"Får lokaldemokratiet bedre kår i den kommende offentlige struktur med fire store kommuner?" Det var hovedspørgsmålet i et debatoplæg fra KANUKOKA i januar 2007. Og det efterfølgende retoriske spørgsmål var: "Kan effektivisering og rationalisering af administrationen ved hjælp af sammenlægninger forenes med ønsket om udvikling af nærdemokratiet?"
Debatoplægget, som blev fulgt op af endnu et par oplæg i løbet af året, fik ikke den ønskede opmærksomhed. Der kom heller ikke nogen bred debat om lokaldemokrati op mod kommunesammenlægningen den 1. januar 2009. De administrative og praktiske udfordringer i selve kommunesammenlægningen kom til at lægge beslag på alle ressourcer.
I dag, tre år efter kommunesammenlægningen, er det på høje tid til igen at tage fat på denne diskussion.
Vi kan konstatere, at lokaldemokratiet i dets brede forstand ikke automatisk har fået bedre vilkår i de nye storkommuner. Der skal dels være en folkelig motivation for det, og dels skal det foregå i klare rammer under kommunalbestyrelserne. De forudsætninger er ikke på plads - endnu.
Faktisk har man allerede under Strukturudvalgets arbejde forudset det lokaldemokratiske tomrum, der ville opstå ved kommunesammenlægningen.
Udvalget talte således om oprettelse af "brugerbestyrelser" i forskellige varianter. Det udviklede sig til tanken om "lokalråd", der kunne fungere som et tættere nærdemokratisk net rundt omkring til at tage lokale sager op og være sparringspartnere for kommunalbestyrelserne. Tanken slog ikke igennem, da den blev fremlagt i Inatsisartut i forbindelse med lovgivningen, der førte strukturreformen ud i livet. Men Inatsisartut vedtog en ordning - vel at mærke kun gældende for den første valgperiode i de nye kommunalbestyrelser - med øremærkede geografiske mandater med det formål at sikre repræsentation fra hver af de gamle 18 kommuner.
Det er godt, at man har ordningen med bygdebestyrelser. Og fra KANUKOKA vil vi benytte denne nytårsudtalelse til at spørge, om man ikke bør benytte sig af bygdebestyrelsens nærdemokratiske principper overalt i landet - ved som en langsigtet løsning at etablere lokalråd i byer (og eventuelt i bydelene i de største byer) med beføjelser, som ligner de nuværende bygdebestyrelsers.
På denne måde får vi ensartede vilkår for nærdemokratiet i hele samfundet. Efterfølgende kan man drøfte, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at have to forskellige navne på den samme ordning, eller om der skal findes et fælles navn for disse lokalråd uanset om de virker i byer eller bygder.
Der er mange hurdler, der skal overvindes i forbindelse med etableringen af de nye kommuner. De fire kommunalbestyrelser har allerede forceret mange af dem.
Men der er stadig store og åbne udfordringer. Den store økonomiske ulighed mellem kommunerne og dermed en stor forskel på niveauet af velfærd mellem kommunerne er ikke rimelig, og diskussionerne om, hvordan der sikres en mere ligelig fordeling, er i gang. Men det er et problem, kommunerne ikke selv kan løse fuldt ud.
Derfor er det vigtigt, at Naalakkersuisut finder en model, som giver større lighed i borgerbetjeningen samtidig med, at kommunerne bibeholder incitamentet for at fremme sine egne økonomiske muligheder. Større lighed i borgerbetjeningen skal nemlig ikke nødvendigvis betyde, at kommunerne får mindre at skulle have sagt i de lokale anliggender.
Det kommunale styre med nærhedsprincippet er et værdifuldt element i vores demokratiske system, som vi fortsat skal udvikle. Derfor skal lokaldemokratiet også styrkes efter kommunesammenlægningen. Jeg vil derfor opfordre til at lade diskussionen blomstre, hvor mennesker mødes: På arbejdspladser, skoler og uddannelsessteder, i fagorganisationer og ikke mindst i partiforeninger.
Godt nytår!
Martha Abelsen
Formand for KANUKOKA
