KANUKOKA-formandens nytårsønske

1. januar 2009: "Det nye år, hvor vi træder ind i nye forhold i den kommunale struktur, vil have ekstra behov for samarbejde og gensidig respekt," skriver Enok Sandgreen i sin nytårsudtalelse.
Bilag

Det nye år, hvor vi træder ind i nye forhold i den kommunale struktur, vil have ekstra behov for samarbejde og gensidig respekt. Vi må nemlig have i mente, at det er forbedring og forenkling af borgerbetjeningen, som er hovedformålet med den strukturreform i den offentlige sektor, der nu fører til sammenlægning af kommunerne. Og det er i henhold til dette højere formål, at vi skal ud­føre vort arbejde på forskellige niveauer.

 

Sammenlægningen af 18 kommuner til fire, og den strukturreform, den er et led af, er en stor udfordring, vi har taget i vort vidtstrakte land.

 

Selvom der allerede er lagt store kræfter i forberedelsen, vil det således være urealistisk at forvente, at alle små og store prikker bliver sat på plads fra den første dag. Men selvfølgelig skal problemer og hindringer søges løst hurtigst muligt i samarbejde og gensidig forståelse i dialogens ånd og ved udnyttelse af dagens kommunikationsmidler.

 

I øvrigt er det ikke meningen, at hele strukturreformen sker på én dag. Vi har dog ved dette årsskifte fået formelle rammer, der åbner for nye muligheder for udvikling af betjeningen af borgerne i dette land – og vi glæder os til at begynde at udnytte disse muligheder. Det er ikke kun én gang, at ønsket om at etablere et reelt samarbejde er blevet drøftet i de 18 kommuners tid, og nu gælder ingen undskyldninger for ikke at søge at realisere et sådant samarbejde.

 

Ønsket om en stærk start for kommunerne i enhed og i samarbejde med deres landsforening i den nye struktur kom til udtryk, da delegeretmødet i efteråret besluttede, at de fire kommende borgmestre skulle deltage i foreningens bestyrelse. Vi har allerede glæde af denne beslutning, som vi føler som en styrkelse.

 

Vi vil gerne udtrykke mange tak til de afgående kommunalbestyrelser og deres mange medarbejdere, som har udført det vigtige arbejde det er at servicere borgerne. Og vi ønsker de nye kommunalbestyrelser en god start, så de sammen med deres medarbejdere kan lede regionerne i det gode formåls tjeneste. Vi ønsker alle borgere et godt og lykkebringende nytår.

 

Med venlig hilsen 

Enok Sandgreen
formand