et indhandlingsskib ved deres bygd. Mange bygdeboere har viljen til at drive selvstændig virksomhed, de føler på egen krop at de må være aktive deltagere for at bygden kan bestå. Derfor er det meget beundringsværdigt, at de, på trods af oddsene, er startet op som de har gjort, og der er ingen tvivl om at initiativet har styrket deres selvtillid. Jeg håber, at de vil give deres erfaringer videre til andre bygder. Det er velkendt at den store spredning af beboede områder her i landet er dyrt for samfundet, kan vi fortsat have råd til det? - Det er sandt at livet i yderdistrikterne er hårdt. Vi støder da også af og til på folk, der mener at vi skal lukke yderdistrikter og bygder, da de er for dyre for samfundet. Men hvis man så spørger dem, om de kan nævne én by, der er overskudsgivende for samfundet begynder de at bakke ud. Der er på den ene side noget rigtigt i, at det er dyrt at køre samfundet med så mange bygder og yderdistrikter, men alle folkevalgte politikere bakker jo op om at de skal bestå. Man må samtidig også se på de mange fordyrende aktiviteter, der udspiller sig for eksempel mellem Hjemmestyrets egne selskaber, der tager opgaver for hinanden for at tjene på hinanden. Vi kan bare tage eksemplet med Pilersuisoq og Nunaqarfinni Umiartortitsivik, to selskaber om én og samme opgave. Sådan er det også med Nuka A/S og Royal Greenland, de prøver hver for sig at tjene på hinanden og er med til at øge forbruget af samfundets penge. Man kunne nøjes med eet centralt selskab og på den måde mindske forbruget af penge til service. Som vi kører i dag har vi mange direktører og andre embedsmænd. Jeg mener, at de påtrængende forandringer, der må ske i samfundet også må resultere i at der sker en ny organisering af selskaberne. Vi må fjerne unødvendigt forbrug af penge, og flytte disse til andre områder. |
