Hit med batterierne - især de genopladelige!

4. maj 2004: I forbindelse med starten på forårsrengøringen i byer og bygder sætter KANUKOKA og kommunerne fornyet fokus på batteriindsamlingen.


 

 

I forbindelse med starten på forårsrengøringen i byer og bygder sætter KANUKOKA og kommunerne fornyet fokus på batteriindsamlingen.

I foråret 2003 lød opfordringen til borgerne: ”Hit med batterierne - alle batterier skal afleveres til kommunens affaldssortering” . Og den opfordring har rigtig mange borgere fulgt. Men der mangler stadig nogen …

”Vi savner de virkelig miljøfarlige batterier, nemlig de genopladelige batterier fra håndværktøj og mobiltelefoner, i vores affaldssortering,” siger kommuneingeniør Niels Mønsted fra Uummannaq. ”Vi ved de må være et eller andet sted, for vi ser jo håndværkerne bruge de batteridrevne skruetrækkere og brugen af mobiltelefoner er jo efterhånden meget udbredt.”

Mobiltelefoner indeholder kviksølv
Næsten alle, barn som voksen, har en mobiltelefon i dag. De genopladelige batterier i mobiltelefonerne hører ofte til de rigtig miljøfarlige. På den anden side er kvaliteten af batterierne også blevet bedre. De har efterhånden en meget lang levetid, så måske ender ikke nær så mange i skraldespanden, som man frygter.

Men telefonen holder heller ikke evigt. Og skal man kassere sin mobiltelefon er det ikke bare batteriet, der er miljøfarligt. Displayet indeholder kviksølv, som er et meget sundhedsskadeligt tungmetal. Går din telefon i stykker, skal du aflevere den sammen med batterierne.

De små batterier er de værste
Der kan også være kviksølv i de små batterier fra ure, høreapparater og kameraer - knapcellebatterierne. Men de ender alt for let i skraldespanden, for de er jo så små og ser jo ikke så farlige ud. Kviksølv er et meget giftigt stof, der kan påvirke vores nervesystem og derfor vælger vi ikke at tage nogen chancer i affaldssorteringen. Alle små knapceller bliver behandlet, som om de indeholder kviksølv, for selv professionelle har svært at se forskel.

Det skal være gratis at aflevere farligt affald
KANUKOKA´s formand har netop opfordret kommunerne til, at der i alle byer og bygder er synlige muligheder for borgerne til at aflevere de brugte batterier. Og han opfordrer kommunalbestyrelserne til ikke at opkræve gebyr for aflevering af de miljøfarlige batterier.

"Det bør ikke koste borgerne penge at indlevere miljøfarligt affald til en korrekt håndtering fremfor at smide det i naturen. Men det koster kommunerne dyrt at skaffe sig af med det miljøfarlige affald, så kommunerne og hjemmestyret må i fællesskab finde en måde at finansiere affaldshåndteringen på”, udtaler Jens Lars Fleischer.

Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til KANUKOKA's direktør Martha Labansen eller projektmedarbejder på "Projekt Miljø i Kommunerne", Kitte Vinter-Jensen  - telefon 32 21 00.  

Hent flere oplysninger om batterier, tungmetaller, kommunernes batterisortering og få gode miljøråd her.