Fisker- og fangerfamiliernes livsvilkår

15. februar 2005: I et fælles brev til landsstyret opfordrer formanden for fisker- og fangersammenslutningen KNAPK, Leif Fontaine, og formanden for de grønlandske kommuners landsforening KANUKOKA, Jens Lars Fleischer, til at få levevilkårsundersøgelsen afsluttet, så der kan tages skridt til afklaring af fangererhvervets forhold.

Fælleshenvendelsen handler om "fisker- og fangerfamiliernes betrængte forhold". Den er foranlediget af et åbent brev til KANUKOKA fra en fiskerkone, Margrethe Nielsen fra Uummannaq, der siger, at "man ikke lade børn sulte" i det vedvarende dårlige vejr, der hersker i denne vinter.

Jens Lars Fleischer har efterfølgende sendt en rundskrivelse til kommunerne. KANUKOKA-formanden spørger kommunerne om de har kendskab til et sultproblem blandt fiskerfamilierne. Samtidig opfordrer han kommunerne til at være opmærksom på landstingsforordningen om hjælp fra det offentlige, der også omfatter fiskere og fangere, der ingen indtægter har.

Leif Fontaine og Jens Lars Fleischer nævner i deres brev, at KNAPK i 2003 på grund af en ekstraordinær hård vinter har opfordret landsstyret til at foranstalte særlig støtte til fanger- og fiskerfamilierne i yderdistrikterne. Landsstyret har dengang henvist til en levevilkårsundersøgelse, der var i gang, og som skulle danne grundlag for afklaring af løsningsmuligheder for fangererhvervet.

Fontaine og Fleischer, der principielt støtter Margrethe Nielsens opfordring om indsamlingskampagne til fordel for de trængte fiskere, efterlyser fuldførelse af den omtalte levevilkårsundersøgelse.