Ønske om god udnyttelse af sommerens dage

20. juni 2002: I sin udtalelse i forbindelse med Nationadagen opfordrer Kanukoka's formand Jens Lars Fleischer alle til at bruge personlig motivation, vilje til samarbejde og evnen til at finde fleksible ordninger for at vi kan udnytte landets ressourcer bedst muligt.

Da det er en sund holdning at betragte sommertiden ikke alene som en periode, der skal nydes, men først og fremmest som en årstid, hvor man samler kræfter og midler til livets videre opretholdelse, vil jeg gerne benytte Nationaldagen den 21. juni til at komme med en opfordring til borgerne, fiskeindustrien og de politiske beslutningstagere. En opfordring om den bedst mulige udnyttelse af vort lands ressourcer.

For det første vil jeg opfordre den menige befolkning til at drage størst mulig nytte af de øgede muligheder for arbejde og indtjening, som sommeren fører med sig. Lad intet gå til spilde.

Mangel på arbejdskraft i fiskefabrikken, mens indhandlingen er på det højeste, er meget ubelejlig, når man taler om optimal udnyttelse de forhåndenværende råvarer – også når man tænker på, at en del af fiskeindustrien efterhånden har tilpasset sig ved for eksempel at køre på lavt produktionsniveau omkring konfirmationsdagene.

For det andet bør et krav tages op overfor fiskeindustrien og de politiske beslutningstagere om at udvise smidighed og tage initiativer, der virker motiverende for lokalbefolkningen, så ønsket om bedre udnyttelse af rigdommene kan blive opfyldt. Det virker demoraliserende på fiskerne og den øvrige befolkning, når velholdte indhandlingsanlæg og frysehuse står ubenyttede hen – når man positivt ved, at der er råvarer at hente i området.

Personlig motivation, vilje til samarbejde og evnen til at finde fleksible ordninger har vi allesammen – fiskerne, arbejderne, lederne af fiskeindustrien og politikerne – hårdt brug for, hvis vi skal udnytte vort lands ressourcer fuldt ud. Og styrkelse af erhverv og økonomi er netop forudsætningen for at opnå vore gode formål, herunder Atuarfitsialak og selvstyre.

Med ønsket om en god nationaldag og en herlig sommer

Jens Lars Fleischer

Formand for Kanukoka