Dialog i stedet for irettesættelser

15. september 2009: Borgmestrene og KANUKOKA reagerer på landsstyremedlem Anthon Frederiksens udtalelser i KNR-TV-avis om de nye kommuners økonomi og om strukturreformen.

Landsstyremedlemmet for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø, Anthon Frederiksen, har ganske ret, da han i Qanorooq den 14. september fortæller, at kommunerne og deres landsforening har støttet og deltaget i strukturreformen, sådan som den bliver formuleret i ”Betænkningen vedrørende en strukturreform af den offentlige sektor” fra slutningen af 2005.

 

Men det er ren demagogi, når han i samme nyhedsudsendelse mere end antyder, at de nuværende kommuner ikke har læst betænkningen og ikke forbereder sig godt nok til at håndtere følgerne af reformen.

 

Dette bruger landsstyremedlemmet til at irettesætte borgmestrene, som i sidste uge kraftigt påtalte Selvstyre-regeringens besparelsesforslag på bloktilskuddet til kommunerne. Borgmestrene og KANUKOKA har påpeget, at forslaget om årlige besparelser i finansloven på 36 mio. kr. er uigennemtænkte og mangler sammenhæng med de helhedstanker, der er vedtaget omkring strukturreformens formål, form og gennemførelsesrytme.

 

Det virker grotesk, når Anthon Frederiksen samtidig lader som om, han ikke ved, hvorfor en del af Hjemmestyrets, nu Selvstyrets, opgaveområder ikke er blevet overført til de nye kommuner pr. 1. januar 2009 (overførelse af opgaveområder til kommunerne er en integreret del af strukturreformens tanker). Landsstyremedlemmet har nemlig som borgmester indtil slutningen af 2008 været en meget markant fortaler for, at overførelse af nye opgaver til kommunerne skal være velforberedt og økonomien skal være færdigforhandlet.

 

Borgmestrene glæder sig til at mødes med Naalakkersuisut, Selvstyre-regeringen, i næste uge. Vi håber, at Anthon Frederiksen også deltager i mødet, så kommunikationen ikke kun sker via nyhedsmedierne. Vi glæder os til at føre dialog med de nye centrale politiske myndigheder om økonomien i forhold til de realiteter, som de nye storkommuner eksisterer under og er i gang med at udfordre.


Med venlig hilsen

på vegne af borgmestrene Simon Simonsen (Kommune Kujalleq), Asii Chemnitz Narup (Kommuneqarfik Sermersooq), Hermann Berthelsen (Qeqqata Kommunia) og Jess Svane (Qaasuitsup Kommunia)

 

Enok Sandgreen
formand for KANUKOKA


Klik her for at læse tidligere pressemeddelelse om samme emne