Skal børnenes vilkår forbedres må forældreevnen styrkes

12. april 2002: I et åbent brev til landsstyremedlemmet for sociale anliggender skriver Socialchefforeningen i Grønland, at ansvaret for børnene er som udgangspunkt forældrenes. Det er således nødvendigt at forbedre forældrenes vilkår, så deres forældreevne styrkes. Læs her hele brevet.

12. april 2002

Åbent brev til landsstyremedlem Ole Dorph

Socialchefforeningen i Grønland har netop afholdt sin årlige konference i Kangerlussuaq, hvor følgende hovedtemaer blev drøftet:

· Børn og Unge, herunder forebyggelse
· Handicap
· Boligforhold
· Uddannelse af socialarbejdere

Uanset hvilken af ovennævnte problemstillinger, der blev drøftet, endte debatten uvægerligt ved det påtrængende behov for en diskussion af børn og unges vilkår i Grønland. Konklusionen blev, at løsningen af sociale problemer er et fælles samfundsansvar, der ikke alene kan løses i kommunalt regi, men fordrer, at alle gode kræfter inddrages i de meget komplekse problemstillinger.

Vi har fulgt debatten om den nye forordning om hjælp til Børn og Unge, men det er ikke foreningens opfattelse, at den vil medføre væsentlige forbedringer, med mindre Hjemmestyret som minimum sikrer tilvejebringelse af de fornødne behandlingstilbud, samt sikrer uddannelsesmuligheder og ordentlige løn- og arbejdsvilkår til det personale, der skal varetage nøglefunktionerne på hele området.

Kanukoka har via sin nyligt offentliggjorte undersøgelse af ventelistesituationen på døgninstitutionsområdet i Grøn-land dokumenteret, at ca. 100 børn aktuelt er på venteliste til en døgninstitutionsplads. Kanukoka skønner på baggrund af kommunernes oplysninger, at der er et forventet behov for etablering af 175-200 nye behandlingstilbud. Det skal her oplyses, at Hjemmestyrets døgninstitutioner i dag har en samlet kapacitet på 170 pladser.

Socialchefforeningen frygter, at der må imødeses ikke alene et betydeligt større behov for behandlingspladser, men at der også vil ske en markant social skævdeling af det grønlandske samfund indenfor de nærmeste år, såfremt der ikke snarest tages konkret og handlekraftigt politisk stilling til de nødvendige indgreb på området.

Det er Socialchefforeningens opfattelse, at de massive problemstillinger på børn- og unge/familieområdet er en direkte konsekvens af mange års manglende målrettet og langsigtet landsdækkende politik på området. Det er vigtigt at erkende, at forebyggelse af sådanne problemers opståen, nødvendigvis skal integreres i enhver overordnet politik og planlægning indenfor fundamentale områder som bolig, uddannelse, erhvervsliv, sundhed og kultur.

Ansvaret for børnene i Grønland er som udgangspunkt forældrenes, men skal børnenes vilkår forbedres, er det nødvendigt at forbedre forældrenes vilkår, så deres forældreevne styrkes og de generelt bliver bedre egnede til at tage vare på egen livssituation.

Det er foreningens opfattelse at alkoholmisbrug er den væsentligste årsag til omsorgssvigt. Det er påkrævet, at alkoholbehandling bliver et åbent tilbud til alle borgere, og at samfundet påtager sig ansvaret for at komme dette problem og årsagerne til det til livs. Det er ønskeligt med større åbenhed og debat om dette emne, og ligeledes, at offentlige og private virksomheder går foran i forståelse af, at alkoholpolitik skal være en integreret del af virksomhedskulturen.

Socialchefforeningen ønsker at gøre opmærksom på, at Kanukoka og kommunerne, enkeltvis eller i forbindelse med konferencer og seminarer, igennem adskillige år har påpeget nødvendigheden af en øget indsats og forskning på børn- og unge/familieområdet overfor Hjemmestyret - herunder også Hjemmestyrets ansvar for etablering af døgninstitutionspladser, familiebehandlingstilbud og styrkelse af de relevante faguddannelser.

Socialchefforeningen forventer, at såvel lovgivere som Hjemmestyreadministration tager dette budskab om udviklingen i det grønlandske samfund alvorligt, og at der på kort sigt vises vilje til at leve op til den lovbestemte forpligtelse omkring etablering af det nødvendige antal døgninstitutionspladser og familiebehandlingstilbud.

Socialchefforeningen ser frem til en frugtbar dialog om de nødvendige tiltag til forebyggelse af yderligere tilfælde af offentligt omsorgssvigt overfor børn og unge.

Med venlig hilsen
Socialchefforeningen i Grønland

Kangerlussuaq, den 12. april 2002

Yderligere oplysninger indhentes hos: Socialchef Magga Fencker, Ilulissat Kommune 94 32 77