Styrkelse af familien – en højaktuel sag for alle

7. november 2007: Det er glædeligt, at der i befolkningen er en udvikling i gang med dannelse af interessegrupper, der sætter fokus på udfordringerne – et udtryk for forståelsen af, at det ikke nytter kun at henvise til myndighederne, mener KANUKOKA's formand.

Som landsorganisation for de lokale myndigheder, kommunerne, er KANUKOKA vidende om tendenserne i de sociale forhold rundt omkring i landet. Blandt andet gennem organisationens årlige fællesmøder for socialchefer får vi førstehåndsorientering om, hvilke problemer, de lokale socialarbejdere bliver konfronteret med i deres daglige virke, og hvordan de prøver at løse opgaverne.

 

Vi har i den forbindelse gjort to vigtige erfaringer, der gang på gang har vist sig at hænge sammen: For det første, at der skal arbejdes med familien i centrum for at komme omsorgssvigt til livs. For det andet, at der er ingen der kan løbe fra ansvaret for, at børn ikke har det godt – hverken forældre­ne selv eller myndighederne!

 

I den heftige debat, der er fulgt i kølvandet af Danmarks Radios tv-udsendelse, ”Flugten fra Grøn­land”, er der blevet sagt ret unuancerede ting om ansvarsforhold.

 

I forbindelse med debatten om selvstyre for tre år siden sagde den daværende formand for KANUKO­KA følgende: ”Søj­lerne til et solidt selvstyre skal være de enkelte regioner, der er velfungerende på godt og ondt, samt aktive borgere og stærke familier.”

 

Vi hæfter os her ved ”stærke familier”. Her tænkes der ikke på problemfrie familier – for sådan nogle findes ikke – men familier, der er i stand til at håndtere og forebygge problemer, så børne­­ne kan begå sig bedre i skolen og blive rustet til at tackle udfordringerne i dagligdagen.

 

En stærk familie er – uanset social baggrund – de forældre, der ansvarsbevidst prioriterer børnenes behov højt, både hvad angår det grundlæggende følelsesmæssige (eller det åndelige om man vil) og det materielle. Vi behøver ikke her at henvise til nogen statistik. Det er en kendsgerning, som med­arbejderne i de kommunale institutioner, skoler m.v. konstaterer i deres arbejde hver eneste dag.

 

Det er således også en kendsgerning, at det er vigtigt, at man er bevidst om, at enhver har sin ansvarsbyrde at bære – den enkelte har sin og samfundet som helhed har sin.

 

Det betyder, at myndighederne, både kom­munerne og hjemmestyret, har ansvaret for at etablere et velfungerende sikker­hedssystem, der skal træde til, når forældrenes ressourcer ikke rækker.

 

  • Alle gode initiativer for at etablere familiecentre og -rådgivning skal derfor koordineres og prioriteres mellem kommunerne og Hjemmestyret for at intensivere behandling af hele familier. De rådgivningscentre, som er etableret i kommunerne med støtte fra Hjemmestyret, skal følges op ved løbende evaluering af metoder.
     
  • Der skal være en meget bedre koordination af de forhåndenværende ressourcer og tiltag i kommunerne og Hjemmestyret for at understøtte formålet med at styrke den enkelte familie. I den forbindelse skal det påpeges, at der er administrative opgaver i socialforvaltningerne, der tager en for stor del af sagsbehandlernes tid. Samtidig er der i kommunerne for lidt fagpersonale til at tage sig af de mange børn-unge-familiesager, der kræver en længerevarende indsats.
     
  • KANUKOKA har i årevis gjort opmærksom på behovet og nødvendigheden af indsamling af data, der kan bruges af det offentlige som dokumentation til prioritering af indsatser især på børne- og ungeområdet. Det er derfor oplagt at bruge de seneste resultater af undersøgelserne til at lave særlige indsatsområder ved f. eks. at oprette puljer i bevillings­systemet for at modvirke omsorgssvigt. KANUKOKA har tidligere tilbudt at stå for etablering af krisehjælp, særligt i forhold til børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb.
     
  • Vi skal fordomsfrit prøve at udnytte forskningsresultater og erfaringer udefra, ligesom nye metoder og arbejdsgange bør afprøves systematisk i samarbejde mellem kommunerne og Hjemmestyret. 

De grønlandske kommuners Landsforening har gennem årene gjort hvad organisationen har i sin magt for at gøre opmærksom på indsatsområder og komme med forslag om måder at forebygge og modvirke problemer inden for børne- og ungeområdet.

 

For fem år siden foretog KANUKO­KA en undersøgelse af kommunernes behov for behandlings­muligheder for omsorgssvigtede børn og unge.

 

Resultaterne af undersøgelsen, som blev offentliggjort (dog uden at skabe en nær så stor opmærk­­­­­somhed som DR’s tv-udsendelse for nylig), talte klart for stor indsats for styrkelse af familierne. Det er faktisk en højaktuel sag for alle. Og det er glædeligt, at der i befolkningen er en udvikling i gang med dannelse af interessegrupper, der sætter fokus på udfordringerne – et udtryk for forståelsen af, at det ikke nytter kun at henvise til myndighederne.

  

Med venlig hilsen 

Søren Alaufesen
Formand for KANUKOKA