Arbejdet må genoptages snarest

14. januar 2003: Kanukoka's bestyrelse udtaler, at der er brug for genoprettelse af stabilitet i landsstyret snarest – så vi kan komme videre med arbejdet.

På grund af landsstyrekrisen er en række opgaver af særlig betydning for kommunerne stillet i venteposition. I et samfund med demokratisk styre og parlamentarisme kan det være svært at undgå konflikter, men stagnationen som følge af den politiske situation efter det seneste valg til landstinget er langt udover det acceptable.

I september 2002 indgik vi med landsstyret en aftale om Hjemmestyrets bloktilskud til kommunerne for 2003. Men på grund af udskrivelsen af landstingsvalg og manglende færdiggørelse af finansloven – og den efterfølgende landsstyrekrise efter valget – er det blevet umuligt at følge sagerne op på en ordentlig og sikker måde.

Derfor har vi brug for genoprettelse af stabilitet i landsstyret snarest – så vi kan komme videre med arbejdet.

På vegne af bestyrelsen for KANUKOKA
Jens Lars Fleischer
Formand