Den gode skole og lærermangelen

11. april 2007: KANUKOKA's formand fokuserer på lærermangel, lærerflytninger og arbejdstid i sin tale ved åbningen af lærerforeningen IMAK's store folkeskolekonference ”Naleqqiiffik” 11. - 13. april i Katuaq i Nuuk.
Tale af KANUKOKA’s formand
Lars Karl Jensen ved åbningen
af skolemessen ”Naleqqiiffik”

Uddannelse og kompetenceudvikling er forudsætninger for vækst og øget velfærd og samtidig grundlaget til personlig udvikling såvel i arbejdslivet som privat.

Atuarfitsialak, den gode skole, er et væsentligt element i det fundament, hvorpå morgendagens samfund skal bygges, og skolen står derfor aktuelt overfor en lange række udfordringer.

Folkeskolen skal være et bredt og rummeligt hus, der levner plads til at dyrke de enkelte elevers individuelle kompetencer og styrker. Der skal være plads og mulighed for faglig udvikling for både de bogligt stærke elever og de elever, der har andre interesser og besidder andre styrker end de rent boglige.

For varetagelse af denne vigtige opgave er det af væsentlig betydning, at der er tilstrækkeligt med kvalificerede undervisere til at uddanne de kommende generationer.

Aktuelt er der en omfattende lærermangel, og denne lærermangel er en forhindring for den fortsatte udvikling af Atuarfitsialak.

Landsstyremedlem for Uddannelse, Tommy Marø og jeg holdt derfor møde medio december 2006 for at drøfte lærermanglen og ønsket om at begrænse de mange lærerflytninger midt i skoleåret.

Som følge af dette møde er der nedsat en lærermangelarbejdsgruppe, med deltagelse af lederne af Iliniiarfissuaq, Inerisaavik, samt embedsmænd fra KIIIP og KANUKOKA.

Det er hensigten, at arbejdsgruppen fremlægger sine anbefalinger medio juni 2007.

Indtil videre har arbejdsgruppen opgjort lærermanglen i indeværende skoleår til 356 lærerstillinger.

Der gennemføres derfor en undersøgelse af timelærernes uddannelsesniveau, idet det bør undersøges og overvejes om og i givet fald hvorledes, der kan tilbydes opgraderingsmuligheder for timelærerne – og derigennem delvist afhjælpe lærermanglen.

Det er dog ikke alene efter- og videreuddannelse, der er inde i overvejelserne som hjælpemiddel til reduktion af lærermanglen.

Arbejdsgruppen har derfor også fået i opdrag at undersøge, hvor stor en del af lærernes lønnede arbejdstid, der går med undervisningsopgaver og øvrige opgaver, samt i hvilket omfang disse øvrige opgaver eventuelt kan dækkes af ikke-læreruddannede, i første omgang indenfor gældende aftaler, men på sigt gennem forhandling med IMAK.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at en sådan omlægning vil kunne reducere lærermanglen.

KANUKOKA ser lærerne som en afgørende ressource i udviklingen af det grønlandske samfund, hvorfor det er mit håb at man fra IMAK’s side positivt vil medvirke til afhjælpning af den store lærermangel – for blandt andet derigennem at bringe den grønlandske folkeskole et skridt nærmere den succes, som skolen og vores børn rettelig fortjener.

Jeg vil derfor afslutte med at udtrykke ønsket om en god og udbytterig skolemesse.

Pressemeddelelse fra IMAK om "Naleqqiiffik" - klik her