Aftale om den videre strukturreform

Første møde holdt i den politiske koordinationsgruppe mellem kommunerne og landsstyret. En aftale indgået om det videre arbejde om strukturreformen.
Bilag

15. juni 2010: På baggrund af betænkningen om strukturreformen, og på baggrund af Naalakkersuisut´s Redegørelse om kommunerne og drøftelserne på delegeretmødet i Ilulissat i maj måned 2010 blev der den 20. maj 2010 aftalt mellem Naalakkersuisut, borgmestrene og KANUKOKA's bestyrelse at etablere en politisk koordinationsgruppe til at varetage styringen af opgaveoverførsler mellem Selvstyret og kommunerne og det videre arbejde med strukturreformen af den offentlige sektor.

Den politiske koordinationsgruppe består af formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist som formand for gruppen, Naalakkersuisoq for Indenrigsanliggender Anthon Frederiksen, borgmester i Qeqqata Kommunia Hermann Berthelsen og formanden for KANUKOKA Enok Sandgreen.

I dag tirsdag den 15. juni 2010 afholdt koordinationsgruppen det første møde, hvor kommissioriet vedrørende det videre arbejde om strukturreformen og opgaveoverførsler blev underskrevet. Yderligere er der nedsat en fælles administrativ koordinationsgruppe som skal koordinere forarbejdet ved overdragelser af ansvarsområder mellem Selvstyret og Kommunerne.

Enok-Kuupik

KANUKOKA's formand Enok Sandgreen og formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, indgår aftale om det videre arbejde i strukturreformen i den offentlige sektor.

Den politiske koordinationsgruppe anser arbejdet omkring strukturreformen og opgaveoverførsler til kommunerne af stor vigtighed, hvor tillidsfuldt samarbejde, kontinuitet og sammenhæng er nøgleordene.

Koordinationsgruppen glæder sig over, at arbejdet nu er igangsat og vil arbejde for at opgaverne varetages der hvor det vurderes at opgaverne løses økonomisk mest hensigtsmæssigt og at der ydes den bedste service til borgerne.

For yderligere oplysninger kontakt:
Direktør Martha Labansen, tlf. 36 21 00, e-mail: mala@kanukoka.gl
Specialkonsulent Peter S. Olsen, tlf. 34 51 22, e-mail: pols@nanoq.gl