Aftale om bloktilskud til kommunerne for 2004

23. juni 2003: Landsstyret og KANUKOKA har i dag indgået aftale om bloktilskud til kommunerne.

Foto fra underskrivelsen af aftalen - klik her

Landsstyremedlem for Finanser, Augusta Salling, og formanden for KANUKOKA, Jens Lars Fleischer, har i dag underskrevet en aftale om bloktilskud til kommunerne i 2004. Aftalen er indgået under hensyntagen til behovet for at bremse stigningerne i de offentlige udgifter og under hensyn til de økonomiske vanskeligheder visse kommuner har.

Bloktilskuddet udgør en stor del af kommunernes indtægter, og kommunerne kan nu gå i gang med budgetlægningen for 2004.

Bloktilskuddet forhøjes med 37,7 mio. kr. til 765,1 mio. kr. i 2004. Heraf er i alt 17,3 mio. kr. pris- og lønregulering samt kompensation for øgede lønudgifter på SIK-området.

Derudover har kommunerne netto fået 10,4 mio. kr. som opfølgning på tidligere indgåede aftaler på skoleområdet, børne- og ungeområdet og boligsikringen.

Endelig har kommuner fået 10 mio. kr. som følge af ny lovgivning på boligområdet og ændringer i ferieloven.

Til orientering vedlægges den underskrevne aftale

Augusta Salling
Landsstyremedlem for Finanser  

Jens Lars Fleischer
Formand for de Grønlandske Kommuners Landsforening 

For yderligere oplysninger kontakt økonomidirektør Peter Beck, Grønlands Hjemmestyre,  på telefon 34 52 01 eller direktør Martha Labansen, KANUKOKA, på telefon 32 21 00.