Aftale om bloktilskud til kommunerne

25. september 2006: Landsstyret og KANUKOKA har i dag indgået aftale om bloktilskud til kommunerne i 2007.

Landsstyremedlem for Finanser, Josef Motzfeldt, og formanden for KANUKOKA, Lars Karl Jensen har i dag underskrevet en aftale om bloktilskud til kommunerne i 2007 . Bloktilskuddet til kommunerne bliver 783,9 mio. kr. i 2007, hvoraf 18,2 mio. kr. er pris- og lønregulering.

Parterne er enige om at kommunernes bidrag til uddannelsesindsatsen fastsættes til 38,8 mio. kr. i 2007.

Landstinget har besluttet at omstrukturere og centralisere skatte- og afgiftsområdet pr. 1. januar 2007. Parterne er enige om, at kommunernes bloktilskud reduceres med 26,3 mio. kr. som følge af overdragelsen af de administrative opgaver på skatteområdet. Parterne er desuden enige i at hæve det kommunale bloktilskud med 8,4 mio. kr. fra 2007, som følge af likviditetsomlægninger og at retten til at påligne tillæg på selskabsskatter, restskatter og overskydende skatter overgår fra kommunerne til hjemmestyret.

Landsstyret vil fra 1. januar 2007 nedsætte selskabsskatten fra 35 til 30%. Parterne er enige om, at bloktilskuddet hæves med 14,5 mio. kr. fra 2008 som kompensation for kommunernes mindreprovenu.

Parterne har derudover aftalt at regulere bloktilskuddet i forhold til førtidspension, boligsikring, nye arbejdsmiljøregler samt børne- og ungeområdet. Derudover har parterne aftalt, at kommunerne får kompensation for udgifter til øget administration som følge af krav om handlingsplaner i landstingsforordning om arbejdsmarkedsydelser og landstingsforordning om offentlig hjælp. Samtidig er parterne enige om, at kommunerne kompenseres som følge af, at den nye landstingsforordning om arbejdsmarkedsydelser giver kpmmunerne mulighed for at yde arbejdsmarkedsydelser i forbindelse med hjemsendte af fabriksarbejdere under produktionsstop.

Josef Motzfeldt, Landsstyremedlem for Finanser
Lars Karl Jensen, Formand for de Grønlandske Kommuners Landsforening

For yderligere oplysninger kontakt Økonomidirektør Peter Beck på telefon 34 52 01 eller direktør Martha Labansen på telefon 32 21 00.  

 
Den 25. september 2006 underskriver KANUKOKA's formand Lars Karl Jensen og landsstyremedlem for Finanser, Josef Motzfeldt, aftalen om bloktilskud til kommunerne 2007.