|
Fra De Grønlandske Kommuners Landsforenings side går vi ind i det nye år med en spændt forventning om deltagelse i en række store samfundsopgaver. Ikke mindst ser vi frem til starten på forberedelserne til en kommunal strukturreform ved nedsættelse af et strukturudvalg i begyndelsen af dette år - et udvalg, der skal vurdere forskellige fremtidige modeller for offentlig forvaltning og kommunestruktur.
Den strukturreform, der her bliver lagt op til, kommer nemlig til at berøre mange sider af samfundslivet - administrationen, det lokale demokrati og betjeningen af borgerne. Den nye struktur skal opmuntre til lokalt engagement til udvikling af økonomien og erhvervslivet, ligesom den skal give bedre rammer for lokal tilpasning af bygge- og anlægssektoren og skabe bedre grundlag for en koordineret indsats for bæredygtig udnyttelse af ressourcerne inden for fiskeri og fangst. Landsforeningen ser frem til, at kommunerne gennem den nye lovgivning om kommunernes erhvervsmæssige engagement kan medvirke til en erhvervsmæssig udvikling og dermed sikre en gunstig økonomisk udvikling. Landsforeningen ønsker mere éntydede ansvarsforhold omkring anlægsopgaver, så vi fremover kan realisere de opgaver, som er bevilget over finansloven. Kommunerne kan ikke længere leve med den uoverskuelighed, der eksisterer, og som medvirker til manglende realisering af de bevilgede opgaver. Ved en nystrukturering af kommuneordningen i denne foranderlige verden er det vigtigt altid at huske, at mennesket skal stå i centrum. I en samfundsordning, som er bygget på demokratiet, skal mennesket stå i centrum, ligesom det nære folkestyre og en sikker borgerbetjening skal være bærende elementer. Derfor skal den nye administrationsstruktur, som bliver en vital del af den samlede omorganisering af Hjemmestyrets og kommunernes arbejdsområder, være til for mennesket og samfundet - og den nye informations- og kommunikationsteknik skal være til for at gøre administrationsarbejdet lettere og borgerbetjeningen smidigere. I kommunernes landsforening glæder vi os til at være med i dette arbejde, og vi ønsker vores samarbejdspartnere og alle borgere et godt nytår.
Jens Lars Fleischer |