Foreslår ændring af lov om kommunal erhvervsinvestering

4. februar 2002: Arbejdsgruppen for koordination og udvikling af kommunale erhvervsinitiativer har holdt sit første møde. I en pressemeddelelse påpeger arbejdsgruppen, at loven om "kommunernes adgang til at investere i erhvervsmæssig virksomhed" i realiteten blokerer for en nødvendig deltagelse fra kommunal side.

Under borgmester- og kommunaldirektørmødet i begyndelsen af november sidste år opfordrede landsstyreformand Jonathan Motzfeldt kommunerne til at være ”fødselshjælpere” ved igangsætning og udvikling af lokale erhverv. Det er en tanke, som kommunerne i forvejen brændte for. Derfor blev der på dette møde nedsat en arbejdsgruppe, der skal være det koordinerende led og tovholder for erhvervsfremmende projekter, som kommunerne tager regionsvis op.

Arbejdsgruppen har holdt sit første møde og har bl. a. besluttet at opfordre De Grønlandske Kommuners Landsforening, Kanukoka, til at tage følgende sag op over for Hjemmestyret: Ændring af landstingslov nr. 22 af 3. november 1994 om kommunernes adgang til at investere i erhvervsmæssig virksomhed.

Arbejdsgruppen mener, at denne lov hindrer kommunerne i at kunne gøre en aktiv og nyttig indsats på erhvervsområdet og dermed fratager kommunerne muligheden for at være gode “fødselshjælpere”. Hvis kommunerne skal følge denne lovs bogstav, ser de sig ude af stand til at gøre en reel indsats i igangsætning eller udvikling – og det til trods for, at der er hårdt brug for alle gode kræfter og offervilje for erhvervsfremme i lokalsamfundet.

Kommunernes aktive indsats ved at skyde penge ind i erhvervsfremmende projekter bliver stoppet med henvisning til “konkurrenceforvridning” i forhold til det private erhvervsliv – selvom en væsentlig del af hovedformålet med indsatsen er at fremme netop det frie erhvervsliv. Derfor hælder vi mere og mere til den mening, at den omtalte lov ikke passer ind et stort land med en så lille befolkning.

Vi er tilfredse med det gode samarbejde, vi er på vej ind i med landsstyreområdet for erhverv, og vi glæder os til at blive inddraget i forarbejdet med at rydde op i lovgivningen og systemet, så vi bliver fri for unødvendige hindringer, der står i vejen for den vigtige sag.

“Arbejdsgruppen for erhvervsfremme i kommunerne” består af borgmester Knud Sørensen, Aasiaat, borgmester Hermann Berthelsen, Sisimiut, borgmester Jørgen Lund, Narsaq, kommunaldirektør Jørgen Vetterlain, Maniitsoq, og Kanukoka’s formand Jens Lars Fleischer (som også er formand for arbejdsgruppen).

Med venlig hilsen

Jens Lars Fleischer