Fredag den 5. oktober fremgår det af Qanorooq, at planerne for centralisering af inkassoområdet er udarbejdet i enighed med De Grønlandske Kommuners Landsforening, KANUKOKA.
KANUKOKA og kommunerne har under hele forløbet understreget, at inkassoområdet bør forblive i kommunerne. Af høringssvaret til forslag om ændringer af landstingslov om inddrivelse og forebyggelse af restance til det offentlige blev det understreget, at en opstramning bedst varetages af de kommende storkommuner, og at KANUKOKA og kommunerne finder Skattedirektoratets forslag til en central model tvivlsom. Forslaget indebærer, at de nuværende ansatte skal skifte arbejdsgiver, men forbliver på deres nuværende arbejdspladser, og som følge af dette inddriver 36 mio. kr. mere om året.
KANUKOKA og kommunerne mener, at kommunesammenlægningerne i sig selv vil medføre en styrkelse af inddrivelsen, uden at man mister viden om og forbindelse til lokalsamfundene. Kombineret med en mere effektiv IT-løsning og en central fordringsdatabase, hvor alle offentlige fordringer samles, vil en decentral løsning, hvor området forbliver i de fire nye storkommuner, være den administrativt billigste og mest effektive løsning.
KANUKOKA har forelagt dette løsningsforslag for tre af de fire landsstyremedlemmer, som inden for det sidste halve år har haft ansvaret for området, og er også villige til at drøfte forslaget med det nuværende landsstyremedlem. Vi er helt enige i, at der bør ske stramninger på området, men vil ikke tages til indtægt for, at forslaget til centralisering er sket i enighed med KANUKOKA.
Med venlig hilsen
Søren Alaufesen