I et brev til Landsstyret og Landstinget af den 3. november 2008 konstaterer Enok Sandgreen, at sparebestræbelserne vil ramme forskellige områder, som vedrører folkeskolen. "KANUKOKA anser dette som en uhensigtsmæssig prioritering. Hundredvis af medarbejdere i folkeskolen vil blive berørt i form af ophævelse af kurser og videreuddannelse af medarbejdergrupper, lærere og ledelse," skriver han.
I et andet brev, udsendt den 7. november 2008, advarer Enok Sandgreen mod besparelser på boligbyggeriet.
"Jeg ser disse besparelsesforslag som, at Landsstyret er i færd med at overdrage alt ansvaret vedrørende boligbyggeri i de større byer til kommunerne uden at der følger midler med," udtaler Enok Sandgreen.
Formanden for Overgangsudvalget for Øst/Vest-kommunerne, Asii Chemnitz Narup, udtrykker stor bekymring i forbindelse med finanslovsforslaget. En nærmere gennemgang af de enkelte konti viser nemlig, at omkring 75 procent af de foreslåede besparelser rammer den kommende Kommuneqarfik Sermersooq. Eksempelvis forsvinder den særlige hovedstadsløsning på boligområdet helt og der er minimale bevillinger til 20/20/60-byggeri.
Hermann Berthelsen, formand for Overgangsudvalget i Midt-kommunen, spørger, hvorledes Landsstyret forventer, at boligbyggeriet skal finansieres i de kommende år. Han vil endvidere gerne vide, om Landsstyret forventer at give afslag til private borgeres ansøgninger om tilskud til 20-20-60-byggerier. Ifølge Midt-kommunens oplysninger er dette ikke sket tidligere.
Udskrift af brevene kan hentes herunder.