Konferencen holdes i Hotel Arctic i Ilulissat i dagene fra torsdag den 26. februar til og med søndag den 1. marts 2009.
I konferencen deltager først og fremmest udvalgsformænd og forvaltningschefer på social- og skoleområderne i de fire kommuner. Derudover ventes Landsstyret repræsenteret med landsstyremedlemmer på de tilsvarende områder.
Konferencen bliver en konkret opfølgning af den beslutning , som KANUKOKA’s bestyrelse (herunder de fire borgmestre) traf i sit første møde i år om at gå det sociale system på børnefamilieområdet efter i sømmene. Det skete efter fornyede efterretninger om problematikken sultne børn.
På konferencen skal der sættes fokus på to landstingsforordninger, den ene om hjælp fra det offentlige, og den anden om hjælp til børn og unge.
Vi skal have afklaret, om lovgivningen på de to områder udnyttes optimalt – og hvilke begrænsninger, de to forordninger sætter for at give akut hjælp.
Er sagsbehandlernes vejledning og råd til børnefamilierne god nok? Og er der behov for forhøjelse af satser pr. barn under offentlig hjælp? Det er så meningen, at besvarelse af bl. a. disse spørgsmål skal styrke og forbedre de kommunale udvalgs og kommunalbestyrelsernes håndtering af de konkrete problemer, ligesom det skal give Hjemmestyret et fingerpeg om, hvilken lovgivningsmæssig og økonomisk indsats, der skal gøres fra centralt plan.
De Grønlandske Kommuners Landsforening har på grundlag af lokale erfaringer rundt omkring i kommunerne i de seneste år påpeget vigtigheden af intensivering af arbejdet for at styrke familierne. Rapporter har genbekræftet, hvor væsentligt, det egentlig er. Og det er Landsforeningens ønske, at den forestående konference vil føre til mærkbare forbedringer for arbejdet på området.
Med venlig hilsen