23. august 2007
Vedr. Jeres udtalelser om centralisering af skat, planerne om centralisering af inkasso samt om overdragelse af ansvarsområder til kommunerne
Som udgangspunkt vil jeg gerne takke for jeres deltagelse i debatten omkring centralisering af skat og inkasso. Desto flere som ytrer sig om sagen, desto større er chancen for at skabe landspolitisk interesse for de uhensigtsmæssigheder, der er forbundet med at fjerne opgaverne fra kommunerne.
KANUKOKA har gennem længere tid forsøgt at råbe landsstyret op, hvilket foreløbig har resulteret i møder med tre forskellige landsstyremedlemmer med ansvar for området. De har alle været forstående over for de problemstillinger, KANUKOKA har fremlagt, men det ser ud til, at lov-arbejdet og centraliseringsplanerne får lov at fortsætte.
Skattecentraliseringen har givet kommunerne problemer med at vurdere størrelsen af de løbende skatteindtægter, og flere kommuner har fået problemer med den løbende likviditet som følge af ændrede pengestrømme. KANUKOKA har i denne forbindelse aftalt med Økonomidirektoratet, Skattedirektoratet og Aasiaat Kommune, at vi i fællesskab foretager en gennemgribende undersøgelse af likviditet og pengestrømme i Aasiaat Kommune, for at få kortlagt de reelle ændringer som vedrører skattecentraliseringen. Undersøgelsen i Aasiaat Kommune vil danne grundlag for tilsvarende undersøgelser af forholdene i de øvrige kommuner, og hvis det viser sig, at kommunernes likviditet er blevet undermineret af centraliseringerne, så vil vi kræve kompensation herfor.
KANUKOKA har næsten dagligt været i kontakt med Skattedirektoratet om øget adgang til data om de løbende skatteindtægter, og rettede før sommerferien en skriftlig henvendelse til direktoratet for at få en afklaring på sagen. Dette har resulteret i, at Skattedirektoratet har beklaget den nuværende situation overfor kommunerne, og vi er orienteret om, at sagen er højt prioriteret og at der snarligt forventes en afklaring af problemerne.
Vi er således helt enige i den kritik, der fremsendes fra den sydgrønlandske kommuneforening, og vil med dette brev understrege, at KANUKOKA er meget aktive omkring problemstillingerne.
Sydgrønlands Kommuneforening gør desuden opmærksom på, at de ønsker processen om afgræsning af opgaver, som i forbindelse med strukturreformen skal overdrages til kommunerne fremskyndet. I denne forbindelse har KANUKOKA udarbejdet et forslag til en tidsplan for arbejdet, som allerede er fremsendt til Grønlands Hjemmestyre. Vi har ikke fået tilbagemeldinger endnu, men har alligevel valgt at behandle tidsplanen i den administrative styregruppe fredag i denne uge. Af planen fremgår det, at kommunerne ønsker en afklaring af følgende områder: Børne- og ungeinstitutionerne, handicapområdet, PPR, vidtgående specialundervisning, alkoholbehandling, anlægsområdet, boligområdet, lufthavne, havne og sundhedsområdet.
Det er anbefalet at arbejdet igangsættes i september og afsluttes inden marts 2008. Datoen er fastsat, så kommunerne kan lade resultaterne af forhandlingerne indgå i budgetlægningen for 2009. Deadline for arbejdet med følgende områder er anbefalet til marts 2009: Infrastruktur, energi, forsyning, erhverv, fiskeri og miljø – da vi må være realistiske i forhold til, hvad kommunerne kan magte at få overdraget, når en fornuftig proces omkring sammenlægningerne også skal sikres.
KANUKOKA har i planen forudsat, at den allerede godkendte forhandlingsstruktur vil blive benyttet i forbindelse med forhandlinger om overdragelse af nye opgaver. Dette vil sige, at alle relevante forhandlingsoplæg vil blive behandlet i såvel det særlige udvalg som den administrative styregruppe ud fra oplæg fra de faglige arbejdsgrupper, så præcise og konkrete forhandlingsoplæg kan foreligge, når overgangsudvalgene tiltræder.
Med venlig hilsen
Søren Alaufesen
Formand for KANUKOKA