Politisk dialog om omsorgssvigtede børn

25. marts 2004: Landsstyret og KANUKOKA har indledt en positiv dialog om at få udarbejdet handlingsplaner omkring de omsorgssvigtede børn.
Landsstyreformand Hans Enoksen, Landsstyremedlem for Sundhed og Familie Asii Chemnitz Narup og formand for KANUKOKA Jens Lars Fleischer holdt møde om, hvordan det offentlige i fællesskab kan sikre ordentlige levevilkår for de omsorgssvigtede børn.

De tal, der drøftes i pressen for øjeblikket, bygger på en undersøgelse, der blev gennemført for to år siden . Derfor er parterne enige om, at det er bydende nødvendigt at få fremskaffet de helt præcise tal for, hvor mange børn, der i dag har behov for at blive anbragt udenfor hjemmet.

Landsstyret og KANUKOKA vil derfor henvende sig til de enkelte kommuner om snarest at dokumentere tre ting, nemlig

· hvor mange børn, det aktuelt drejer sig om,

· hvorfor de skal anbringes udenfor hjemmet, og endelig

· hvilken hjælp, disse børn modtager i dag.

Når tallene foreligger, vil parterne mødes igen og aftale om det næste skridt i handlingsplanen.

For yderligere oplysninger kontakt fg. direktør i Familiedirektoratet, Tabithe Kristensen på telefon 34 50 00, eller direktør i KANUKOKA Martha Labansen på telefon 32 21 00.