|
Indlæg fra KANUKOKA ved åbningen af konferencen for bygdebestyrelsesformænd Jeg siger tak for at få lov til på vegne af De Grønlandske Kommuners Landsforening at komme med velkomstord til denne konference for bygdebestyrelsesformænd. Da vi fik at vide, at landsstyret havde planer om denne bygdekonference, rettede vi fra kommunernes landsforening en henvendelse til landsstyreformanden, hvor vi gav udtryk for, at det ville være mere passende, hvis de penge, der var bevilget til konferencen, blev givet til kommunerne, så høringen af bygdebefolkningen blev forestået af kommunerne – fordi bygderne jo hører ind under kommunerne. Når dette er sagt, skal det med det samme understreges, at vi tager godt imod denne konference for bygdebestyrelsesformænd – for det er passende og nødvendigt, når det drejer sig om en så gennemgribende ændring af samfundets organisation. Det er nemlig ganske nødvendigt med en gensidig forståelse og samarbejde mellem de forskellige interesser og befolkningerne i de enkelte regioner omkring den strukturreform, der lægges op til. Vi er vidende om, at det er blevet nødvendigt at reformere strukturen i den offentlige forvaltning – fordi ordningerne og arbejdsgangene trænger til en gennemgribende opdatering og fordi opgaver og byrder skal omfordeles, så en betragtelig del af Hjemmestyrets opgaver skal lægges ud til de regionale myndigheder, nemlig kommunerne. Det er et rimeligt krav, som har været udtalt i mange år, og tiden er inde nu til at opfylde kravet. Vi er også vidende om, at hvis reformen skal gennemføres fuldtud, kan man ikke undgå at berøre spørgsmålet om ordningerne for det lokale demokrati. I kommunernes landsforening lægger vi stor vægt på, at det lokale demokrati fortsat udvikles – så det tilpasses den tid, vi lever i, og til de muligheder, den nye tid byder, og ikke mindst: så man sørger for, at der er mening og indhold i det lokale demokrati. Med disse ord vil jeg på vegne af De Grønlandske Kommuners Landsforening udtrykke et ønske om et inspirerende, velgennemført og resultatrig konference.
Katrine Larsen Lennert |