Smid ikke miljøfarligt affald i skraldespanden

22. november: De kommende uger lander en opfordring om at tænke på miljøet i postboksene hos alle landets virksomheder. Det er KANUKOKAs formand, Lars Karl Jensen, der beder alle kontoransatte om ikke at smide miljøfarligt affald i skraldespanden.
Bilag

Nuuk d. 22. november 2006

I løbet af de kommende uger lander en opfordring om at tænke på miljøet i postboksene hos alle landets virksomheder. Det er KANUKOKAs formand Lars Karl Jensen der beder alle kontoransatte i Grønland om ikke at smide miljøfarligt affald i skraldespanden sammen med det almindelige affald. Det skal i stedet afleveres på den kommunale modtagestation.

Hvad er miljøfarligt affald?

For at gøre det let for alle har KANUKOKAs projekt Miljø i kommunerne lavet en huskeliste der tydeligt viser, hvilket affald der ikke bør smide i skraldespanden. Den er lamineret, så man kan hænge den et centralt sted på kontoret.

Hvor skal det miljøfarlige affald afleveres?

Det miljøfarlige affald skal afleveres på den kommunale modtagestation. Aasiaat, Ilulissat, Maniitsoq, Sisimiut, Qaqortoq og Nuuk kommuner har alle modtagestationer.

De øvrige kommuner har ikke etableret modtagestationer endnu. Kontakt din lokale tekniske forvaltning for at få informationer om, hvor det miljøfarlige affald skal afleveres.

Hvorfor skal det miljøfarlige affald sorteres fra?

Miljøfarligt affald består af flere forskellige affaldstyper, der forurener. Især tungmetallerne BLY, CADMIUM og KVIKSØLV har tendens til at hobe sig op i fødekæden og blive højkoncentreret i især havpattedyr. Cadmium er giftigt for de fleste former for liv. Vi optager cadmium direkte fra vand, planter og dyr. Kviksølv og bly påvirker nervesystemet og hjernen negativt, især på fostre og unger. Vi optager især kviksølv og bly fra kød af havpattedyr og fisk.

Især elektronikaffaldet forurener

Det er især elektronikaffaldet og batterier, der indeholder tungmetaller, der frigøres til lokalmiljøet, når de brændes sammen med det almindelige affald. Samtidig kan stoffer som bromerede flammehæmmere, som bruges i stort set alle typer af elektronik, udvikle forhøjede emissioner af dioxin, som er kræftfremkaldende. Kobberindholdet i elektronikaffaldet kan fungere som katalysator for dioxindannelsen. Der er altså risiko for udvaskning og afdampning af tungmetaller og kemikalier, både når det elektroniske affald brændes og når det deponeres på dumpen

Så der er god grund til at hjælpe kommunen med at lave en bedre og mere miljøvenlig håndtering af affaldet.

Tak for hjælpen

Martha Labansen

Direktør

(59% af Grønlands befolkning har adgang til at aflevere miljøfarligt affald på en modtagestation. Det er borgerne i Qaqortoq, (3.206 ) Nuuk (14.583) Maniitsoq (2.847) Sisimiut (5.399) Aasiaat (3.086) og Ilulissat (4.511) - i alt 33.632 personer i Grønland, der har adgang til en modtagestation. Ved du ikke hvor modtagestationen er - så kontakt Teknisk Forvaltning på dit lokale kommunekontor.)