10 kommuner har i 2004 tilsammen sendt i alt 113 tons miljøfarlige akkumulatorer og batterier til genanvendelse. Næsten 22 tons er sendt direkte fra Atlantlufthavnene, Nukissiorfiit og Tele – i alt næsten 135 tons fra hele Grønland.
"For os viser tallene, at kommunerne nu er kommet ind i en god vane med både at indsamle, indberette og ikke mindst sende de miljøfarlige fraktioner til genanvendelse", siger KANUKOKAs direktør Martha Labansen. "Det er en positiv udvikling, som vi forhåbentlig kan følge op på i de kommende år med flere fraktioner af det miljøfarlige affald."
I 2003 modtog Mokana 175 tons fra Grønland. Til sammenligning modtog Mokana ca. 182 tons akkumulatorer fra kommunerne hele i perioden 1998 – 2002.
I 2003 havde mange kommuner tilsyneladende benyttet lejligheden til at sortere i bunkerne og afsende især blyakkumulatorer til Mokana efter at kampagnen "Hit med batterierne" startede.
"Vi havde forventet et noget mindre tal i år, netop, fordi vi havde indtrykket af at mange kommuner benyttede lejligheden til at rydde op i de deponerede bunker sidste år. Men det viser sig, at vi kun har sendt 30 tons færre miljøfarlige battterier og akkumulatorer. Samtidig har 2 kommuner meddelt, at de af økonomiske årsager venter til begyndelsen af det nye regnskabsår med at afsende de indsamlede batterier og akkumulatorer, " fortsætter Martha Labansen. "Det er et spørgsmål vi må tage op, bl.a. i forbindelse med bloktilskudsforhandlingerne. Det må være hele samfundets opgave at bære den økonomiske byrde, det er at omlægge affaldshåndteringen, så den bliver mere miljøvenlig."
Batteriindberetning 2004 - tallene kan hentes her
Læs om hvordan kommunen håndterer affaldet og om forebyggelse af affald på http://www.kanukoka.gl/3337
Med venlig hilsen
Martha Labansen
Direktør