Ønske om godt samarbejde med det nye landsstyre

7. december 2001: Det er vigtigere nu at fortsætte med at varetage de igangværende samfundsopgaver og sørge for, at der er et godt samarbejdsklima,selvom et nyt landsstyre er dannet uden landstingsvalg, siger Jens Lars Fleischer.

Formanden for De Grønlandske Kommuners Landsforening, Jens Lars Fleischer, tager dannelsen af et nyt landsstyre til efterretning og udtrykker ønske om, at det udmærkede samarbejde mellem landsstyret og kommunernes landsforening fortsætter som hidtil.

På grund af den spændte politiske situation har bestyrelsen for kommunernes landsforening tidligere udtalt støtte til kravet om nyvalg til landstinget.

“Selvom et nyt landsstyre er dannet uden landstingsvalg, er det vigtigere nu at fortsætte med at varetage de igangværende samfundsopgaver og sørge for, at der er et godt samarbejdsklima. Specielt er det ønskeligt for landsforeningen snarest at etablere en dialog med det nye landsstyremedlem for økonomi, Augusta Salling,” siger Jens Lars Fleischer.