Da mit forsøg på at udtrykke et ønske om en mere nuanceret og bredere debat om spørgsmålet om vækstbyer og placeringen af disse desværre er kommet til at fremstå som et skænderi mellem mig og Nuuks borgmester Agnethe Davidsen om borgmestermøder, vil jeg herved holde fast på det væsentlige i min tidligere udtalelse.
Jeg mener stadigvæk, at det er de kommende kommunalbestyrelser i de nye storkommuner, der skal træffe den endelige afgørelse om behovet for kraftcentre og hvor de skal være.
Jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at man i de nuværende kommunalbestyrelser og blandt borgmestrene løbende drøfter fremtiden i og konsekvenserne af dannelsen af sammenlagte storkommuner. Det er godt for demokratiet, at disse emner bliver debatteret på en god og åben måde. Det ville klæde demokratiet, at de fire borgmestre fra de store byer inddrog deres kommende sammenlægningskommuners kommunalbestyrelser og regionens borgere i hvilke anbefalinger, de er kommet frem til, så der kan komme en folkelig debat om emnet.
Min reaktion i sidste uge kommer nemlig på baggrund af konkrete henvendelser fra borgmestre, der er utilfredse over, at de fire borgmesterkolleger angiveligt har udpeget fremtidens kraftcentre. Uden at jeg på forhånd binder mig til en bestemt løsning på spørgsmålet vil jeg sige, at man skal have lov til at have en anden begrundet mening.
Agnethe Davidsen lægger i sit svar kraftig vægt på, at KANUKOKA kun er en tjener – eller en kiffaq – også i den forbindelse. Det er jeg helt enig i. Jeg ved også, at landsforeningens folk ser det som en ære at betjene kommunerne. Og jeg glæder mig over at kunne stå til tjeneste for kommunerne ved at lytte til ønskerne fra forskellige steder og tage ting op til politisk debat, hvis jeg synes det er væsentligt.
Med venlig hilsen
Lars Karl Jensen
Formand for KANUKOKA