Åbent brev til Landstinget og Landsstyret
København, den 15. marts 2007
Borgmestrene fra de grønlandske kommuner har den 14. marts 2007 gennemgået og drøftet Landsstyrets status på strukturreformarbejdet . Materialet danner grundlag for Landstingets behandling af sagen og har ikke forudgående været til høring i kommunerne. Det fremgår af oplysningerne i dokumentet, at en række forudsætninger er ændret, og derfor konkluderer borgmestrene, at tidspunktet for kommunesammenlægningerne bør ændres fra 1. januar 2009 til 1. januar 2010
Indstillingerne om overdragelse af opgaver fra Hjemmestyret til kommunerne er for en dels vedkommende ikke foretaget med udgangspunkt i Strukturudvalgets betænkning, hvilket betyder, at en række for kommunerne vigtige områder helt er udeladt af materialet. Desuden er en række områder indstillet bibeholdt i Hjemmestyret på trods af Strukturudvalgets indstilling om overdragelse.
Udgifter til merudgifter i overgangsperioden er fastlagt uden kommunernes inddragelse. Men borgmestrene er især utrygge ved, at Landsstyret ikke har taget stilling til Strukturudvalget forudsætninger for besparelsespotentialet på 218 mio. kr. I denne forbindelse har Landsstyret selv været medvirkende til at ændre på en lang række forudsætninger, som betyder, at besparelserne ikke vil kunne opnås – herunder f.eks. at centraliseringen af skatteområdet er foretaget, at Ombudsmandsinstitutionen ikke bliver berørt og at der ikke er afsat bevillinger til IT-automatisering af arbejdsgange i kommunerne.
Borgmestrene vil understrege, at der fortsat er fuld opbakning til strukturreformen og at der fortsat er enighed om ønskerne for sammenlægninger af de kommende storkommuner.
Det synes dog urealistisk, at den udmeldte tidsplan om sammenlægninger den 1. januar 2009, som betyder fire-måneders forkortelse af de nuværende kommunalbestyrelsers funktionsperiode, kan overholdes på en god måde, hvorfor der er enighed om, at processens start den 1. januar 2010 vil være mere betryggende.
Beslutningen er truffet i fuld enighed blandt de fremmødte borgmestre.
På vegne af borgmestrene
Simon Simonsen
Landsstyreformandens kommentar til denne udtalelse - klik her