Fælles ansvar for en positiv udvikling

De grønlandske kommuners landsforening ønsker for år 2003, at der på alle måder tages fællesansvar for at sikre en god udvikling i vort samfund. Vilje til at tage et fælles ansvar er nemlig en vigtig forudsætning for en ny erhvervsudvikling, fremadskridende byggeri, en god start for ”Atuarfitsialak” – ”Den gode skole” – og for en korrekt håndtering af de store opgaver i den sociale sektor.

For det første vil jeg gerne understrege kommunernes ønske om at blive delagtiggjort på alle måder i arbejdet omkring den kommunalreform, som det nye landsstyre lægger op til.

Vi forstår, at kommunalreformen tages op med de bedste hensigter for samfundet som helhed. Men vi lægger vægt på, at der samtidig sikres bevarelse og udvikling af det nære demokrati. Hvad enten der stiles efter tættere administrativ kooperation mellem kommunerne ved udnyttelse af den nye informationsteknologi eller der stiles efter sammenlægning af nogle af kommunerne, er det nødvendigt, at de berørte kommuner altid inviteres til samarbejde og medansvar.

I den forbindelse vil jeg endnu engang anbefale, at man i samarbejdets og i den administrative forenklings navn søger at gøre bedre brug af den nye teknologi. Der er ingen tvivl om, at en del kommunale forvaltninger kan samkøres uden at skade den nære borgerservice – herunder skatteregnskaber og arbejdsgiverregistrering, inkasso og lønadministration.

Desuden vil jeg fortsat anbefale, at KANUKOKA’s hjemmeside bruges og tilføres materiale, så det også kan udnyttes som et fælles værktøj til tættere samarbejde.

Da det er almindeligt kendt, at kommunernes økonomi generelt set er svag, vil det være glædeligt, om der i det nye år kan skabes grundlag for regionale erhvervsinvesteringsfonde. Oprettelse af sådanne fonde for Sydgrønland, Midtgrønland, Diskobugten og andre dele af landet kan give en tiltrængt fremdrift i erhvervslivet ud fra lokale forudsætninger og erfaringer.

Hvad angår boligbyggeriet skal det her understreges, at 60/40-ordningen (hvor Hjemmestyret betaler 60 procent og kommunerne 40 procent) stadigvæk har stor betydning for alle kommunerne, også for Qaqortoq, Sisimiut og Ilulissat – selvom de tre kommuner søges undtaget i ordningen med den begrundelse, at de er bedrestillede. Men da disse kommuner kæmper med store udgifter på andre områder, især på det sociale område, er der gode grunde til, at denne fordelingsnøgle bibeholdes også for de tre kommuner.

Samtidig er det ønskeligt, at bevillingerne til boligbyggeri administreres på en smidigere måde – både for at undgå situationer med ubrugte midler og for at byggeprojekter kan gennemføres hurtigere. Vi vil hermed opfordre til, at planen om etablering af en fælles database for boligbyggeriet fremskyndes, så man herved får mulighed for en bedre styring.

Børn på døgninstitutioner har været til genstand for en nødvendig debat i det foregående år på foranledning af undersøgelsesmateriale lagt frem af KANUKOKA. I den forbindelse mener jeg det er nødvendigt at pointere følgende: Selvfølgelig skal der sørges for en anbringelsesmulighed for et nødstedt barn. Men det vigtigste er at forebygge de forhold, der ligger til grund for, at barnet er kommet i den ulykkelige situation. Denne forebyggelse skal blandt andet ske ved at støtte forældrene, så de kan løfte deres ansvar. Derfor er de projekter med forældre- og familieskoler, som en del kommuner har taget op, aldeles støtteværdige.

Når vi har talt om forpligtelser overfor vore børn, er det så på sin plads at understrege, at vi på samme måde har både moralske og materielle forpligtelser overfor de ældre i samfundet. Denne forpligtelse bør på en smuk måde tages op af familiemedlemmer og medborgere ved at vise personlig interesse og støtte til de ældre. Kommunerne skal samtidig opfylde deres forpligtelser på baggrund af gældende lovgivning. Jeg har bemærket, at de økonomiske goder, der tilbydes de ældre, kan være meget forskellige fra kommune til kommune – og dét forhold må der rettes op på.

Der skal ikke herske tvivl om kommunernes ønske om et medansvar i forsorgen af de handicappede. Men vi ønsker en klarere fordeling af opgaver og ansvar mellem Hjemmestyret og kommunerne. Det mest hensigtsmæssige fordelingsprincip må være, at de sværest handicappede (som har behov for specialindrettede hjem) serviceres centralt fra Hjemmestyret, mens den øvrige forsorg af handicappede, som ikke kræver specialindsats, lægges under kommunerne.

Folkeskolereformen ”Atuarfitsialak” – ”Den gode skole” – træder i kraft i august i år. Vi krydser fingre for, at reformen bliver vellykket, da det får en stor betydning for børnenes og samfundets fremtid – og en vigtig forudsætning for, at reformen bliver vellykket, er, at alle berørte parter løfter i fællesansvar – kommunerne, Hjemmestyret, forældrene og ikke mindst lærerne og deres organisation, IMAK.

Med forventninger om positiv udvikling under fælles ansvar ønsker vi alle borgere et godt nytår.