(Talen blev holdt i det første kursus i Nuuk, som omfatter Østgrønland og sydlige kommuner til og med Maniitsoq. Det andet kursus bliver holdt i dagene 3. - 6. februar i Ilulissat for kommunerne fra Sisimiut til og med Qaanaaq) 

I disse år er man meget fokuseret på behovet for en ændring af strukturen inden for den offentlige administration, og her indgår arbejdet for mennesker der har behov for hjælp, et arbejde som vi alle sammen har interesse i, hvad enten vi er politikere, ansatte eller borgere i dette samfund.

Vi har fra KANUKOKA’s side givet udtryk for, at vi mener at nogle af de sociale forordninger, som skal behandles i disse dage, trænger til en ajourføring og tilpasning til de faktiske forhold, og uden at komme ind på alle de relevante forordninger skal jeg kommentere dem, som vi mener det haster mest at gøre noget ved.

Handicapforsorgen

Siden år 2000 og frem til i dag har man praktiseret en forsøgsordning, hvor man giver kommunerne kompetence til at tage beslutninger og til økonomistyring. De fleste kommuner har deltaget i forsøgsordningen, men de fleste har siden opgivet at være med, og i dag er det kun enkelte kommuner der deltager i ordningen. De kommuner der har opgivet at være med, begrunder dette med stigende omkostninger til støttepersoner til handicappede, udgifter som Familiedirektoratet ikke vil refundere, idet det igennem flere år er blevet præciseret, at der er behov for en samlet løsning af de fra sted til sted forskellige beslutninger og andre forhold, som ikke bør genopridses her. Som følge heraf er en masse sager, der vedrører handicappede, i de seneste år blevet indanket til Det Sociale Ankenævn – dette forhold er ikke tilfredsstillende og er frustrerende for klienterne.

Da man fra de centrale myndigheders side ikke har ønsket af rette op på skævhederne inden for arbejdet for de handicappede, har bestyrelsen for KANUKOKA sidste år besluttet at søge at få løst problemerne ved at bringe sagerne for retten, og da flere kommuner stadig ønsker det, afventer man afgørelserne omkring de enkelte sager indbragt til Det Sociale Ankenævn, inden man går videre i sagen. Vi kan være enige om, at et sagsanlæg ikke er den bedste måde at løse problemet på, og det ville heller ikke have været nødvendigt at gå denne vej, såfremt man inden da havde fundet en tilfredsstillende løsning.

Vejledning i økonomisk styring af de bevilgede midler samt edb-instruks, som Familiedirektoratet sidste år stillede i udsigt, men som man stadig venter på, er blot nogle af eksemplerne.

Vi er gået ind i det sjette år i forsøgsperioden, uden at vi har fået at vide, hvornår forsøgsordningen slutter, hvornår forsøgsordningen bliver evalueret, eller hvilke planer man prioriterer i arbejdet for de handicappede. Hvis skævhederne inden for forsøgsordningen, som tilsyneladende bliver større og større, skal fortsætte, vil vi fra KANUKOKA opfordre til, at man indstiller forsøget og laver en ny ordning ved at tage lære af fejltagelserne.

Arbejdet for omsorgssvigtede børn

Inden for de seneste år har man afleveret en hel masse forslag til initiativer og tiltag for at hjælpe børn der omsorgsmæssigt er svigtet af deres forældre, men desværre hidtil uden videre effekt.

Eksempelvis har Familiedirektoratet de seneste år arbejdet sammen med KANUKOKA for etablering af en fælles venteliste for børn, som kommunerne betragter som det er nødvendigt at anbringe midlertidigt på Familiedirektoratets døgninstitutioner, da man herigennem kan komme over problemet med den tidskrævende og bureaukratiske måde at finde ledige pladser i institutionerne rundt omkring. Familiedirektoratet har i februar 2005 meddelt, at en fælles venteliste, som overholder registerforskrifter, var klar, men denne er ikke realiseret hidtil.

En situation i det sociale arbejde for familier ude på kysten, hvor der opstår behov for at anbringe et barn uden for hjemmet, er an alvorlig sag både for barnet og for familien, og når det konstateres, at der ikke er nogen vej uden om en midlertidig anbringelse, er det afgørende, at en sådan beslutning kan følges op med en anbringelse, og i mangel af anbringelsesmuligheder har nogle af kommunerne oprettet døgninstituioner.

Der bør være muligheder for økonomisk støtte fra centralt hold for kommuner, som selv tager initiativ til oprettelse af sådanne institutioner og selv bekoster dem.

Der er stor mangel på uddannede pædagoger og rådgivere i det påtrængende arbejde for forældre/familien for at afhjælpe problemerne omkring de omsorgssvigtede børn. Der bør åbnes muligheder for en decentral uddannelse inden for disse fag, ligesom der er behov for efteruddannelse af i forvejen ansatte, for derved at højne deres kompetencer.

Professionelle plejefamilier

For at skabe alternativer for at hjælpe omsorgssvigtede børn og andre med behov for hjælp på anden vis, og som der ikke kan skaffes plads til i Familiedirektoratets døgninstitutioner, blev der i 2004 skabt mulighed for at operere med professionelle plejefamilier.

Da der er behov for at aflønne sådanne professionelle plejefamilier højere end almindelige plejefamilier, har der i forhandlingerne om bloktilskud baseret sig på Landstingsfordning om hjælp til børn og unge fra 2003, som har betydet en stigning i kommunernes omkostninger til arbejdet for børn. På landsplan har man budgetteret kommunernes samlede udgifter til børneforsorg i 2004 til 81,6 mio. kr., men regnskaberne ved udgangen af året viser et forbrug på 97 mio. kr., hvilket betyder, at udgifterne til børneforsorg var 15,3 mio. kr. højere end forventet.

For at blive godkendt som professionel plejefamilie er det et krav, at man har en pædagogisk eller en tilsvarende uddannelse, og for at man kan få en dispensation, forudsættes det, at man har erfaring i pædagogisk eller socialt arbejde. Som bekendt er der mangel på uddannede pædagoger i samtlige kommuner – og kun en af fire professionelle plejefamilier man anvender i dag har en pædagogisk uddannelse. For at blive godkendt som professionel plejefamilie uden pædagogisk uddannelse kræver det for øvrigt en godkendelse fra PIP – og det betyder, at familier, som de kommunale socialudvalg har vurderet som egnet til at være plejefamilier kan blive afvist - og rent faktisk bliver det - af PIP, som ikke kender sagen eller familien. Hvis ordningen med professionelle plejefamilier fortsat skal bestå, ønsker vi fra KANUKOKA, at den bliver justeret og opdateret til virkeligheden.

Og til slut: Omkring arbejdet for børn, ældre, handicappede og andre bliver kommunerne til stadighed opfordret fra centralt hold til, at udarbejde politiske målsætninger – men kommunerne savner de centrale myndigheders politiske målsætninger på de nævnte områder – det er vigtigt for kommunerne at vide, hvilke opgaver man centralt prioriterer for de kommende år, ikke mindst for at man kan tage stilling til, hvilke opgaver der i dag løses af hjemmestyret, som kan tænkes at blive overdraget til kommunerne i de kommende år.

Jeg er sikker på at I når gode resultater i de kommende dage, og jeg ønsker jer held i det arbejde.

Lars Karl Jensen

Formand, KANUKOKA