|
Min principielle holdning er, at et nationalt selvstyre skal "starte fra bunden af", hvis det skal have et stærkt fundament. Det vil sige, at det for det første skal være baseret på et folkeligt ønske om selvstyre – og vi ved da, at det ønske har eksisteret længe. Derefter skal alle enheder i samfundets opbygning, fra de mindste til de største – nemlig fra de enkelte familier til bygder, byer og kommuner – styrkes, så selvstyret kan fungere på et solidt grundlag. Det er derfor jeg mener, at kommunalreform-arbejdet og selvstyre-arbejdet hænger tæt sammen. Formålet med den forestående reform af den offentlige sektor og den kommunale struktur har jo det primære formål at styrke samfundsstrukturen på alle måder og at udnytte de forhåndenværende ressourcer på en bedre måde – ikke mindst ved at fremme og skabe udvikling i erhvervslivet. Ved en bedre koordination af de kræfter og ressourcer, der hidtil fordeles til 18 kommuner, og ved at flytte en betydelig del af de kræfter og ressourcer, der hidtil er samlet i Hjemmestyret, ud til regionerne, og ved samtidig at transformere de kræfter og ressourcer, der hidtil bruges til administration, så de anvendes til erhvervsfremme, vil der forhåbentlig – og det er også formålet – ske et markant ryk i den rigtige retning. Hjemmestyrets indførelse i 1979 var et meget vigtigt skridt i forbindelse med den grønlandske samfundsstruktur. Det næste skridt af lignende betydning bliver efter min mening strukturreformen i den offentlige sektor. Det er noget, som man lægger op til vil ske i de nærmeste år, og efter en hurtig gennemlæsning af betænkningen kan man konstatere, at det drejer sig om den største ændring i samfundsstrukturen siden Hjemmestyrets indførelse. Det vil sige, at en reform i den offentlige sektor og i den kommunale struktur ikke er til at komme udenom på vores vej til selvstyre. Det er derfor jeg siger, at at kommunalreform-arbejdet og selvstyre-arbejdet hænger nøje sammen. I det nære arbejde blandt befolkningen ude i kommunerne har vi gang på gang konstateret den kendsgerning, at det er sundt for det enkelte menneske at kunne stå på egne ben – at kunne tage et initiativ selv og søge løsninger og samarbejdsmuligheder frem for at forholde sig passiv. Jeg forestiller mig, at den personlige motivation og initiativlyst vil blive fremmet af reformen inden for den offentlige sektor og den kommunale struktur, og det kan kun underbygge arbejdet for selvstyre. Derfor er arbejdet for at opnå selvstyre på nationalt plan en naturlig proces også fra et kommunalt synspunkt. Selvfølgelig er nationalt selvstyre formelt uden for de kommunale anliggender – det er et område, der hører hjemme under Landstinget og Landsstyret. Men kommunerne er søjler i samfundskonstruktionen, hvor de står for betjening af lokalsamfundet og skal leve og ånde for det nære samfund på godt og ondt. Derfor føler kommunerne et medansvar for, at et selvstyre går godt og udvikler sig på en god måde. Og kommunerne vil søge at leve op til det ansvar ved primært at være med til at fremme erhverv og uddannelse, men samtidig også ved at leve op til deres ansvar på det sociale og det kulturelle område. Jeg håber, at dette kursus vil gavne selvstyreprocessen, så arbejdet, der vil få en gennemgribende betydning i samfundet fremover, kan foregå på en velkoordineret og realistisk måde.
Lars Karl Jensen NB! Lars Karl Jensen tilbød deltagerne i kurset at få oprettet et forum på www.kanukoka.gl, så de kan udveksle idéer og erfaringer i deres kommende arbejde. |
