Det kommende valg til kommunalbestyrelserne i de nye fire storkommuner udløser et par praktiske spørgsmål omkring det forhold, at der i hvert fald i den første valgperiode vil være såkaldte geografiske repræsentanter for de nuværende kommuner. Ordningen er indarbejdet i Landstingets særlov om strukturreformen af den offentlige sektor, og kommer af et politisk ønske om sikring af en bred, lokal repræsentation i de nye geografisk omfangsrige kommuner.
Denne ordning optræder indtil videre kun i denne særlov, da valgloven endnu ikke er taget op til revision.
Der vil være en geografisk repræsentant for hver nuværende kommune (eller „oprindelig" kommune, som det hedder i særloven).
Da den kommende Nord-kommune bliver sammensat af otte kommuner, vil der således være otte geografiske repræsentanter ud af de i alt 21 medlemmer af den nye kommunalbestyrelse. I Midt-kommunen, som bliver sammensat af to kommuner, vil der være to geografiske repræsentanter ud de i alt 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer. I Øst/Vest-kommunen vil der være fem ud af de 21. I Syd-kommunen tre ud af de 15.
Hvem bliver geografiske repræsentanter?
Hjemmestyrets Indenrigskontor, der administrerer love, der har med valg at gøre, bekræfter overfor KANUKOKA følgende:
· Geografisk repræsentant bliver den kandidat i det største parti eller kandidatforbund, som har opnået flest personlige stemmer.
· Kandidaten skal have bopæl i den pågældende, nuværende kommune.
· Det er kun stemmerne fra kandidatens nuværende bopælskommune, der tæller med ved opgørelsen af hvem, der opnår valg som geografisk repræsentant.
Når de geografiske repræsentanters mandater er besat, fordeles de øvrige mandater ud fra, hvilke partier eller kandidatforbund, der har fået flest stemmer i hele storkommunen, og ud fra flest personlige stemmer inden for de enkelte partier eller kandidatforbund.
Indenrigskontoret er ved at lægge sidste hånd på vejledning til valgbestyrelser, der lokalt skal lede valgproceduren den 8. april.
Opgørelse ud fra 2005-tal
For at anskueliggøre de nye valgregler, har KANUKOKA forsøgt at beskrive sammensætningen af de nye kommunalbestyrelser ved brug af resultaterne af det sidste kommunalvalg, der fandt sted den 5. april 2005. Her er der selvfølgelig ikke taget hensyn til, at nogle af de valgte i 2005 senere er trådt ud af kommunalbestyrelsen af forskellige årsager. Heller ikke er der taget hensyn til, at en del af de valgte har skiftet politisk ståsted senere.
De samlede beregninger kan hentes her nederst på siden. Kandidatlisterne, der vises i materialet, er kopier fra Hjemmestyrets valgdatabase.
Ifølge beregningerne vil mandatfordelingen på partierne i de nye kommunalbestyrelser se sådan ud, når man som sagt regner ud fra stemmetallene i 2005:
Syd-kommunen
(15 kommunalbestyrelsesmedlemmer)
| Atassut | 2 |
| Demokraterne | 1 |
| Inuit Ataqatigiit | 4 |
| Siumut | 8 |
Øst/Vest-kommunen
(21 kommunalbestyrelsesmedlemmer)
| Atassut | 3 |
| Demokraterne | 5 |
| Inuit Ataqatigiit | 4 |
| Siumut | 8 |
| Kandidatforbund 1 (IVI) | 1 |
Midt-kommunen
(15 kommunalbestyrelsesmedlemmer)
| Atassut | 3 |
| Demokraterne | 2 |
| Inuit Ataqatigiit | 3 |
| Siumut | 7 |
Nord-kommunen
(21 kommunalbestyrelsesmedlemmer)
| Atassut | 5 |
| Inuit Ataqatigiit | 5 |
| Siumut | 9 |
| Kandidatforbund nr. 1 | 2 |
Spredning eller samling af stemmer
Et nærmere kig på fordelingen af stemmerne, og hvad den betyder for mandatfordelingen, kan føre til et par interessante slutninger.
Når man f. eks. ser på fordelingen af mandaterne i Syd-kommunen, er det påfaldende, at nuværende Narsaq kommune er særlig stærkt repræsenteret med i alt seks kommunalbestyrelsesmedlemmer. Kandidater fra Nanortalik kommune har fået to pladser, mens kandidater fra Qaqortoq kommune har fået syv. Når man fordeler ud fra befolkningstal vil tallene være fire-fire-syv.
Det er betydningen af antal personlige stemmer, der viser sig her. Noget om, hvor stor en spredning eller en samling, der er omkring de enkelte kandidater.
De samlede partistemmer er, som de er. Men lokalpolitikere fra Narsaq får et godt valg og trækker til sig, fordi stemmerne er mere samlet omkring nogle stemmeslugere i området. Nanortaliks lokalpolitikere får et mindre godt personligt valg, fordi deres stemmer er mere spredt og har fordelt sig i mindre portioner blandt kandidaterne. Og hvad kan man så lære af det?
Bilag: „Hvorledes opgøres valgresultatet i forbindelse med kommunalvalget den 8. april 2008" for henholdsvis Syd-kommunen, Øst/Vest-kommunen, Midt-kommunen og Nord-kommunen.
(Materialet er også offentliggjort i Strukturnyt nr. 15)