KANUKOKA er allerede på vej til strukturændring

19. februar 2010: I en tid med indkøring af den nye offentlige struktur med sammenlagte kommuner og forberedelse af overtagelse af opgaveområder fra de centrale myndigheder, er eksistensen af KANUKOKA uvurderlig som et koordinerende organ, siger Enok Sandgreen.

Fra tid til anden går der en bølge af mere eller mindre smarte krav om at skære eller lukke det ene og det andet ned. Landsstyremedlemmet for Finanser, Palle Christiansen, har været meget forhippet på at skære ned på bloktilskuddet til kommunerne, og nu melder medlem af Inatsisartut, Niels Thomsen, sig med et krav om, at kommunernes fællesorganisation, KANUKOKA, lukkes.

Vi vil gerne berolige d'herrer med, at kommunerne selv allerede er i gang med konkrete overvejelser om tilpasning af KANUKOKA's form og drift til den nye kommunestruktur. Emnet var på dagsordenen i delegeretmødet sidste år, og det bliver fulgt op med konstruktive forslag til delegeretmødet i maj bl. a. på baggrund af oplæg fra de enkelte kommuner.

I en tid med indkøring af den nye offentlige struktur med sammenlagte kommuner og forberedelse af overtagelse af opgaveområder fra de centrale myndigheder, er eksistensen af KANUKOKA uvurderlig som et koordinerende organ.

KANUKOKA's rolle som et samlende led har været soleklart i de seneste måneder - med henvisning til de ensidige nedskæringer af bloktilskuddet til kommunerne og et forslag til ny indkomstskattelov. Her har KANUKOKA stået som en eksponent for kommunernes sammenhold for at forsvare de gode demokratiske principper omkring kommunesystemet og for at modvirke formynderiske tiltag, der dels bryder med aftalesystemet og dels bringer det kommunale selvstyre i fare.

KANUKOKA's rolle har været i fokus mange gange. Vi glæder os til igen at diskutere dets nødvendige tilpasning på kommunernes præmisser og kriterier, og ikke lade os distrahere af alt for mange populistiske indfald og forestillinger om, at alt kan ordnes ved bare at lukke og skære ned.

Enok Sandgreen
formand for KANUKOKA