Projektgruppen bag det nationale og tværoffentlige Bedre Borgerservice-projekt "Sullissivik" har nu haft succes med at forankre projektet i de kommunale topledelser i alle fire kommuner.
I forbindelse med det nyligt gennemførte KANUKOKA-delegeretmøde i Ilulissat lykkedes det at samle 13 kommunale ledere - kommunaldirektører, fagchefer for borgerservice, forvaltningschefer, sekretariatschefer og kommunikationschefer - til en workshop om Projekt Sullissivik.
Formålet med workshoppen var klart at forankre Projekt Sullissivik på ledelsesniveau. Et projekt af denne karakter, der involverer og forener alle dele af den offentlige sektor i Grønland, fordrer, at lederne går forrest og baner vejen for alle de fantastisk engagerede medarbejdere, der løfter serviceopgaverne ude omkring i byer og bygder.
Workshoppen blev brugt til både at diskutere og udvikle kommunikationstiltag, der skal til for at sikre, at www.sullissivik.gl fremover vil blive taget i brug i forbindelse med servicering af borgerne, og til at netværke kommunerne imellem.
Både deltagerne og projektgruppen Sullissivik er rigtig godt tilfredse med workshoppens forløb, og alle forventer, at www.sullissivik.gl som serviceredskab vil blive en naturlig del af fremtidens borgerservice i Grønland.
Yderligere oplysninger: Hans Christian Sværd hcsv@kanukoka.gl