Ved Maniitsoqs 225-års jubilæum
For 25 år siden, da denne bys 200-års jubilæum blev fejret, bragte Atuagagdliutit en artikel med overskriften: ”En velsignet dag” – det var nemlig en strålende dag med godt vejr og mange gode oplevelser.
Jeg er ikke i tvivl om, at det samme vil kunne siges, når jubilæumsdagene er forbi og vi ser tilbage: En velsignet dag!
Når man læser programmet for jubilæumsarrangementerne kan man da også se, at værterne ønsker, at det bliver uforglemmelige dage, der giver glæde til som mange borgere som muligt.
”Der er så meget at glæde sig over i livet …” – lyder den første linie i en velkendt sang af en af vore egne sangskrivere. Og det er sandt!
Levevilkårene har skiftet gennem historien. Denne by har oplevet højkonjunkturer i erhvervslivet, hvor driftige fiskere og dygtige fiskeindustriarbejdere har haft meget at se til. Men vi ved, at byen også har oplevet tilbagegang med stagnerende økonomi og tiltagende arbejdsløshed. I denne situation er det tydeligt, at folk i denne by har bevaret den optimisme og ukuelighed, som de har arvet fra deres forfædre. Sådan skal det være – for der er nemlig så meget at glæde sig over i livet!
Jeg håber, at denne jubilæumstid vil blive brugt til at give yderligere næring til denne motiverende indstilling.
Som formand for de grønlandske kommuners landsforening er jeg stolt over at blive inviteret til og være med i denne fest. Og jeg vil benytte lejligheden til at lufte en tanke, som KANUKOKA ved flere lejligheder i år har fremført til nærmere overvejelse – nemlig spørgsmålet om hvordan nærdemokratiet kan udvikles i det moderne samfund med en avanceret informationsteknologi og hvor mobiltelefoner er næsten hvermandseje.
De grønlandske kommuners Landsforening giver sin principielle støtte til bevarelse af bygdebestyrelsesordningen og til en nyskabelse i form af lokalråd i forbindelse med reformen af den offentlige struktur.
Men uanset hvad man gør og skaber, hvad vil det nytte, hvis bygdebestyrelserne og lokalrådene ikke har noget at bestemme over? Det er hovedspørgsmålet. Hvad kan vi gøre i den nye offentlige struktur, der er lagt op til med geografisk store kommuner, for ikke at forringe lokaldemokratiet, men tværtimod for at give det større og stærkere indhold? Jeg er sikker på, at borgerne i Maniitsoq kan bidrage til besvarelse af spørgsmålet.
Med disse ord til eftertanke vil jeg gerne på vegne af KANUKOKA ønske jer tillykke. Jeg har en lille erkendtlighed med til kommunen …