KANUKOKA opfordrer: KØB GRØNT

16. september 2004: KANUKOKAs formand opfordrer kommunerne til at tilslutte sig en indkøbspolitik, der forpligter kommunen til at tænke på miljøet.

Grønne indkøb - klik her

”Det er kommunerne og hjemmestyret, der er storforbrugerne i dette land. Hvis kommunerne og det offentlige generelt begynder at efterspørge mere miljøvenlige produkter, vil det helt automatisk sprede sig til resten af landet. Det offentlige må gå foran, hvis vi skal reducere mængderne af affald og udledningen af miljøfarlige stoffer,” siger Jens Lars Fleischer, KANUKOKAs formand, som i dag har sendt et udkast til en formuleret indkøbspolitik ud til alle kommunerne med en opfordring om at kommunalbestyrelserne diskuterer og vedtager den.

”Vi hører hyppigt at miljøet bliver mere og mere forurenet, og vi kan se, at affaldsmængderne bliver større og større. Årsagen er, at der stort set i alle samfund er en stigning i forbruget. Det kan ikke undgå at forurene, når forbrugsvarer produceres og når de skal bortskaffes igen som affald. Men vi kan vælge de produkter, der forurener mindst. Og det er ikke altid dyrere,” fortsætter KANUKOKAs formand.

Den indkøbspolitik KANUKOKA anbefaler kommunerne at tilslutte sig, indebærer at de offentlige indkøbere tager hensyn til miljøet, når der købes ind, på samme niveau som hensynet til pris, kvalitet leveringssikkerhed og service.

Men det kræver viden at købe ”grønt”. Derfor har KANUKOKA sammen med Direktoratet for Miljø og Natur opfordret til og siddet med i følgegruppen til projektet ”Offentlige Grønne Indkøb”, som Miljøstyrelsen i Danmark finansierer.

Projektet har lavet en række indkøbsvejledninger , som de kommunale indkøbere og alle andre borgere vil kunne hente på KANUKOKAs hjemmeside fra midten af oktober måned. Vejledningerne beskriver hvilke miljøhensyn man kan tage, hvis man f.eks. skal købe ny computer, (arbejds-)tøj, møbler, el-pærer, kontor- og papirartikler og ikke mindst rengøringsmidler. Her kan man også hente information om, hvad alle de forskellige miljø- og energimærker står for. Det er f.eks. let at tage miljøhensyn, hvis man køber produkter, der er mærket med miljømærker, som f.eks Svanen og Blomsten.

”Det skal være let at købe grønt. Derfor vil jeg også opfordre de store importører i vort land til at sørge for, at både det offentlige og den almindelige forbruger kan tage et reelt miljøvalg, når de handler. Det skylder vi vort land og det skylder vi os selv,” slutter Jens Lars Fleischer.        

Grønne indkøb - klik her