Åbent brev til Kuupik Kleist

16. marts 2010: Borgmestrene har bedt formanden for Naalakkersuisut om et møde for at drøfte spørgsmålet om, hvad det samlede landsstyre vil med strukturreformen. Læs herunder brevet fra KANUKOKA's formand.

Åbent brev

Vedr. den videre forberedelse af overførsel af opgaveområder til kommunerne

Ærede formand for Naalakkersuisut,

Borgmestrene og bestyrelsen for De Grønlandske Kommuners Landsforening vil hermed anmode om et møde med dig og Naalakkersuisut for at drøfte den videre forberedelse af overførsel af opgaveområder til kommunerne i lyset af hele strukturreformen af den offentlige sektor.

Vi beder om dette møde fordi vi kan se, at det nu er blevet nødvendigt at samle trådene og få en afklaring af, hvilke fælles mål, der skal tages for at fortsætte strukturreformen.

Det skal her specifikt henvises til Naalakkersuisuts beslutning om, at døgninstitutionerne indtil videre skal være i Selvstyrets regi, samtidig med, at der er meddelt, at Selvstyret ikke vil overdrage vejlednings- og introduktionscentrene Piareersarfiit til kommunerne med henvisning til partnerskabsaftalen med EU. Og på grund af utilfredsstillende forudsætninger, har kommunerne hidtil været tilbageholdende i forhold til overtagelse af opgaverne omkring alkoholafvænning.

Derudover er der i forbindelse med finansloven for 2010 og i forbindelse med forslag om bruttoskat til udenlandsk arbejdskraft ved bl. a. aluminiumsprojektet givet bemærkelsesværdige signaler, der principielt og direkte berører det samfundsvigtige spørgsmål om byrde- og opgavefordeling mellem kommunerne og det centrale styre.

Alt dette giver os anledning til at spørge om, hvad det samlede Naalakkersuisut vil med den strukturreform, vi i kommunerne har været så optaget af og allerede har brugt megen tid og betydelige ressourcer på - den reform, der ikke kun drejer sig om kommunesammenlægning, men også om, at Selvstyret på en hensigtsmæssig måde afgiver drifts- og anlægsopgaver til kommunerne.

Da strukturreformen af den offentlige sektor således er et fællesprojekt for kommunerne og Selvstyret for borgernes skyld, er det meget vigtigt i fællesskab at få afklaret betingelserne og målene for det videre arbejde. Det fællesmøde, vi anmoder om, skal bruges til denne afklaring.

Det er altid et puslespil, når der skal sættes dato på et sådant møde. Vi foreslår lørdag den 24. april i Nuuk.

Med venlig hilsen på vegne af borgmestrene og KANUKOKA

Enok Sandgreen
formand for KANUKOKA